Da Peter Øvig for nogle år siden arbejdede på en bog om at vokse op med en psykisk syg mor, blev han selv under processen ramt af en alvorlig depression. Den udviklede sig så voldsomt, at han til sidst blev indlagt på den lukkede afdeling og kun blev helbredt igen efter syv elektrochokbehandlinger. Ikke alene sygdommens voldsomhed, men også helbredelsens art var ganske chokerende for Peter Øvig. Han havde nemlig som yngre været særdeles kritisk over for det psykiatriske system, ikke mindst brugen af elektrochok. Faktisk handlede hans første bog fra 1987 netop om det emne.
Det var næsten, som om skæbneguderne kastede rundt med Peter Øvig. Først bliver han indhentet af sin mors sygdom, derefter bliver han helbredt af netop det, han har undsagt. På den baggrund blev ”Min mor var besat” en intens og dramatisk læseoplevelse, da den udkom i 2019. Nu har Øvig skrevet en fortsættelse. Som så mange andre udøvende, der bruger en del af deres tid på at turnere og i Øvigs tilfælde holde foredrag ud fra sine bøger, blev han sat mat af coronanedlukningen. Han mærkede en ny tristhed lure, og så kastede han sig ud i arbejdet.
”Jeg er hvad jeg husker” er måske på den måde skrevet mere ud af nød end nødvendighed. Og jeg synes da også, den mangler den intensitet og almene appel, der almindeligvis er i Øvigs bedste bøger.
Skriver også om mareridtet
Øvigs første tanke var at skrive om sin ”mirakuløse” helbredelse og med det afsæt udgrave elektrochokkets historie. På en måde ville han gøre afbigt for sin ungdoms kritik, og en del af bogen handler da også om den såkaldte antipsykiatri (”de gale er de normale, for det er samfundet, der er sygt”), der med en frontfigur som Ronald D. Laing blev en væsentlig del af det antiautoritære ungdomsoprør i 1960’erne. Og med den berømte film ”Gøgereden” (med Jack Nicholson) fra 1975 blev antipsykiatriens pointer i stort omfang til folkeeje.
Som ung var Øvig selv dybt inspireret af den såkaldte Galebevægelse, og han lykkes egentlig fint med at holde den svære balance mellem at erkende sin ungdommelige naivitet og holde fast i elementer i sin gamle kærlighed til mennesker, han mødte den gang.
Under sin research bliver Øvig opmærksom på, at elektrochokbehandling stadig møder megen kritik, og det er ikke blot efterklange af ”Gøgereden” eller propaganda fra Scientology, som åbenbart har denne kritik som en af sine mærkesager. Der er mennesker, som oplever at være blevet ødelagt af behandlingen; de har simpelthen fået slettet store dele af deres hukommelse og dermed deres personlighed, så sandt som vi også, jævnfør bogens titel, er, hvad vi husker. Øvig kan ikke med sin samvittighed i behold skrive kun om miraklet. Han må også skrive om de mareridt, andre mennesker gennemlever, når de på den måde bliver smidt ud i intetheden, og på den måde bliver bogen en rejse med Øvig som det ene eksempel og Pernille Frandsen, der lever mareridtet, som det andet eksempel.
Øvig snakker grundigt med Pernille Frandsen, han interviewer forskellige læger, psykiatere og hjerneforskere, samtidig med at han skriver elektrochokkets og antipsykiatriens kulturhistorie.
Lidt tør og uforløst læsning
Gennem sine mange bøger har Øvig vænnet os til en stram og effektiv dramaturgi, og den kan han ikke realisere i sin nye bog. Meget af stoffet er temmelig teknisk og vanskeligt, forskerne er tydeligvis stadigvæk i et vist omfang på bar bund, når det gælder om at forstå, præcis hvordan og hvorfor elektrochok virker, og hvorfor det andre gange måske slet ikke virker. Bogen kan dermed ikke løse den gåde, den forfølger.
Som anmelder føler jeg mig lidt som et skarn ved at kritisere Øvig. For når juryen stadig er ude, hvad den videnskabelige forklaring angår, tjener det jo Øvig til ære, at han ikke vælger side, men går den svære vej med ”på den ene side og på den anden side”. I hans ”Hippie”-bøger om Thy-lejren kunne det netop i perioder virke, som om han søgte væk fra den kedelige historiske kompleksitet over mod en simplere dramaturgi med en overskurk. Og når emnet også er én selv, er det en prekær øvelse at opskrive sit liv til drama i næsten realtid, mens det pågår. Det kan virke lidt som hunden, der søger at spise sin egen hale for dog at blive mæt. I den nye bog har Øvigs datter da også forbehold over for den måde, han ret direkte omsætter sit (og dermed også hendes) liv på.
Både af videnskabelige og etiske grunde er det derfor udmærket, at ”Jeg er hvad jeg husker” ikke er mere dramatisk. Men samtidig er spørgsmålet om erindringens betydning, dens troværdighed og dens sammenhæng med vores følelse af personlig identitet jo brændende interessant. Øvig burde måske have forfulgt det mere almene drama, der ligger i bogens titel, og også have snakket med filosoffer, der arbejder i grænselandet til neurovidenskab, og med skønlitterære forfattere, der ofte hævdes at have en særlig adgang til det forrådskammer, der ligger i vores minder. I sin nuværende form bliver ”Jeg er hvad jeg husker” lidt for tør og omstændelig.