Peter Langdal: Mange af tilværelsens spørgsmål er de samme i dag som for 400 år siden

I år markerer flere forestillinger 400-året for William Shakespeares død. Man kalder med god grund ”King Lear” for Shakespeares bibel. For stykket indfanger meget af dramatikeren Shakespeares univers og livsklogskab, mener den premiereaktuelle teaterinstruktør Peter Langdal

Teaterinstruktør Peter Langdal har et særligt forhold til William Shakespeare, som han gennem sin karriere har instrueret syv stykker af. Som ung teaterchef satte Langdal endda ”Hamlet” op som sit første stykke. I sommers forlod han efter 23 år sit ”kongerige på Frederiksberg Allé”. Og for Det Kongelige Teater har han nu i stedet instrueret Shakespeares ”King Lear”, der handler om en konge, der har svært ved at give slip på sin magt. -
Teaterinstruktør Peter Langdal har et særligt forhold til William Shakespeare, som han gennem sin karriere har instrueret syv stykker af. Som ung teaterchef satte Langdal endda ”Hamlet” op som sit første stykke. I sommers forlod han efter 23 år sit ”kongerige på Frederiksberg Allé”. Og for Det Kongelige Teater har han nu i stedet instrueret Shakespeares ”King Lear”, der handler om en konge, der har svært ved at give slip på sin magt. - . Foto: Leif Tuxen.

De fleste husker nok stadig tv-billederne af en fuldskægget Saddam Hussein, der kigger forhutlet, forvirret og forsvarsløs op fra sit lille hul, da han blev fanget af amerikanske soldater.

Senere blev den engang så brutale diktator som bekendt selv dømt til døden ved hængning. Det skulle have været den frie verdens store triumf. Men tyrannens fald udløste også et stort kaos, der stadig præger verden.

Og den historie minder faktisk meget om Shakespeares tragedie ”King Lear”, siger teaterinstruktøren Peter Langdal, mens vi omgivet af glas og stål går gennem Kongegangen i Det Kongelige Teaters moderne hus Skuespilhuset, hvor stykket får premiere i næste uge:

”Kong Lear ender i samme elendighed som Saddam Hussein, og hans fald bliver også rigets fald. Der er jo en vis stabilitet i, at der findes en tyran på magten, hvad enten det er Saddam Hussein, Assad eller Kong Lear. Når man pludselig hiver ham ud, så begynder det hele at vakle. Det er jo nok en naturlov, at alting ramler, når de gamle træer vælter i skoven,” siger Peter Langdal og tilføjer:

”Men Kong Lear abdicerer i første omgang selv. Og det kan jeg godt forholde mig til. For i sommer forlod jeg selv Betty Nansen Teatret efter 23 år som teaterleder med eget kongerige på Frederiksberg Allé for at få mere tid til mig selv, mine børn og mit eget kunstneriske liv. Jeg ville som Lear gerne slippe for ansvarets åg, og derfor bestemte jeg mig også tidligt til, at jeg nu ville instruere 'King Lear'. For min første forestilling som ung leder på Betty Nansen Teatret var 'Hamlet', der jo også handler om en ung mand, der skal tage skeen i egen hånd. Og sådan ville ringen jo være sluttet ved at instruere 'King Lear' nu.”

Teaterinstruktøren kan faktisk på flere måder forholde sig til ”King Lear” på det personlige plan:

”Jeg har fem børn. To voksne sønner og tre piger på fem, syv og ni år. Og det er sjovt, for i værket er der også fem børn. For Kong Lear har også tre døtre, mens hans højre hånd, Gloucester, har to sønner. Og Gloucesters historie spejler faktisk Kong Lears. For de to mænd mister begge deres magt, ligesom de begge handler i blinde og først tager ved lære, da det er for sent.”

Kong Lear fordeler i begyndelsen sin magt til sine tre døtre.

De to største døtre besnakker ham, mens han slår hånden af sin tilsyneladende besværlige datter Cordelia, som han først alt for sent opdager kun vil ham det bedste. Og på samme måde får Gloucester faktisk flået øjnene ud, før han indser, at han har behandlet sin ægte søn elendigt.

Og de to fortællinger i fortællingen spejler faktisk hinanden så godt, at mange husker det, som om det var Kong Lear og ikke Gloucester, der får flået øjnene ud. Men samtidig rummer stykket en slags mentalt kort over det fantasilandskab, Shakespeare folder ud i sine andre skuespil, mener Langdal.

”Det er nu syvende gang, at jeg beskæftiger mig med Shakespeare. Og med 'King Lear' bliver det virkelig tydeligt, at Shakespeare har haft et helt 'Game of Thrones'-univers inde i sig selv. Man kalder også med god grund 'King Lear' for Shakespeares bibel. For det skuespil rummer anslagene til mange af hans andre stykker som 'Hamlet' og 'Macbeth',” siger Peter Langdal og tilføjer:

”Og det er spækket med kendte replikker som 'intet kommer af intet'.”

Kommer det da ikke fra det latinske filosofiudtryk ”nihil ex nihilo”?

”Jo, det gør det sikkert. Selvom Shakespeare var en stor forfatter, stjal han jo også med arme og ben. Og 'King Lear' er også sat sammen af to gamle folkeeventyr, som han har skrevet sammen med Lear og Gloucester i hvert sit spor. Men de to historier spejler hinanden. Og sådan bliver der netop skabt noget mere ud af noget, kan man sige. Jeg talte med min scenograf og gode kollega Karin om det, da vi sad sammen på en engelsk pub og fandt ud af, at vores historier som fraskilte forældre spejlede hinanden, ligesom Lear og Gloucester gør det. Og derfor har Gloucester også fået et langt sølvgråt hår, som Karin har, mens Lears hår ligner mit. Men den slags detaljer er selvfølgelig for feinschmeckere.”

Filosofiprofessor Lars-Henrik Schmidt har skrevet en bog, der hedder ”Learkomplekset”, der handler om, hvordan patriarken har afgivet sin magt til sine døtre i vores samfund. Hvordan synes du, at stykket spejler vores tid?

”Der er så mange lag hos Shakespeare, at jeg plejer at sammenligne hans stykker med en stor etageejendom. Der er den filosofiske etage, den psykologiske etage og den samfundsmæssige etage, hvor kongens fald bliver et billede på hele samfundets opløsning. Men egentlig handler stykket om hjemløshed på mange forskellige etager. For det handler om at blive fremmed for sig selv. Det handler meget om folk, der er på flugt, folk, der er blevet forvist fra deres land og nu søger meningen med tilværelsen ved at søge et nyt sted hen. Det handler om at være på flugt fra tilværelsen og fra sine egne nære relationer, men også om at lyve for sig selv. Alt det rammer jo lige ind i vores tid, hvor mange også er bange for, at de gamle kendte riger i form af de europæiske nationalstater skal opløses.”

Globalisering er også et gennemgående tema i stykket, hvor der i Peter Langdals fortolkning både bliver snakket tysk, engelsk, norsk og dansk i et hverdagssprog, han selv har oversat og moderniseret fra originalversionen.

”Jeg har droppet blankversene, men forsøgt at være tro mod replikker og fortælling. Det er et valg, jeg har taget. Sådan er det jo med klassikere. Man skal være respektløst respektfuld over for dem. Men i England er det en del af deres dannelse at kunne recitere blankversene korrekt,” siger han og bryder ud i et par højlydte middelalderengelske gloser.

”Hvis jeg læste Shakespeare sådan for mine ældste børn, ville de dø af grin, så jeg har moderniseret sproget, men altså forsøgt at bibeholde sanseligheden og billedrigdommen.”

Sådan har han forsøgt at skabe sin egen friske fortolkning af stykket, men i sidste øjeblik måtte han også improvisere lidt. For Tommy Kenter hoppede ind i hovedrollen på et afbud, da Henning Jensen havde en operation i nakken.

”'Jeg er på, mand,' sagde Tommy i telefonen, og han er fantastisk i rollen. Tommy har nemt ved at spille gal, som Lear bliver til sidst, mens han skulle arbejde for at spille kongelig. Sådan havde det nok været omvendt for Henning Jensen, der i forvejen var teatrets konge i det her hus, fordi han har spillet så mange roller.”

Selvom stykker ender trist med, at de fleste dør, håber Peter Langdal, at stykket vil sende folk ud i livet med fornyet lyst til at leve det:

”Shakespeares stykker handler tit om dårlig timing. I 'Romeo og Julie' misforstår de hinanden og får først hinanden i døden. Sådan er det også i 'King Lear'. Her handler det bare om forholdet mellem en far og en datter. Lear erkender først konsekvenserne af sine handlinger, da det er for sent, og datteren er død,” siger og tilføjer:

”Lear får sin lektie for sent. Men jeg tror faktisk, at meningsløshedstilstande er ret sunde. For først når man kommer helt derud, lærer man måske at leve livet med både ører og øjne åbne over for andre.”

Sådan er stykkets store morale også, at man bør bekæmpe sin egen blindhed for sine medmennesker og måske især nærmeste.

”Som ung gjorde mine egne ambitioner mig også blind for mine to ældste børn. Men jeg lærte af noget af de dumheder, jeg gjorde med de to første, selvom jeg ikke arbejder mindre, end jeg gjorde dengang. For jeg har lært mig selv at være mere nærværende med mine børn. Som ung var jeg alt for fokuseret på mit eget liv. Det var første gang, jeg kom ud i verden at arbejde som instruktør. Jeg kom både til Stockholm og Paris for at instruere der, og jeg var så optaget af mit eget projekt, at jeg glemte det vigtigste i livet. Men mit arbejde er stadig min hobby, og derfor må jeg stadig passe på, at det ikke tager al min tid,” siger han, mens vi går en tur ned i teatersalen, hvor han snart debuterer som teaterinstruktør i Skuespilhuset - men altså med sin syvende Shakespeare-forestilling. Og det bliver sikkert ikke den sidste:

”Alle Shakespeares karakterer vandrer lige gennem tiden og ind i ens mave. Og hans stykker syder af menneskelig visdom, fordi de hele tiden stiller spørgsmål til tilværelsen. Meget af den nutidige dramaturgi bliver hurtigt flad a la 'Skal du have en kop kaffe. Ja tak. Skal der sukker i? Nå, men min kone har det skidt. Nå, har hun det?' Men Shakespeares tekster er fyldt med det vidunderlige billedsprog, som vi i dag kun kender fra det muslimske sprog som 'Jeg forbander dit afkom!',” siger han nærmest råbende på den sorte scene og griner så, mens han tilføjer:

”Det kan jeg godt lide. Når man bliver overmandet af store følelser, især over for ens nærmeste, er det jo netop den slags sprog, der kommer til en. For mig er detligegyldigt, om et stykke er skrevet i går eller for 400 år siden, bare det siger noget om det liv, vi forsøger at leve. Og Shakespeare rammer mig stadig. Han taler til mig, når jeg opfører mig som en diktator som instruktør og kommer til at skrige og råbe ad mine skuespillere dernedefra, til jeg til sidst er hæs, ligesom enhver fodboldtræner vel også har en diktator i sig. Og han taler til os som samfund i en tid, hvor barbariet igen kommer tæt på os. Det fredelige Europa skal igen forholde sig tilkrig og flygtninge. Barbariet er kun to millimeter væk, som forfatteren Carsten Jensen sagde i et interview for nyligt,” siger han og kigger ned på de tomme, røde teaterstole, inden han tilføjer:

”Vores tid skræmmer mange, som om det er første gang, at det hele er ved at falde fra hinanden, men de klassiske værker er som et par briller, man kan tage på og se på verden, så man husker, at mange af tilværelsens spørgsmål er de samme i dag som for 400 år siden.”