Prøv avisen
Essay

Peter Seeberg stod i spændingen mellem Nietzsche og evangeliet

Peter Seeberg konkurrerede med Klaus Rifbjerg om at være den betydeligste danske forfatter i anden halvdel af det 20. århundrede.

I denne uge kunne Peter Seeberg være fyldt 90 år. Hans klassiker-status cementeres i denne tid, hvor nye udgivelser om forfatteren fra Viborg er på vej. Seeberg-kender Anders Juhl Rasmussen tegner her et portræt af manden og hans værk

I mandags ville Peter Seeberg være fyldt 90 år, hvis han stadig havde været iblandt os. Han døde pludselig i begyndelsen af januar 1999. Ikke desto mindre forekommer det mig, at hans forfatterskab havde nået en afrunding med novellerne i ”Halvdelen af natten” fra 1997.

Det var den første skønlitterære bog, han udsendte på Gyldendal, og dermed nåede han i en vis forstand at fuldende ungdommens forgæves bestræbelse på at blive Gyldendal-forfatter. I en anden og egentligere forstand havde Seeberg for længst indfriet sine egne og de fleste andres forventninger med bøgerne på forlaget Arena.

Peter Seeberg fra landsbyen Skrydstrup i Sønderjylland havde en vanskelig begyndelse på sin forfatterbane. Som gymnasieelev skrev han på knap et år, i perioden 1942-43, et helt forfatterskab, kraftigt påvirket af de store skikkelser, der dyrkedes i samtidens Tyskland, den filosofiske digter Friedrich Hölderlin og digterfilosoffen Friedrich Nietzsche.

Ungdomsforfatterskabet forblev upubliceret og er bevaret i forfatterens arkiv på Hald Hovedgaard. Efteråret 1943 rejste Seeberg til Berlin som frivillig tysklandsarbejder på Goebbels' filmstudier. Mange forklaringer er i eftertiden givet på denne beslutning. Efter min mening skal forklaringen findes i sammenhæng med ungdomsforfatterskabet og en skolestil om Adolf Hitler ligeledes bevaret i arkivet, et arkiv, som til forskel fra Ole Wivels er åbent for alle.

Opholdet i Berlin rensede forfatteren fra den forudgående idealisering af de store verdenshistoriske genier, men det plettede ham i omverdenens syn på ham. Bemærkelsesværdigt nok holdt Seeberg fast i Nietzsche, trods nazisternes misbrug af ham, i 1940'ernes anden halvdel. Seeberg skiftede blot sit fokus fra Nietzsches let misforståelige overmennesketanke i ”Således talte Zarathustra” til de efterladte fragmenter fra Nietzsches senværk og videre til Nietzsches mellemperiode med aforismebogen ”Morgenrøde” som det absolutte fikspunkt. Han blev magister på et speciale herom i 1950. Iblandt de danske Nietzsche-beundrere fra Henrik Pontoppidan til Thorkild Bjørnvig har ingen tildelt ”Morgenrøde” nogen særlig opmærksomhed. Seeberg derimod fandt i dette værk en livsfilosofi kendetegnet ved en respekt for det nære og jævne i tilværelsen, og en produktiv modsætning mellem en benhård individualisme og en konstant selvovervindelse. Mennesket skal med alle midler stræbe efter at blive sig selv og være helt uafhængigt af andre, men sig selv bliver man ikke en gang for alle, det er noget, der hver dag skal arbejdes på, fordi de fremmede påvirkninger er konstante.

Med Nietzsches ”Morgenrøde” og Samuel Becketts form- og genrefornyende ”Molloy” ved hånden forsøgte Seeberg at vinde fodfæste som forfatter i 1950'erne. Det gik ikke specielt godt. Hereticas redaktører afviste hans novelle ”Spionen” og hans oversættelse af Friedrich Hölderlins breve, og Ole Wivel afviste både hans første og hans anden roman, ”Bipersonerne” og ”Fugls føde”, på Gyldendal. Tekster, som i dag tilhører den litterære kanon, var dengang ringe værdsat.

Ole Wivel skriver i sine - omdiskuterede - erindringer, at han resolut vendte ryggen til Nietzsche, da han ved Danmarks besættelse erfarede, hvor farligt det kunne være for et ungt menneske at læse ham. Seeberg tog et selvopgør på en anden måde. Hans debutroman ”Bipersonerne” om hverdagen i Berlin, november 1943, ja selve ordet ”biperson” forstået som den kontrære modsætning til det ophøjede geni skal på baggrund af det forudgående læses som et selvopgør snarere end et opgør med Heretica-digtningen.

Fik Seeberg ikke lov til at være Gyldendal-forfatter, gjorde han det til gengæld mådelig attraktivt at være Arena-forfatter, og dette kan illustreres ved, at en betydelig forfatter som Poul Vad skiftede fra Gyldendal til Arena i begyndelsen af 1970'erne. Seebergs fire romaner og fire novellesamlinger på Arena fra 1956 til 1981 er alle modtaget i dagbladene som store og opsigtsvækkende begivenheder. Hver en bog er ny i sin form, og hver en bog reflekterer det samme tema, sat på kortest mulige formel: at mennesker er fremmede for sig selv og hinanden.

Man kunne også formulere det sådan, at alle bøger kan læses af enhver, men at ingen af bøgerne er uden et svimlende intellektuelt dyb. Dette dyb er ikke bare kendetegnet ved Seebergs livsfilosofiske dybsindighed, det er først og fremmest en dybtgående modsætning mellem en evangelisk og en nietzscheansk livsanskuelse. Seeberg er indremissionsk opdraget, og selvom han forkastede sin barnetro i ungdomsårene, bliver han ved med at vende tilbage til evangelierne i sine skønlitterære tekster. Dog aldrig sådan, at tekstens mening er rent evangelisk, og heller aldrig sådan, at teksten er rent nietzscheansk. Det er modsætningen, den for Seeberg højst produktive modsætning mellem en evangelisk og en nietzscheansk livsanskuelse, der skaber dybdedimensionen i hans forfatterskab.

Tidligere i år døde Klaus Rifbjerg. I 1956 debuterede Rifbjerg med en digtsamling, og Seeberg romandebuterede, men det var Rifbjerg, der sammen med Villy Sørensen løb med hvervet som redaktør af Gyldendals tidsskrift Vindrosen, da modernismen kulminerede, og som blev Gyldendal-forfatteren om nogen i anden halvdel af det 20. århundrede.

Havde Seeberg af de nævnte grunde en vanskelig begyndelse, så fik han en overordentlig succesrig fortsættelse og afslutning på sit forfatterskab, og hans litterære stjerne på gymnasier, universiteter, blandt forfattere og såkaldt almindelige læsere har i årene efter hans død været for opadgående. Lad mig afslutningsvis citere Rifbjergs karakteristik af Seeberg fra et af de meget få breve, Rifbjerg sendte til Seeberg, et brev fra 1992, der er bevaret i arkivet:

”Vi har ikke siddet lårene af hinanden i de sidste fyrre år, men hver gang jeg ser dig, er der ingen afstand, og jeg oplever en kontinuitet, som jeg ikke ville undvære. Det var - hvordan det nu ellers var - hos jer, jeg hørte til. Det var den mærkelige fløj, der trak og ikke den hellige, det var dig og Villy, der var det spændende, og jeg skal aldrig glemme de specielle aftener hos Ludvigsens, hvor du foldede dig ud og hvorfra vi aldrig gik hjem 'før spurvene skreg' som Herman Bang sagde ifølge Agnes Henningsen. Din naturlige suverænitet og varme ubestikkelighed plus fantasiflugten og menneskeklogskaben er noget, jeg har med mig, hvor jeg går.”

Med ”den hellige fløj” mener Rifbjerg Heretica-forfatterne, og ”Ludvigsens” henviser til Seebergs hustru og svoger, Hanne og Christian Ludvigsen.

Rifbjerg udtrykker her en rørende generøsitet, som han havde svært ved at udtrykke i sine officielle bemærkninger om Seeberg - måske fordi de konkurrerede om at være den betydeligste forfatter i anden halvdel af det 20. århundrede.