Prøv avisen
Klassiker

Peter Bastian blev døbt som 72-årig: Jeg havde forventet et jordskælv, men min dåb var blidere end det blideste

Det er en evig stræben at skulle leve op til Jesus’ ord, men du kan gøre alt, hvad du kan, og hver gang du falder, og det vil du gøre hele tiden, så rejser du dig øjeblikkeligt op, for du er allerede tilgivet, siger forfatter Peter Bastian, som i en alder af 72 år har valgt at lade sig døbe. Foto: Lars Salomonsen/BorderPress

For musiker og forfatter Peter Bastian, der engang fik øgenavnet kvartalsmunk, blev hans dåb i Løgumkloster Kirke i sommeren 2015 en skelsættende begivenhed. Marts 2017 er musikeren afgået ved døden

Peter Bastian havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han skulle vælge at blive døbt. Alligevel stod han den 27. juni i år ved den smukt udskårne 1700-tals døbefont i Løgumkloster Kirke og sagde ja til at blive indlemmet i den kristne familie. Foruden præsten, Steen Haarløv, blev seancen kun overværet af hans kone Helle, hans søster og svoger og et par nære venner. Da det var overstået, var der opstået fred et sted i ham, hvor der ikke tidligere havde været fred.

”Vi var vist alle sammen betydeligt nervøse, og selve dåbshandlingen står i en slags tåge for mig. Men da organisten efterfølgende spillede en sats fra ”Le Nativité du Seigneur” af Messiaen blev tingene ligesom sat på spidsen, og det gik op for mig, hvad det var, jeg havde indladt mig på. Det var meget bevægende, og jeg tudbrølede. Bagefter var der bare fred. En længsel dybt inde i mig var blevet stillet, og det underlige er, at det føltes som om længslen var gensidig.”

Som musiker, forfatter og en af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere er Peter Bastian vant til at være i offentlighedens søgelys, og han er om nogen øvet i at sætte ord på sine tanker. Mange ord.

Denne november formiddag er ingen undtagelse. Alligevel fornemmer man en vis forsigtighed i hele hans fremtoning og en stemmeføring, der ikke på noget tidspunkt bliver kraftig. Han er på et territorium, hvor der endnu er mange nye stier at betræde.

Vi har sat os på en af de forreste kirkebænke i den nyligt restaurerede Løgumkloster Kirke. Herfra har vi frit udsyn til døbefonten, der med sin baldakin af en dåbshimmel er en markant genstand i den imponerende klosterkirke. Kirkens organist er oppe over vores hoveder gået i gang med at stemme orgelet, der, med Peter Bastians ord, er et af landets bedste.

At det netop blev her, han valgte at lade sig døbe, og nu for første gang vælger at tale offentligt om det, er naturligvis ingen tilfældighed. Kirken er sammen med refugiet, hvortil der er direkte gennemgang, blevet et fast holdepunkt i hans liv. I foråret blev hans kone Helle Skaarup ansat som forstander på Løgumkloster Refugium og Peter Bastian fulgte med.
 
"Jeg er dybt påvirket af at være her. Det er altså noget af et tempel at dyrke sin Gud i,” konstaterer Peter Bastian smilende, inden han giver sig til at fortælle om den 27. juni 2015 og især tiden før og tiden efter.
 
 ”Det giver jo mening på flere punkter, og det begynder jeg så småt at kunne se. Jeg har i det meste af mit liv været identificeret med, at jeg ikke var døbt og været stolt af, at jeg på den måde var uden for mainstream. Så selvfølgelig har det været en kamel at sluge. Men nu har jeg altså ikke gjort det sådan med den ene hånd i lommen, eller fordi Helle er blevet forstander hernede. Nej, beslutningen om at blive døbt er vokset langsomt frem, og jeg begynder at forstå, at den har været på vej helt fra barndommen,” siger Peter Bastian.

Han har altid været åndeligt søgende, og som han siger: ”Hvis der er nogen, der har siddet med smerte i knæene i meditationsstilling, så er det mig.”

Peter Bastian mediterer stadig dagligt og han kalder sin meditationsform fuldstændig udramatisk.
 
”Der er ingen som helst røgelse og myrraskær over det. Du sidder bare med det, der er og søger ikke noget bestemt. Det der dukker op, må godt være der, og det må også godt ikke være der. Du er ikke på vej et sted hen, for du er der allerede. Lige her,” siger han.
 
Men længslen var der altså, og dåben blev for Peter Bastian den samme følelse som at længes efter sin elskede, indtil hun er der.

”Med den længsel jeg havde gået med, havde jeg nærmest forventet et jordskælv. Men min dåb var ikke et jordrystende chok - vel nærmere det modsatte. Det var nænsomt, subtilt og svært at sætte ord på. Det nærmeste jeg kan komme det, er, at det føltes som blidere end det blideste, og som noget der naturligt vokser i mig.”

Peter Bastian er vokset op i et hjem, hvor religion nærmest blev latterliggjort. Hans mor, operasangerinden Birgit Bastian, kom fra 1930’ernes Tyskland og hendes familie var socialister. Hans far, Gert Bastian, der også var operasanger, var opvokset på landet, men erklærede sig som socialist og ateist. Forældrene lod Peter være som han var, og det vil i barndomsårene og de tidlige ungdomsår sige lidt af en enspænder.
 
”Jeg var meget interesseret i billedkunst og begyndte tidligt at tegne. Da jeg var 13 år, fik jeg Broby-Johansens billedbibel og det førte blandt andet til, at jeg tog på en tre uger lang cykeltur til Nordjylland for at kigge på kalkmalerier. Jeg sov på hølofter om natten, og om dagen opsøgte jeg kirker og tegnede de mest interessante kalkmalerier og kirkerum.

De tre uger var en af de mest fantastiske perioder i mit liv,” husker Peter Bastian og fortsætter:
 
”Når jeg senere har rejst i Europa, har jeg altid følt mig stærkt tiltrukket af kirker og klosterliv.”

Da Peter Bastian i gymnasiet voksede fra sin enegænger-natur, og begyndte at interessere sig for et hedere og vildere liv, faldt han over Herman Hesses roman ”Sol og Måne”, og den blev en af de vigtigste bøger i hans liv. Romanen handler om de to barndomsvenner Narcis og Guldmund. De er begge spirituelt søgende, men mens Narcis er asketen, kaster Guldmund sig hovedkuls ud i livets sanselighed med sengens og bordets glæder og som skabende kunstner.
 
 ”Jeg har altid haft begge sider i mig. Da jeg i sin tid turnerede med 'Svantes Viser', sad jeg der og klamrede mig fromt til min persille og mine jordnødder, mens spiritus og gavmilde kvinder flød rundt i bandbussen. Men, hvor længe holdt den? Kun til det øjeblik hvor jeg kastede mig ud i det hele med samme livsglubskhed som de andre. Jeg havde en idé om, at askesen var det rigtige liv, og det andet var det forkerte liv, som jeg samtidig følte mig tiltrukket af. Det var ved den lejlighed, at min musikerkollega Flemming Quist Møller gav mig øgenavnet ’kvartalsmunk’”. I en stor del af mit liv har det været konflikt mellem det sanselige og det åndelige,” fortæller Peter Bastian og fortsætter:
 
 ”Ideen om at kroppens behov var en fjende af mig, delte mig i to. Narcis og Guldmund gjorde det klart for mig, hvor vildt fascineret jeg var af begge to veje, og det er i det hulter-til-bulter liv, min spiritualitet har udfoldet sig.”

At Peter Bastian nu har valgt kristendommen hænger sammen med, at han for nogle år siden begyndte at forstå, at der havde været en fundamental mangelvare i hans liv. Den mangelvare var troen på, at han selv var elskelig, og selv var i stand til at elske.
 
"De to ting hænger fuldstændig sammen. Selvfølgelig har jeg elsket, og selvfølgelig blev jeg elsket, men en sikring må været sprunget i mine tidlige år, og jeg har som kompensation hele tiden søgt bekræftelse. Kærligheden har i mit liv udpræget været noget, der byggede på betingelser. I de fællesskaber jeg har søgt, har kærligheden også været noget, der blev givet på betingelser, og som man skulle gøre sig fortjent til."
 
Helle Skaarup, som Peter Bastian mødte for fem år siden og blev gift med sidste år, har spillet en afgørende rolle for, at han nu føler sig elsket og i stand til at elske. Og samtidig har interessen for kristendommen åbnet for noget, der i den grad handler om kærlighed.
 
”Jeg kan overhovedet ikke fatte, hvad Jesus siger, med mindre jeg går ind på hans fuldstændig radikale forståelse af, hvad kærlighed er for noget. Det er så også blevet min primære forståelse af, hvad kærlighed er,” siger Peter Bastian, og åbner derefter op for en ny og med egne ord meget dyb erkendelse, der er opstået i ham i tiden omkring hans dåbsdag.

 ”Mystikerne siger, at det skabte er som en krusning på et ocean af henrykkelse - af ren væren. Erkendelsen af værensdimensionen er en så altomfattende erfaring, at du er nødt til at fortolke den ind i den kontekst, du lever i. For 2000 år siden levede mennesker i en verden, som var skabt fiks og færdig, og det var en lidelsesfuld verden af uendelige gentagelser. I en sådan virkelighed bliver mødet med din væren så sjælrystende positiv, at du må tage afstand fra det almindelige liv og din hele stræben bliver efter et virkeligere, hinsides liv. Himmerige eller nirvana. Altså, det her liv er en slags eksamen før det egentlige liv, evigheden.”
 
”Jeg siger: Vi lever i en helt anden virkelighed, hvor vi ved, at skaberværket ikke er gjort færdigt, som Desmond Tutu siger: ’Gud står med tårerne strømmende og foldede hænder og beder til, at vi vil redde kastanjerne ud af ilden’. For som Gud siger: Jeg gav jer liv, jeg gav jer fri vilje, jeg gav jer plads til at være jer selv, der er intet, jeg kan gøre, nu er skaberværket fuldstændig i menneskenes hænder. Hvis Det Gamle Testamente er Guds bog, Det Nye Testamente er Jesus’, så er resten vores. Helligånden lever i os.”

”Vi lever i en virkelighed, hvor vi hver især er ansvarlige. Dybden i mødet med din væren er overvældende og set derfra er skaberværket som sagt for en overfladisk krusning at regne. Den krusnings kvalitet er perfektion. Men jeg er mere interesseret i den modsatte position. Set fra skaberværket, som er hovedpointen i mit liv, hvad er det for et lys, som væren kaster ind i min verden? Svaret var en åbenbaring: Det er kærligheden! Hovedpointen er, at der hvor væren og det skabende forenes, der findes kærligheden. Men der findes også det modsatte af kærligheden. Det er dit valg, om du tjener lyset eller mørket.”
 
”Jesus sætter en dagsorden, som er fuldstændig anderledes end den dagsorden, vi lever vores menneskeliv efter. Vi er allesammen syndere, men vi kan gøre vores bedste for at leve op til hans kærlighedsbudskab. Det er en evig stræben at skulle leve op til Jesus’ ord, men du kan gøre alt, hvad du kan, og hver gang du falder, og det vil du gøre hele tiden, så rejser du dig øjeblikkeligt op, for du er allerede tilgivet. Men hele det apparat af tilgivelse kræver altså for mig at se, at du forsøger at leve op til kærlighedsbudskabet, så godt du kan. Det er en vidunderlig, kær forpligtelse - der kommer igen tusindfold.”

Peter Bastian føler sig hjemme i Jesus’ absolutte måde at tale om kærligheden på, men han giver sig ikke af med at være enig eller uenig i, hvad der står i Bibelen. Og citerer i den forbindelse gerne litteraturprofessor Erik A. Nielsen for at sige, at vi jo heller ikke spørger os selv, om Batman virkelig kan flyve?
 
”Hvis jeg skal begyndte at tage stilling til teologiske spørgsmål om det ene og det andet, så mister jeg ligesom kontakten med det, der er pointen. For mig er pointen mysteriet, det at vi gennem skriften kan blive ét med ånden bag skriften. Jeg er heller ikke synderligt interesseret i at analysere Mozarts musik, men i at spille den og blive et med afsenderens intention,” siger Peter Bastian.
 
Når man spørger 72-årige Peter Bastian, hvorfor erkendelsen om kristendommens kærlighedsbudskab og beslutningen om at blive døbt er kommet til ham netop nu og i en så relativt sen alder, svarer han tøvende, at der er sket mange ting i hans liv de senere år. Der er mødet med Helle og så er der sygdommen.
 
Sidst i oktober sidste år viste det, der skulle have været et uskyldigt helbredstjek, at Peter Bastian havde akut leukæmi. Det var alvorligt, og var det ikke blevet opdaget, havde han sandsynligvis ikke overlevet julen. Han var derefter igennem en særdeles skrap kemobehandling, der i en længere periode satte ham ud af spillet. 
 
”Jeg ved selvfølgelig, at vi alle skal dø, men jeg har, som så mange andre, levet mit liv, som om jeg var den eneste undtagelse. Nu er jeg så trådt ind i de dødeliges rækker. For nogle kan det føre til angst, men for mig har det ført til en lige-ud-af- landevejen fundamental taknemmelighed over stadigvæk at være i skaberværket. Man kan sige, at en meget gunstig bivirkning af at blive syg, er at få et andet syn på sit liv. Tænk hvor meget jeg har været søgende i mit liv og nu glimter verden af skaberværkets generøsitet og overflod,” siger Peter Bastian.
 
Han er ikke rask, men lige nu har han det godt, og får forløst sit behov for at udtrykke sig musikalsk. Bastian har netop indspillet et album med titlen ”Bastians Ballader” sammen med de to norske musikere Gabriel Fliflet og Olav Tveitane. Albummet, der blandt andet indeholder melankolsk folkemusik fra Balkan, er planlagt til at udkomme inden jul.