Prøv avisen

Peter Langdals geniale iscenesættelse gav Falstaff flugt

Inger Dam-Jensen og Peter Lodahl er indtagende, også i vokal henseende, som parret Nannetta og Fenton. – Foto: Miklos Szabo/Det Kongelige Teater.

Verdis livsbekræftende svanesang i mesterlig udførelse på Operaen præget af sikker stilsans uden at det bliver for lækkert

Musikhistorikere strides om, hvor mange operaer Verdi egentlig skrev jeg holder mig til tallet 27, som man går ind for i Parma, hjemstedet for den mest intense dyrkelse af mesteren. Der hersker imidlertid ingen tvivl om, at Falstaff er den sidste af dem og den mest sprudlende. Godt skuldret af en komponist på 80 år!

Og sprudlende blev det i den grad på Operaen lørdag aften, da man kunne opleve, hvor stort et mesterværk Verdis svanesang er, når alle elementer går op i en højere enhed. Jeg har efterhånden oplevet Falstaff adskillige gange på en scene, senest i Jørn Utzons berømte operahus i Sydney, men aldrig i en iscenesættelse, der bare tilnærmelsesvis kunne matche det, Peter Langdal, fornemt sekunderet af scenografen Ashley Martin-Davis, præsenterede os for lørdag aften i Operaen på Holmen.

LÆS OGSÅ: Operaens klaustrofobiske skønhed

Man sad gang på gang og frydede sig over de mange påfund, der både gav scenegangen et velgørende musikalsk flow og tydeligvis havde en afsmittende virkning på sangerne på scenen og musikerne i orkestergraven. Hvad de sidste angår, gnistrede og funklede Verdis fantastiske partitur under ledelse af den meget forståeligt efterspurgte britiske dirigent Leo Hussain, og det vel at mærke i samtlige de ni kvarter, løjerne varede.

Men man skal jo også have en Falstaff, der fylder godt på scenen både på den ene og den anden måde og det havde man absolut i den 63-årige amerikanske baryton Donnie Ray Albert. Vokalt var han fremragende og klar i mælet, og han agerede med den dybest set afvæbnende selvglæde, rollen lægger op til. En arketypisk skikkelse, en mand med en efter eget udsagn prægtig ølvom, midt i min blomstrende sensommer. Figuren Falstaff optræder i flere af Shakespeares skuespil, for eksempel De lystige koner i Windsor, og jeg skal love for, at der var lystige koner på scenen! Syngende og agerende, så det var en fryd:
Gisela Stille som en indtagende fru Alice Ford, der virkelig får fyret godt op under den gamle drukkenbolt, der noget optimistisk har lagt billet ind på hende, mens den italienske baryton Lucio Gallo på imponerende vis gav mæle til hendes jaloux ægtemand. Susanne Resmark var ustyrligt veloplagt som mrs. Quickly flot sekunderet af Tuva Semmingsen som mrs. Meg Page. Endelig var Inger Dam-Jensen og Peter Lodahl indtagende, også i vokal henseende, som parret Nannetta og Fenton, der på målstregen snyder den kiksede bejler dr. Cajus, skægt fremstillet af Bengt-Ola Morgny. Hele vejen rundt boblede det af frydefuldt overskud, lige fra Falstaff selv og hans to troløse kumpaner, Bardolpho og Pistol, herligt fremstillet af Mathias Hedegaard og Steen Byriel, og til korsangere og statister alle medvirkende syntes at have fornemmet, hvor Langdal ville hen.
Det blev nærmest fysisk velgørende at opleve, og som han i det glimrende program til forestillingen selv har forklaret: Orkesteret i Falstaff er jo nærmest en krop. Det er, som om Verdi har lyttet til menneskelivet helt ned i den mindste detalje, da han skrev musikken.

Langdals fremskrivning af operaen var nænsom selv en cyklende Peter Lodahl føltes ikke som et fremmedelement og primært præget af en sikker stilsans, uden at det blev for lækkert.

Når teater og opera på den måde indgår i en højkunstnerisk symbiose, skal enkelte skønhedspletter ikke hindre en begejstret anmelder i at slynge seks stjerner efter forestillingen og anbefale den til alle med interesse for mesterlig opera og mesterligt teater.

kultur@k.dk