Prøv avisen

Filosoffen, teologen og pædagogik-professoren: Så stor betydning har Peter Kemp haft

Peter Kemp satte i løbet af sine 81 leveår tydelige aftryk på dansk filosofi, teologi og pædagogik. – Foto: Jacob Nielsen/Ritzau Scanpix

Det er en meget aktiv samfundsdebattør og anerkendt tænker, der i dag begraves fra Gentofte Kirke. Peter Kemp var uddannet teolog og blev senere filosof, men også inden for pædagogikken lyste hans tænkning op. Kristeligt Dagblad har bedt tre af hans tidligere fagfæller om at sætte ord på hans betydning

Professor i filosofi Jacob Dahl Rendtorff

”Peter Kemp var optaget af etikken, før andre begyndte at forstå, at den var et centralt filosofisk område. Mens de fleste først begyndte at interessere sig for etik i 1990’erne, så Kemp allerede 10 år før, at vi filosofisk skulle tage den teknologiske udvikling alvorligt, og han begyndte derfor at stille spørgsmål til den måde, teknologien truede eller udfordrede menneskesynet på. Han talte om bioetik før andre, var engageret i kampen mod atomkraft og kunne se, hvordan også områder som medicin og jura havde brug for en kobling til etikken.

På den måde var hans tænkning også en kritik af det menneskesyn, som han oplevede vinde frem – og en påmindelse om, at den personlige dømmekraft aldrig må suspenderes. Heller ikke hos den fagprofessionelle som lægen eller juristen, som han beskyldte for at have glemt retfærdighedssansen.

’Det uerstattelige’ var titlen på en af Peter Kemps bøger, men det var også kernen i hans etik, der altid havde det gode liv for øje. For hans grundtese var, at der er noget uerstatteligt ved det menneskelige, men at dette kan gå i stykker, eller ødelægges, hvis vi ikke udvikler en etik for det. Og det forudsætter jo, at vi er opmærksomme på det. Derfor insisterede han på, at etikken skulle diskuteres i alle områder af livet – og samfundet. Med begreber som integritet, værdighed, sårbarhed og autonomi som de centrale.

Man kan sige, at han altid lod sin tænkning styre af de problemer, han så i verden – og ikke af hvilket fagområde, de befandt sig indenfor. Han levede på mange måder op til titlen på sin teologiske disputats om engagementets teori, for det var som engageret samfundsdebattør og filosof, han selv udfoldede sig.

Han er ofte blevet mødt med hård kritik fra andre danske tænkere, og det undrer mig lidt. For han er som en af de få danske filosoffer internationalt kendt og har blandt andet været præsident for Verdensfilosofikongressen fra 2003 til 2008, hvor han til sin død var ærespræsident, og i disse dage vælter det ind med kondolenceskrivelser fra filosoffer i hele verden. Men der er nok en tendens i Danmark til at sige, at ingen må være bedre end andre. Og så havde han også en stil, hvor han ikke gik på kompromis. Han tilhørte en generation af tænkere, der stod fast på de universitære dyder og ikke altid fremstod særlig folkelig. Selv om det i virkeligheden var hans vigtigste ærinde: at få filosofien ud blandt folk og ind i det levede liv.”

Professor i pædagogik Ove Korsgaard

”Det var utroligt vigtigt for pædagogikken at få en stemme som Peter Kemps. Da han blev professor i filosofi ved Danmarks Pædagogiske Institut i 2003, udgav han to år efter den bog, der virkelig slog hans navn fast som en tænker, der også formåede at trække det filosofiske blik ind i pædagogikken.

Med ’Verdensborgeren som pædagogisk ideal’ gik han imod tidens tendens til national selvtilstrækkelighed og øget individfokus og pegede i stedet på et dannelsesideal, hvor elever lærer, at vi lever i en verden med globale udfordringer, der kræver en verdensborger-bevidsthed.

Da han senere udgav en revideret udgave af bogen havde han udover det pædagogiske også føjet en politisk dimension til, hvor han kritiserede konkurrrencesamfundet og den neoliberale markedstænkning. Han oplevede, at det var denne optik, der havde gjort læring til et instrumentelt begreb. Og at idéen om at opøve ’kompetencer’ havde erstattet et tidligere dannelsesideal om at opdrage til social ansvarlighed, humanitet og udsyn. Det var i øvrigt en af hans mange styrker, at han altid trak forbindelser mellem de forskellige fag- og livsområder. Den pædagogiske verden var for ham ikke en verden for sig men blandt andet tæt knyttet til den politiske, og derfor var samspillet altid det, der optog ham.

Hans kritik af nutidens pædagogiske dannelsesideal fik måske ikke de store politiske konsekvenser, når man ser på de seneste folkeskolereformer, men jeg tror, han har sået nogle frø, som på længere sigt vil slå igennem. Det er i hvert fald ikke blevet mindre tydeligt, at vi lever i en verden præget af problemer, der går på tværs af landegrænser. Tænk bare på klimaet, terrorismen, den globale økonomi og flygtningeproblematikken. Så hvad enten vi har lyst til det eller ej, er vi nødt til at tænke ud over egen navle. Der er kræfter på spil i verden i dag, der kræver, at vi finder fælles løsninger – men det forudsætter, at vi har udviklet en verdensborger-bevidsthed, ud over den nationale og den europæiske. Og som Peter sagde: Lad os begynde med børnene.”

Professor i teologi Niels Henrik Gregersen

”Da jeg selv studerede teologi på Københavns Universitet, gik jeg også ind på det filosofiske institut for at deltage i Peter Kemps seminarer. Man var aldrig i tvivl om, at her stod man over for et meget dygtigt, velorienteret og hurtigtopfattende menneske, der brændte for sin sag – og samtidig var meget bevidst om, at man skulle kunne gøre sig forståelig, også i medierne, for at nå ud med sit budskab og blande sig i den offentlige debat. Peter Kemp var jo oprindeligt uddannet teolog og skrev sin doktorafhandling i 1973, hvor han som den første introducerede en slags narrativ teologi herhjemme.

I en tid hvor man groft sagt enten var Løgstrup-tilhænger eller Bultmann-inspireret, stod Peter Kemp et andet sted. Han stod alene og var meget bevidst om sin outsider-rolle.

Han gjorde op med Bultmanns idé om, at kristendommen kunne vinde styrke og reetableres, hvis man afmytologiserede den. Tværtimod pegede Peter Kemp på, at myten er en helt fundamental og uomgængelig måde at forholde sig til Gud på. Men mytens sprog lukker sig ikke om sig selv. Det afkoder nemlig den menneskelige eksistens og kan derfor også åbne for et etisk handlingsrum.

I en offentlig diskussion, jeg havde med ham på Betty Nansen Teatret, gjorde han sin teologiske stilling klar. ’Gud er – og Gud er bevidsthed!’, sagde Kemp, og lagde dermed afstand til Løgstrups skabelsesteologi. Men om Gud må vi benytte et andet sprog inden for teologien end det rationelle sprog. Kristendommens sprog er mytisk, sagde han. På den måde kan man sige, at han foregreb Svend Bjergs og den sene Sløks narrative teologi, og han var også en ’vejbereder’ for yngre teologer som Lars Sandbeck.

Peter Kemp fik dog aldrig selv mulighed for at folde sin teologiske side ud på de danske universiteter, hvor han ikke fik de stillinger, som han søgte på teologi i København og i Aarhus. Han udtrykte selv stor skuffelse over dette, men sagde senere, at det nok egentlig var hans held, at han aldrig var blevet ansat som teolog – for så havde han ikke kunnet fuldføre sit filosofiske projekt. Personligt havde jeg gerne set, at han havde fået et professorat i etik og religionsfilosofi på Københavns Universitet midt i 1970’erne, for det havde været spændende at se ham udfolde den del af sin tænkning. Han var dog også en noget kantet person, også over for kolleger, og blev dermed en slags ’enfant terrible’, så det hører nok også med til forklaringen på, hvorfor han ikke blev ansat. De faglige kvalifikationer havde han i hvert fald. Men det var der naturligvis også andre, der havde.

Jeg tror, at hans afhandling om engagementets poetik vil blive stående både som et monument og som et memento til dansk teologi, og den fik også en relancering for nogle år siden, hvor en række yngre teologer begyndte at diskutere hans tænkning på ny.”

Foto: Jens Wollesen/Sjællandske Medier
Foto: Petra Theibel Jacobsen
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix