I 2019 udgav Peter Øvig ”Min mor var besat. Da jeg mødte depressionens dæmon”. Den fortalte historien om at vokse op med en psykisk syg mor, og da forfatteren selv undervejs i processen blev ramt af en voldsom depression, blev det også historien om selv at være det. Nu er han så klar med ”Jeg er hvad jeg husker. Efter elektrochokket. Mellem mirakler og mareridt” (Gyldendal), der kan læses som en selvstændig opfølger på hans forrige bog. Det er Peter Øvigs personlige historie kombineret med den dokumentarisme, som læserne kender fra hans tidligere bøger, der fortælles i ”Jeg er hvad jeg husker”, der primært har elektrochokket, den såkaldte ECT-behandling, som omdrejningspunkt. Trods ekstrem modstand indvilligede han nemlig efter lang tids sygdom i at modtage netop den behandling, som efter få uger gjorde ham rask.
”Når Peter Øvig er en god forfatter, skyldes det blandt andet, at hans engagement blusser op, når sandheden afslører sig som mangetydig,” skriver Benedicte Gui De Thurah Huang i sin anmeldelse i Politiken, hvor hun kvitterer med fire hjerter.
For som undertitlen antyder, er Peter Øvigs egen mirakelkur nemlig andre menneskers mareridt, og det er i det nuancerede og aftabuiserende portræt af behandlingen, at bogens bedrift ligger, mener hun:
”Peter Øvig formår at folde sin research ud, så læsningen drives af lyst og iver. Bogen holder sig ikke for fin til spændingsopbyggende cliffhangers. Men selvsamme spænding ansporer til en gedigen interesse for emnet og for kildernes personlige historier.”
Forfatterskabet kulminerer
En af de historier, der fylder meget i ”Jeg er hvad jeg husker”, er Pernille Frandsens, tidligere sosu-assistent, nu forfatter og førtidspensionist, og hendes erfaring med elektrochokket er så modsat Peter Øvigs, som være kan. Hun oplevede at få slettet store dele af sin hukommelse af behandlingen, og i sin samtale med hende viser Peter Øvig sig atter som en mesterlig interviewer, der er imponerende i sin rytme, dosering og formidling af svarene. Ja, han er kort og godt forbilledligt metodebevidst og selvkritisk, konstaterer Anita Brask Rasmussen i sin anmeldelse i Information :
”Man er simpelthen med ham, når han spørger Pernille Frandsen, hvordan hun har det med at høre, at der kan være en sammenhæng mellem hendes bivirkninger og hendes intelligens.”
Anita Brask Rasmussen konstaterer også, at Peter Øvigs bog vil meget: gå i dybden med hans egen depression og dens betydning for hans familie, fortælle elektrochokkets faktiske og kulturelle historie, granske dokumentationen for effekterne og på det eksistentielle niveau undersøge forbindelsen mellem hukommelse og identitet. Det giver ifølge hende en til tider lidt rodet fornemmelse og uklar retning, som dog opvejes af, at trådene samles og ledes frem af forfatterens personlige og professionelle historie, hvor det hele altid har været der på samme tid:
”I sit faglige virke har Peter Øvig Knudsen særligt beskæftiget sig med de to komplicerede mekanismer i den menneskelige psyke: erindring og sindslidelser. Den første bog, han overhovedet var med til at skrive, ”Er du da sindssyg” (1987), handlede om psykiatrien, og siden har han i forskellige afskygninger mødt eksempler på erindringens betydning og dens stærke forbindelse til identiteten. Både når det handler om Besættelsen, hippietiden og Blekingegade-banden. Hvordan der er nogle ting, der er ubærlige at huske, som de faktisk foregik, og hvordan det kan være ubærligt, at andre husker begivenheder anderledes, end man selv gør. På en måde kulminerer forfatterskabet derfor i ’Jeg er hvad jeg husker’, når de to aspekter mødes i depressionen og elektrochokket, hvor hukommelsen risikerer at blive ramt.”
Mangler intensitet og appel
Det er imidlertid ikke nogen kulmination, Nils Gunder Hansen ser, når han læser Peter Øvigs nyeste bog, som han tildeler tre stjerner i Kristeligt Dagblad . Han finder, at den er lidt for tør og omstændelig, og at den mangler den intensitet og almene appel, der er i forfatterens bedste bøger, omend spørgsmålet om erindringens betydning, dens troværdighed og dens sammenhæng med vores følelse af personlig identitet er og bliver brændende interessant:
”Gennem sine mange bøger har Øvig vænnet os til en stram og effektiv dramaturgi, og den kan han ikke realisere i sin nye bog. Meget af stoffet er temmelig teknisk og vanskeligt, forskerne er tydeligvis stadigvæk i et vist omfang på bar bund, når det gælder om at forstå, præcis hvordan og hvorfor elektrochok virker, og hvorfor det andre gange måske slet ikke virker. Bogen kan dermed ikke løse den gåde, den forfølger.”
Men så går Nils Gunder Hansen i rette med sig selv og indrømmer, at han som anmelder føler sig som lidt af et skarn ved at kritisere Peter Øvig, for når juryen stadig er ude for at finde en videnskabelig forklaring, tjener det jo forfatteren til ære, at han ikke vælger side, men går den svære vej med på den ene side og på den anden side.
Det er dog ikke noget af det, Henriette Bacher Lind i Morgenavisen Jyllands-Posten slår sig på, omend hun delvis giver Nils Gunder Hansen ret i, at bogen er omstændelig, da hun ikke forstår alle Peter Øvigs prioriteter i form af gengivelser af diverse interviews, der ikke alle bidrager med noget afgørende. Men hun finder, at forfatterens åbenhjertighed er en bedrift af de helt store:
”Peter Øvig Knudsen arbejder som altid journalistisk og dokumentbaseret med sit stof, uagtet at udgangspunktet er dybt personligt og meget følsomt. Hans genfortællinger af, hvordan Ernest Hemingway, Sylvia Plath og Linda B. Knausgård oplever elektrochokket, er skarpe, analytiske og interessante.”
Det bliver til fire stjerner til Peter Øvigs ”Jeg er hvad jeg husker” om hans oplevelser med psykiatrien, og Henriette Bacher Lind slutter sin anmeldelse med følgende citat fra forfatteren selv:
”Jeg er blevet stærkere og mere sårbar. Jeg er blevet en anden, og jeg kan bedre lide ham,” hvorefter hun konkluderer:
”Den kortfattede bekendelse er hele det modige projekt værd. Hvordan kan vi andet end beundre ham?”
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.