Verden blev forandret på Blegdamsvej 17 i København. I 1921 oprettede fysikeren Niels Bohr (1885-1962) på denne adresse det daværende Institut for teoretisk fysik, der hurtigt blev kendt som ”Niels Bohr Institutet”, fordi det danske fysikgeni kunne samle alle de største fysikere omkring sig. Allerede året efter modtog han selv Nobelprisen i fysik, og i 1997 kom den piberygende atomfysikprofessor sågar på de danske 500-kronesedler, men værdien af den kvanteforskning, Bohr og hans kolleger udviklede med base på Niels Bohr Institutet, er mildt sagt større.
I februar 2001 bragte videnskabsbladet Scientific American således en artikel, der sandsynliggjorde, at en tredjedel af den samlede globale omsætning det år, hele 30.000 milliarder dollars, var afkast af produkter og emner, der hvilede direkte på kvantefysikrelateret forskning.
Det skriver forfatteren Peter Høeg i et essay i den nye store billedbog ”Unity of Knowledge” om Niels Bohr Institutet, som også var rammen for Høegs roman ”Effekten af Susan” fra 2014. Men der er ikke noget at sige til, at Peter Høeg selv kalder videnskabshistorien for ”romanen over alle romaner”. For det er mildt sagt gået stærkt, siden den italienske fysiker Alessandro Volta opfandt det første simple batteri i 1800.
Men med videnskabens store magt følger også et kæmpe ansvar, påpeger Peter Høeg, der faktisk selv har fået lov til at guide forskerne på instituttet i meditation i det berømte Auditorium A. For videnskaben er alt for vigtig til at overlade til videnskaben, som han siger. Og allerede Niels Bohr var hurtig til at indrømme, at ”vi må huske, at naturvidenskaben kun beskæftiger sig med et ganske smalt udsnit af summen af den menneskelige erfaring”. Selv mener Peter Høeg også, at han har fundet et dybere grundstof end alle andre grundstoffer – bevidstheden.
”I tror, at det egentlige er stoffet, og at der rundt om stoffet er en atmosfære af bevidsthed. Det forholder sig helt anderledes. Bevidstheden er det egentlige grundstof, sagde jeg til fysikerne, der lod til at være lidt skræmt af den tanke. Men det er faktisk helt enkelt. Der er ikke noget, som optræder i den menneskelig verden, som der ikke er bevidsthed i. Planeten Venus kommer jo ikke her og præsenterer sig selv. Den findes, fordi den findes i vores bevidsthed. Og hvis man vil prøve at reducere alting til kemi og for eksempel sige, at Gud sidder i temporallappen, siger temporallappen det jo ikke selv, men vi peger selv på den, og det gør vi med bevidsthed. Bevidstheden optræder i alt, hvad vi snakker om. Der er bevidsthed i det, når jeg peger op mod stjernerne eller lader en håndfuld sand fra Dueodde glide gennem mine fingre. I øjeblikket spørger mange i klimadebatten, om universet overhovedet vil ændre sig, hvis vi mennesker forsvinder, men jo, det vil jeg helt klart sige. For universet, som vi kender det, består af vores bevidsthed,” siger Peter Høeg nærværende her i Nr. Snede i Midtjylland, i et meditationslokale i en smuk lys bygning under et tag, der har form som et marcipanbrød.
Peter Høeg er i højt humør efter en næsten tre måneder lang stilleretræte, der, skal det vise sig, også har givet ham energi nok til tre timers samtale. Og han serverer gæstfrit afrikansk mælkete med så meget rørsukker, at man nærmest rejser direkte til Ghana gennem ganen. Engang boede han hvert år i lange perioder i Ghana og Tanzania, da hans døtre var små, for at bringe dem tættere på deres afrikanske mors kultur og sprog. Men de sidste 13 år har han boet og undervist her ved Vækstcentret, som han kalder et slags universitet for spirituel udvikling.
Her bruger den kendte forfatter, der siden gennembrudsromanen ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” har fået læsere over hele verden, paradoksalt nok blandt andet tiden på at undervise i, hvordan man kobler sproget helt fra. For den dybeste erkendelse er den sprogløse erkendelse, forklarer han.
”Når man slapper dybt nok af,” siger han, ”slapper man også sproget af, og når man så slapper endnu dybere af, begynder stoffet at forsvinde, så kropsfølelsen bliver til lys og kærlighed”.
Det er en forestilling, som han har skræmt flere af fysikerne inde på Niels Bohr Institutet med. Men det er sådan, man når ind til det, han kalder ”kilden” og andre kalder Gud, hvorfra alting udspringer på et dybere plan, end man kan forklare med formler på en forelæsningstavle, forklarer han.
Peter Høeg har dog også været optaget af naturvidenskab, siden han var dreng. Han nåede af gode grunde aldrig selv at møde Niels Bohr, men det gjorde hans mor, der arbejdede i Carlsberg Laboratorium, som allerede dengang sponsorerede adskillige nobelprismodtageres forskning. Niels Bohr var en flittig og afholdt gæst på Carlsberg Laboratorium, selvom den fabelagtige forsker også var en forfærdelig førstegangsbilist, som engang kørte frontalt ind i en af pillerne på den fornemme gård foran laboratoriet, mens Peter Høegs mor hang ud af vinduet sammen med sine kollegaer for at opleve den berømte professors forsøg på at køre bil. Men det må heller ikke være nemt at holde øje med kørebanen, når tankebanerne altid er trafikerede. Og Peter Høeg slugte i en tidlig alder historierne om den danske forskers bedrifter og geniale ideer.
”Min far var også optaget af naturvidenskab. Han var jurist, men fulgte forelæsningerne på Folkeuniversitetet i matematik. Og jeg har selv en livsvarig, men uigengældt, kærlighed til naturvidenskaben. Jeg elsker naturvidenskaben, men den elsker ikke mig.”
Er det ikke næsten for beskedent?
”Nej, det er desværre sandt. Jeg var hverken rigtig god til matematik eller fysik i skolen, jeg var middelbegavet til det, men jeg elskede grafernes skønhed, at sætte fysikrapporter smukt op og kemiforsøgene. Og jeg synes, at der er en dyb skønhed i matematik. Længere inde i min bevidsthed tror jeg også, at det handler om en længsel efter klarhed. Der er så meget sludder, forførelse og unødige lidelse på grund af uklarhed i verden, så klarheden i naturvidenskaben og dens skønne gæld til oplysningstiden har altid optaget mig. Jeg elsker, når man virkelig forstår mennesker klart. Og det oplevede jeg, fra jeg var helt lille, at naturvidenskaben kunne give.”
Længe søgte Peter Høeg heller ikke efter sandheden uden for naturvidenskaben.
”Jeg voksede op i en kulturradikal familie uden nogen form for interesse for religion. Og det var mine forældre stolte af. Jeg gik dog på en streng grundtvigiansk skole, hvor vi ofte kom til gudstjeneste. Men jeg havde svært ved at være i dogmerne med jomfrufødsel og kødets opstandelse, og jeg har også altid været betænkelig ved Luther, som jeg faktisk har læst en del af. Men jeg oplever ham som en ekstremt aggressiv person over for for eksempel Erasmus af Rotterdam. Man tænker igen og igen, hvor den kristne medfølelse er i hans tekster. Han sagde samtidig, at alle forsøg på at gå indad er gerningsretfærdighed. Og mange præster har desværre stadig en angst for en enhver indadvendt praksis.”
Som voksen fik Peter Høeg dog en åndelig oplevelse, der sendte ham i en ny retning:
”Da jeg var midt i 20’erne, var jeg ude at sejle. Vi krydsede Atlanterhavet, og vi gik i land på Azorerne. Da vi kom i havn, gik de andre ud for at feste, som almindelige sømænd går i byen. Men jeg kunne mærke, at jeg i stedet skulle gå en tur for mig selv op gennem den gamle del af byen. Og så ændrede bevidstheden sig. Det varede nok en times tid. Den ydre verden var intakt, jeg så husene, himlen og skyerne og hørte fuglene og så videre, men bevidstheden var i en tilstand af vågenhed, som var højere, end jeg havde oplevet før. Der var en slags følelse af åbenhed i hjertet og en følelse af samhørighed med mennesker og den fysiske verden omkring mig. Oplevelsen var, at vi er indlejret i noget, der er meget større end os selv. Det har noget med nærvær og med hjertets åbenhed at gøre. Jeg oplever ikke, at det har at gøre med religion, men med noget, alle mennesker kan få adgang til. Alle kan ikke blive forfattere, og alle kan ikke blive matematikere, men i essensen af den oplevelse, jeg første gang fik i Ponta Delgada på Azorerne, kunne jeg mærke, at dette var en medfødt mulighed for alle mennesker. Jeg begyndte så at lede, da jeg kom hjem, efter muligheder for at gentage og få adgang til, hvad jeg havde oplevet. Og nu er jeg endt her som forfatter og underviser, men stadig med en kærlighed til både naturvidenskab og forskellige religioner uden selv at være dogmatisk.”
Peter Høeg lader blikket glide ud mod de vildtvoksende mælkebøtter i græsset uden for, inden han tilføjer:
”Bohr havde ret i, at naturvidenskab kun giver en flig af den måde, man kan forstå virkeligheden på. Vi fanger kun en bestemt del af virkeligheden med det, vi kan forstå og forklare. Det er helt banalt. Kærligheden kommer man for eksempel aldrig til at forstå. Kærlighed er et mysterium. Når man ser på et barn, åbner hjertet sig bare. Hvis jeg begynder at forklare det med biokemiske processer, så mindsker det jo hjertefølelsen, fordi forståelsen spærrer mig inde i en kasse, der er meget mindre end selve fænomenet. Hvis man vil opleve kærligheden, må man slippe forståelsen og hengive sig til kærligheden, og i det øjeblik ankommer du til en virkelighed, der er meget større end forståelsen. Det gælder også inspirationen. Det bliver hele bliver koldt, hvis man kun bruger forstanden. Grundtvig skriver også: ’Da lærte jeg arme, i midvinter sval, at lys uden varme er Helvedes kval’. Det er meget dybt sagt, ikke?”, nærmest hvisker Peter Høeg og fortsætter.
”H.C. Andersen har fat i det samme i eventyret ’Snedronningen’, hvor han beskriver risikoen for kulden i forstandsspillet, når man har mistet kontakten til hjertet og kroppen. Det sker for Kay, der får en troldsplint i øjet og hjertet, så han glemmer kærligheden midt i sin egen klogskab. Men det er hjertet, der er kompasset. Der sidder ikke noget kompas i forstanden eller kreativiteten, den er vildtvoksende som mælkebøtterne der udenfor. Forstanden vil altid bare se, hvor langt noget kan gå. Hvis noget kan opfindes, bliver det opfundet, og hvis noget kan udnyttes, bliver det udnyttet. Kompasset er i hjertet. Det gælder også i genteknologien, som måske er det allermest risikable i øjeblikket. Men videnskaben er for vigtig til, at vi kan overlade det til videnskabsmændene. Vi er nødt til at have etikken med. Vi er nødt til at få hjertet og medfølelsen med. Meget blev vundet, men noget gik også tabt da religion og videnskab blev skilt ad i oplysningstiden. Siden har videnskaben lidt af et forståeligt, men ikke altid konstruktivt traume eller en angst for igen at skulle blive undertryk af religionen. Men med frasigelse af religionen kan man også risikere at glemme etikken.”
Niels Bohr vidste, at etikken var helt nødvendig, så han blev decideret bange, da det gik op for ham, hvad atombomben kunne bruges til.
”De sidste 20 år af sit liv prøvede han at blive politiker. Han talte til Winston Churchill og skrev et berømt dokument i 1960, hvor han bønfaldt verdensledere om ikke at bruge atombomben. Bohr var en stor humanist, men han havde den naive tro, at empati udvikles af sig selv, når bare information spredes frit. Men det er jo ikke vores erfaring. Det er en af grundene til, at jeg selv arbejder med børn for at udvikle deres empatikompetence. For empati og hjertets naturlige empati gror ikke som hår og negle, man er nødt til at bevidstgøre det og lave indre øvelser og kontaktøvelser, hvis man vil have det til at vokse.”
Hvordan opøver man så empati?
”I stedet for at blive oppe i tankerne kan man helt enkelt gøre mennesker opmærksom på hjertet. Simpelthen brystregionen, hvor den empatiske skala af sympati, venlighed, kærlighed, medfølelse og taknemmelighed reflekteres. Hvis du er presset i en kontakt med et medmenneske og er ved at blive bange eller vred, så prøv at mærke din vejrtrækning. Nogle børn forstår det med det samme, for man behøver ikke gå på universitetet for at lære empati.”
Alligevel har naturvidenskaben og spiritualitet mere tilfælles, end man skulle tro, mener han:
”Det er sjovt, at både Kierkegaard og Bohr taler om at foretage et spring, hos Kierkegaard er det så troens spring, mens det i kvantemekanikken betyder noget andet. Men det virker alligevel på mig, som om den højere spiritualitet på mange måder er bygget op som naturvidenskaben. Den er i meget ringe grad baseret på dogmer eller tro, men mere erfaringsbaseret. Naturvidenskabens objektivitetsbegreb er en dialog mellem fagfolk, og i mystikken er der også en dialog mellem mennesker, der har erfaring. Det handler om møder, og jeg tror meget, at livet handler om møder mellem mennesker. Naturvidenskaben har opdyrket en form for meget dybe møder mellem mennesker, og spiritualiteten har opdyrket en anden form, men det er sjovt, hvordan de minder om hinanden.”
Det er også tankevækkende, at nogle af kvantefysikkens spidsindsigter – som i troens verden – er formuleret som paradokser, for eksempel i Bohrs komplementaritetsteori, påpeger han.
”Vi er nødt til at acceptere, at ting ikke kan sammenfattes i ét begreb. Lys er både bølger og partikler. Og i kvantefysik har en partikel ikke en eksistens, men en sandsynlighed for at eksistere. To partikler, der engang har mødtes, vil også altid stå i en form for kontakt, der gør, at de svinger på en bestemt måde i forhold til hinanden, lige meget hvor langt de er kommet væk fra hinanden i tid og rum. Og det minder rigtig meget om høje spirituelle erfaringer, hvor man siger, at hvis to mennesker har mødtes i en tilstrækkelig dyb tilstand, vil deres bevidstheder altid have en forbindelse, ligegyldigt hvor langt de fjernes i tid og rum,” siger Peter Høeg og bevarer øjenkontakten i et afværgende smil:
”Jeg ved godt, at det ikke er det samme. Naturvidenskaben siger heller ikke noget om det guddommelige. Det kan den ikke. Den har afstukket det, som Bohr kalder en lillebitte del af virkeligheden. Og den kan ikke sige noget om, hvorvidt Gud eksisterer. Men det er da interessant, at avanceret naturvidenskab og høj spiritualitet på den måde minder om hinanden.”
Niels Bohr var selv meget optaget af taoismen. Da han modtog elefantordenen og skulle have et våbenskjold, valgte han Ying Yang-symbolet på sit våbenskjold.
”Den første sætning i Tao te ching, den store grundbog om taosime, er, at ’Ten tao, hvorom der kan tales, er ikke den virkelige tao’. Og Bohr understregede også, at naturvidenskaben ikke siger noget om virkeligheden, men hvad den kan sige om virkeligheden. For sproget og det naturvidenskabelige sprog ikke er den virkelige verden, men kun et skyggebillede. Og i den høje mystik siger man, at så længe, man kan snakke om det, så er det ikke mysteriets kerne. For i det øjeblik, man virkelig åbner for det guddommelige, siger eksempelvis den store kristne mystiker Eckehart, må man slippe form, farve, indhold og alt sprog.”
Alligevel udkrystalliserer både religion og naturvidenskab sig jo i konkrete dogmer og læresætninger, som man kan tro på…
”Det er rigtigt, og hvis jeg havde tænkt på det, havde jeg også skrevet det i bogen. For man vil jo altid prøve at konkretisere den mere abstrakt erkendelse, men den dybeste erkendelse kan sproget ikke rumme.”
Er trangen til at sprogliggøre verden så blevet mindre for dig?
”Nej, det synes jeg ikke. Jeg tror, at jeg resten af mit liv vil være optaget af at sige det stadig mere præcist, ligesom jeg også vil være stadig mere optaget af at kunne slippe sproget. Der er en tid til alt. En tid til at være meget intens sprogligt, og en tid til at slippe sproget.”
Hvor er du lige nu?
”Nu har jeg siddet i en tre måneder lang retræte, hvor jeg har været meget, meget stille, og nu kommer otte måneders intens formidling, hvor vi skal holde tre retræter ude ved Vesthavet. Det er det, der hedder videregivelse, når man får lov til at leve et så privilegeret liv, som vi gør. Vi har siddet i en paradisboble, mens resten af verden har lidt under coronakrisen. Derfor skal vi også give noget videre. Og nogle gange tænker jeg, at jeg med undervisning kan gøre mere for mennesker end ved litteratur. Det højeste, jeg kan nå med en bog, er, at folk ønsker at læse den næste, alt de ønsker en ny oplevelse, mens de mennesker, jeg underviser, er parat til at lægge deres liv om. Og det kræver, at man laver både dialogøvelser og indre øvelser. Men det er de parat til, så det er meget privilegeret at få lov til at møde mennesker og følge dem i intense udviklingsprocesser. Det er lidt sværere som forfatter, så i de her år tror jeg, at jeg skal prioritere og forfølge undervisningen.”
Har du da ingen romanidéer, du ikke kan slippe?
”De idéer melder sig altid af sig selv, men der har jeg bedt dem om at gå et andet sted hen. For jeg er optaget af undervisningen.”
Kan man ikke også åbne mennesker via litteraturen?
”Jeg har læst meget selv, og jeg har set mennesker, der har brugt hele deres liv på at læse. Og jeg føler mig ikke sikker på, at det nødvendigvis fører til markant menneskelig vækst. Jeg er ked af at sige det, men jeg er ikke sikker på, at litteratur og læsning i sig selv er forædlende. Mens jeg med sikkerhed véd at der er reelle muligheder for at nå til dybere meningsfylde og mellemmenneskelig kontakt gennem en indre praksis og træning af empati.”
Nogle siger jo ellers, at læsning også er en øvelse i empati, fordi man kan tvinge sig selv til at sætte sig i et andet menneskets sted gennem litteratur…
”Måske, men du sidder derhjemme i sofaen og hygger dig med en kop kaffe, og så læser du om andre mennesker. Spørgsmålet er nu om den empati, der erhverves dér, på sofaen, holder henne i supermarkedet, når du bliver sprunget over i køen. Men det er der en mulighed for, at den følelsesmæssige stabilitet, der langsomt er optrænet med nærværs- og kontaktøvelser, gør.”
Men man kan vel også betragte litteraturen som en måde at rette sig ud mod verden i stedet for at sidde her og meditere?
” Ja, helt sikkert. Spørgsmålet er, hvordan man bruger sin tid bedst. Det tager to år for mig at skrive en roman, og jeg er 63 år. Det vil sige, at jeg har 10-15 år tilbage, hvis jeg er heldig, i mit sidste arbejdsryk. Derfor tænker jeg jo også på, hvor jeg kan være til mest nytte for andre mennesker. I min alder bliver dødsbevidstheden stærkere. Flere og flere af mine venner er døde, og nu er coronaen kommet med en forstærkning af den dødsbevidsthed. Det kan være en gevinst, fordi bevidstheden om døden kan få os til at tænke over, hvordan vi bruger livet. Hvordan prioriterer jeg livet? Hvordan er jeg mod andre mennesker? Lige nu er jeg optaget af de muligheder, der ligger i undervisningen i venlighed og nærvær.”
”Jo, der er ikke noget facit. Man må spørge hjertet.”