Peter Mouritzens forhold til sandheden er kreativt i hans nye essaysamling

Veloplagt bog af Peter Mouritzen indeholder rejseglimt fra forskellige steder i verden

Peter Mouritzens forhold til sandheden er kreativt i hans nye essaysamling

Peter Mouritzen pakker livsklogskab ind i finurligheder og grotesk fantasi. De nyeste eksempler er samlet i ”Jordbærkrukken”, der udkommer på forfatterens 75-årsfødselsdag i dag.

Fra sin barndom mindes han de efterkrigsgrå halvtredsere. Siden kom farverne til. For eksempel på film. Men – hedder det – da man vænnede sig til farverne, blegnede de. Nu er det svært for ham overhovedet at se dem mere.

”Det er lidt trist. Jeg længes tilbage til den tid, da der ikke fandtes farver. Da vidste vi ikke, hvad vi senere skulle miste.”

I en anden tekst er Mouritzen tilbage ved barndommens drøm om at skrive ”Den sidste bog”. Alt skulle stå i den, så der ikke var mere at skrive om. Mange andre bøger end den sidste har han siden skrevet. Men det er en ganske anden, der står hans hjerte nærmest: Den, han aldrig får skrevet.

”Det er den bedste bog i verden.”

For ingen kan vide, om den bog, man aldrig får skrevet, er den bedste. Man skal bare lade være med at skrive den.

Hvad har boksning og en forfattergerning – og livet i det hele taget – tilfælles? Angst. Det er moralen i et essay om Mouritzens samvær med sin ungdoms bokseidol, Børge Krogh. Han var angiveligt aldrig bange i en boksering. Men bokseren og forfatteren er enige om, at angst alligevel er noget fundamentalt, ikke i betydningen ”at være bange for”, men som en forudsætning for glød og energi.

En række korte tekster, ”Snapshots”, indeholder rejseglimt fra forskellige steder i verden. Et besøg på en restaurant i Kina giver Mouritzen anledning til denne bemærkning:

”H.C. Andersen skrev Nattergalen. Jeg åd den.”

En for ham karakteristisk knaldperle.

Et højdepunkt blandt rejsenotaterne er en gyser på 12 linjer. Hjemvendt må Mouritzen i lufthavnen i Aalborg gøre rede for, om han har noget at fortolde.

”Kun en idé til en historie,” svarer han rapt.

Tolderen gør opmærksom på, at det er forbudt at medbringe idéer fra lande udenfor EU. Minihistorien slutter med, at forfatteren må aflevere sit hoved med det forbudte rejsegods til en guillotine. Forfatterens efterfølgende kommentar er:

”Det går for så vidt udmærket uden hoved, man kan sagtens klare sig uden hoved i Danmark.”

De små ledsagende fotos betjener sig af den samme skævhed, som Mouritzen skriver med.

Også bogens længste tekst, ”Turen går til Golfparken”, handler om at rejse. Men det er til fortiden. Rejsen foretages med bybus fra Nørresundby til Vejgaard og er et underholdende gensyn med det, der var.

I titel-essayet stilles det store spørgsmål: ”Hvad er meningen med os, hvor går vi hen?”. Det lyder patetisk og er ikke et stilleje, som Mouritzen ellers færdes i. Og det gør han heller ikke her. Spørgsmålet stilles mest på vegne af jordbærrene i den i titlen nævnte krukke. Og for disse er sagen enkel: Meningen med de tilstedeværende jordbær er, at de skal spises – af forfatteren.

Det er en fornøjelse at læse bogen, der er skrevet med sprælsk sprogbevidsthed på højt plan. Peter Mouritzens forhold til sandheden er kreativt. Og det er både den og læserne godt tjent med.

Den veloplagte bog udsendes på hans eget forlag, Peters Sub-Pub, som han etablerede i forbindelse med sit 50-års forfatterjubilæum i 2019.