Peter Seeberg svinger mellem nihilisme og evangeliet

De to første bind af 10 i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Peter Seebergs værker er nu på gaden

Peter Seeberg (1925-1999) regnes for en af det 20. århundredes største danske prosaister.
Peter Seeberg (1925-1999) regnes for en af det 20. århundredes største danske prosaister. . Foto: Torben Strøyer/ritzau.

For ikke så længe siden lavede jeg en analyse af Peter Seebergs stil, hvor jeg kom frem til, at hans stil-signatur var ”det nedstemte udtryk for det ophøjede”. Det kan også siges sådan, at han stadig svinger mellem nihilisme og evangeliet. Denne svingning kan man til overflod konstatere i de to samlinger noveller, som nu som de to første udgives med noter og efterskrift i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Seebergs værker i 10 bind. Allerede 18 år efter sin død er Seeberg altså blevet klassiker.

Der er folk, der mener, at Seeberg (1925-1999) er det 20. århundredes største danske prosaist. Uden at være helt enig i dette standpunkt, kan vi i hvert fald stå sammen om, at han er stor! Og stor var da også modtagelsen i 1962 af samlingen ”Eftersøgningen og andre noveller” og ligeledes af hans tilbagevenden til novellegenren, eller det der ligner, i ”Dinosaurusens sene eftermiddag” fra 1974.

Fra den første samling er især ”Patienten” blevet berømt og fra den sidste samling de mærkelige lister, for eksempel rækken af korte nekrologtekster.

”Patienten” er den korte historie om manden der efterhånden får erstattet alle sine organer ved transplantationer, ja selv hovedet er en andens. Hans kone besøger ham flittigt på hospitalet og siger, at hun elsker ham mere end nogensinde. Selv siger han, at hun ikke kan se ham, for det hun ser, er jo ikke ham (mere). ”Åh jo, græder hun, det er dig. Det er dig./ Så lad det være mig, siger jeg (han). Hver dag.” Mesterskabet består i alt det, der ikke siges, men alligevel bliver antydet. Hvem siger fx det afsluttende ”Hver dag”?

Da det er en jeg-fortælling, må det være jeget, men i en eller anden solidaritet med fortælleren af jeget, altså forfatteren. Men hvad siges der med udsagnet ”hver dag”? – at holdningen ”så lad det være mig” må tilkæmpes hver dag. Altså både en hævdelse af, at enhed, et jeg, findes, men samtidig en viden om, hvor lidt der skiller dette jeg fra intet (nihilismen). Hans ”jeg” er sat af hustruen, som den anden udenfor, men altid som et billede af ham, det indre jeg ikke helt kan tilslutte sig. Der kan leves på dette kompromis, men det er ikke absolut sandt, og det véd det indre jeg, så at sige bag alle de andres delorganer i ”hans” krop.

Det eksistentielle spørgsmål ”hvem er jeg?” er blevet afviklet ved et kompromis med tilværelsen, hvor man optræder i sproget som et jeg, andre (hustruen) kan forholde sig til (”Så lad mig…”). Bjarne Sandstrøm gør i efterskriften flot rede for Seebergs Wittgenstein-læsning, der førte ham frem til dette kompromis og fik sat bom for nihilismens absolutte sandhedskrav i forfatterskabet.

Flyttede Seeberg sig på denne måde gennem ”Patienten”s ”løsning” på identitetsproblemet i 1962, ja så flyttede han sig endnu en gang ved i samlingen fra 1974 at indføre de berømte ”lister”. Det var det almindeligste hverdagssprog til at omtale eksistensen, som Seeberg som en slag readymade trak ind og gjorde til litteratur, for eksempel sådan:

”Tidligere vejmand Hans Sørensen er afgået ved døden, 87 år gammel. Han var af vejmandsfamilie fra Holstebrokanten.”

Denne korte nekrolog står som den sidste i en række længere, der bliver stadig kortere ned mod denne. Så lidt kan altså et liv beskrives som. Næsten reduceret ned til et navn og en beskæftigelse. Og livets faste baner, gentagelserne over generationer er meddelt i ”vejmandsfamilie”. Humoristisk-tragisk står denne sproglige gentagelse ”vejmand-vejmandsfamilie” og viser forfatterens lille indgreb og hans solidariske blik på menneskenes påførte eller selvforskyldte gentagelser. De er ikke umulige, de har hver sin egen verden med sig, som teksten bør tage vare på og ikke stille sig æstetisk bedrevidende over for.

Disse lister blev udgangspunktet for nybruddet i Seebergs forfatterskab 1974, som Erik Skyum-Nielsen beskriver det præcist i efterskriften. De giver Seeberg rum til at skrive i mange forskellige undergenrer af novellen som for eksempel krøniken og eventyret. Skyum-Nielsen ser det som et forsøg på at bryde læserens forventninger til teksten – hvad der kan være rigtigt nok – men det er fra forfatterens side nok snarere et forsøg på at finde udtryk for den nyvundne solidaritet med det menneskelige i alle dets former: I det til almindelighed nedstemte at vise det ophøjede. Som i ”Mariæ lovsang”, hvor den dødsyge ægtemand sendes på hospitalet, og han spørger hustruen Maria: ”Tror du, jeg kommer igen, Marie? – Ja, Andreas, det tror jeg.” Læg mærke til at ”hjem” mangler i sætningen. Taler Andreas her om et andet liv hinsides (kommer igen)? Tror Marie på det? Ja, det er det, titlen ”Mariæ lovsang” priser hende for.