Peter Jacksons film om The Beatles er tung at komme igennem

Den næsten syv timer lange dokumentarfilm om The Beatles er mange ting, men først og fremmest er den kedelig

Filminstruktøren Peter Jackson er bedst kendt for at have instrueret de tre "Ringenes Herre"-film.
Filminstruktøren Peter Jackson er bedst kendt for at have instrueret de tre "Ringenes Herre"-film. Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix.

The Beatles’ første hit, ”Please Please Me”, udkom den 11. januar 1963. Sangen varede præcis 120 sekunder. At begrænsningerne i et kort format kan fremme kreativiteten, viser gruppens tidlige karriere. Ufattelige mængder variation og originalitet rummes i musikstykker, der som regel bliver afviklet på under tre minutter. Samtidig forekom det hele legende let – også for dem selv: Da Paul McCartney blev spurgt, hvordan han skabte sine vidunderlige melodier, svarede han, at de ”kom til ham”.

Seks år senere var det en anden form for tidspres, de fire Beatler pålagde sig selv. Den 2. januar 1969 rykkede de ind i Twickenham-filmstudierne i London for at komponere og indøve 14 nye numre til en live-optræden, som ifølge planen – der senere blev rykket – skulle finde sted kun to uger senere. Hele processen skulle filmes og give stof til gruppens næste film.

The Beatles var ellers holdt op med at give koncerter, og efter manageren Brian Epsteins død i 1967 var det tidligere så stærke sammenhold truet. En vellykket tv-optræden med sangen ”Hey Jude” i september 1968 havde imidlertid vakt et håb om at genvinde arbejdsglæden og den magi, der havde båret kvartetten til populærmusikkens øverste trone.

At ”de gode gamle dage” desværre ikke vendte tilbage, blev dokumenteret allerede i Michael Lindsay-Hoggs film ”Let it Be”, som udkom i 1970 – efter gruppens opløsning. Filmen kom til at tegne eftertidens billede af gruppens sidste år som en periode, hvor enheden The Beatles blev splittet op i fire individer, der efterhånden var godt og grundigt trætte af hinanden, og hvor den musikalske leg var afløst af tristesse.

Beatles-fans over hele verden – og dem er der stadig mange millioner af – har derfor ventet håbefuldt på ”Ringenes Herre”-instruktøren Peter Jacksons nye version af historien, der ifølge årelange forskræp skulle fortælle en anderledes positiv historie om ”Get Back”-projektet. Og sandt er det da, at vi i den næsten otte timer lange dokumentarfilm, som er delt op i tre afsnit, ser hovedpersonerne klovne og grine – og i sjældne øjeblikke ligefrem arbejde konstruktivt sammen. Ikke desto mindre bekræfter ”Get Back”, at John, Paul, George og Ringo efter et tiår i hinandens selskab var på vej i hver sin retning, kunstnerisk som privat.

Om der så er andre end musikanmeldere og de mest ukuelige Beatles-nørder, der vil bruge 468 minutter af deres liv på at nå frem til den konklusion, kan man tvivle på. ”Get Back” er mange ting, men først og fremmest kedelig. At se den til ende føles som at arbejde sig igennem en femretters menu i selskab med en selvoptaget bordherre eller -dame, der bilder sig ind, at hvert eneste løse indfald og tilfældige association må være interessant for andre end vedkommende selv.

Dokumentaren indeholder masser af materiale, der ikke tidligere har været offentliggjort, og visse scener gør indtryk. Stærkest står en ren lydoptagelse, optaget med skjult mikrofon, af et krisemøde mellem Paul McCartney og John Lennon (efter at George Harrison midlertidigt har forladt gruppen), hvor John – som har lurepasset de første øvedage med sit velkendte mix af fjollerier og arrogance – tilstår, at han er bange for den dominerende Paul og blot skubber George foran sig for at få nogen til at sige de ubekvemme sandheder.

Karakteristisk nok kræver det impulser udefra, før de fire kan mande sig op til at levere varen. Stemningen bliver bedre, og musikken begynder at leve, da keyboardspilleren Billy Preston uanmeldt slutter sig til gruppen – og da Pauls nye kæreste, Linda, kommer forbi med sin seksårige datter, der blandt andet leverer en ubetalelig parodi på Yoko Onos primalskrig. Men ikke før de nu fem Beatler klatrer op på taget af Apple-bygningen for at levere det, der skulle blive deres sidste liveoptræden, løfter showet sig for alvor, og man bliver mindet om, hvilket fabelagtigt band The Beatles faktisk var.