Prøv avisen
Bog

Peter Seeberg udsat på livets motorveje

5 stjerner
Peter Seeberg døde i 1999 og er blandt de mest anerkendte forfattere i dansk modernisme. Han ønskede selv, at ”Hyrder” blev læst i kristen-eksistentiel retning. Her ses han i 1977. Foto: Tine Harden/Politiken/Ritzau Scanpix

”Hyrder” er Seebergs mindst anerkendte roman. Nu udkommer den i tekstkritisk udgivelse – hvor skønt, at udgiverne trykker speederen i bund med dette hovedværk inden for kristen litteratur

Vi kender det alle. Man vil så gerne, og man gør så lidt for dem, man faktisk holder af. Påståeligheden, vanerne, naget kommer i vejen. Man ved, at man burde, og man ved, at man vil. Alligevel bliver det ikke til noget. Vi er begrænsede, sårbare, utilstrækkelige. Dumme. På Seeberg’sk: ”Det er en vanskelig kunst at betyde noget for hinanden på den rigtige måde”. Og således ender det i alle de personlige trafikuheld, der udgør vores liv.

I radioromanen ”Hyrder” (1970) af Peter Seeberg er Leo Gray – den grå løve – på vej fra og i et anfald af vankelmod igen til sin elskerinde. Han gør sig i den øvre middelklasses grå retningsløshed, udsatte som vi er på livets motorveje. Leo Gray er med romanens omfattende bibelske billedsprog in mente på en ørkenvandring anno 1969 mellem parcelhusdanmarks større byer.

Som Anders Thyrring Andersen overbevisende gør rede for i sit fornemme efterord, er ørkenen det tomme sted, hvor der ikke gives orientering, men hvor det ”betydningsløse kan fyldes med betydning, modgangen kan være et tegn på styrelse”. På denne måde bebor romanens triste skæbner en tilsyneladende betydningsløs stenørken, hvor de fleste er utro, og alle er utaknemmelige, indtil den grånede forulykker på vej til elskerinden.

Gray ender ”stum og uden førlighed” på hospitalet, og langsomt sættes en ændring i gang i personerne omkring ham. De har nok alle haft travlt med egne og andres kroppe i form af forbrug og sex, men en andens hjælpeløshed hjælper dem selv. En hyrdetime bliver det, men det er én, der står i agapes tegn, ikke i eros’.

Forinden har Leo længe boet sammen med Viola, selvom der ikke er meget kærlighed imellem dem. De er begge utro, og Viola er ikke hjemme, da Leo forulykker. Hun er taget på vinterferie for at fejre købet af en ny bil. Man kan nok se, at hun har ret, når hun efter ulykken gør sig følgende tanke, der i øvrigt udtrykker romanens sublime stilleje:

”Selv om hun ikke havde ønsket Leo død netop nu, havde hun gjort det mange gange i løbet af årene, fordi deres dage var blevet trøskede og smuldrende”.

I disse trøskede og smuldrede dage er alt blevet til ondskabsfuldhed og velfærdsklientelisme, man lever kort sagt i socialitetens mareridt. Den handicappede pige Alva, der ofte taler sandhed, raser i romanen efter at have været vidne til endnu en smålig og syrlig udveksling af bemærkninger om utroskab og utaknemmelighed: ”Hvorfor skal vi finde os i den ondskab?”.

Det skal vi, fordi vi er fremmede for hinanden, det er vores kors, og fordi det er vores egen skyld. I et brev om arbejdet med tidligere idéer til romanen spurgte Seeberg retorisk som forklaring af romanens emne: ”Hvorledes hjælper de hjælpeløse hinanden?”.

Med den stille ændring i de personer, der begynder at tage sig af Leo, kunne svaret være, at når der findes løvhytter i ørkenen, må der også være rastepladser på motorveje. Leo Gray er født med en ”næsten oprindelig modvilje” mod Viola, men er pludselig overgivet til hendes og andre menneskers offervilje, og således kan der flyde mening i asfalt-åen: ”Jeg skal nok passe på dig”, siger Viola rørende som resultat af sin egen køretur mod mellemmenneskelig mening. Eller som Mark, Leos skamløse marxistsøn, svarer Viola på hendes påstand om, at det var godt, han fandt hjem: ”Tænker du på vort mellemværende?”. Det bekræfter Viola som romanens slutning. Leo dør ved at lade sin rullestol køre i en sø og sætter de andre fri til at blive hyrder for hinanden, fordi de har lært at elske gennem hans ulykke.

”Hyrder” er med dansk historieskrivnings vanlige sans for udskamning af kristen og/eller anti-marxistisk litteratur selvfølgelig blevet forsøgt ignoreret eller afvist. Thyrring Andersen redegør for, hvor stor en succes ”Hyrder” var ved sin udsendelse: 13.000 eksemplarer på under et år, Kritikerprisen samt oversættelse til ni sprog. Alle de store anmeldte den også på godt og ondt. Brostrøm, Barfoed, Kistrup, Stangerup, Borum. Alligevel har mange litteraturhistoriske fremstillinger ofte siden forsøgt at tie den ihjel. Det skal ikke lykkes.

Vort liv sammen er i Peter Seebergs udgave et mellem-værende. ”Man ved ingenting”, siger Leos (tro) veninde Rosa til kloge Alva, der hævder, at vi altid kan håbe.

På samme måde veksler tilværelsen mellem frygt og glæde, død og opstandelse. Hyrderne i juleevangeliet lammes først af frygt, mens det forkyndes for dem, at de ikke skal frygte. Dette kunne være en forklaring på, hvad Peter Seeberg mente, da han i en forfattersamtale årevis efter udgivelsen udtalte, at ”Hyrder” bygger på ”meget snævre forbindelser med noget evangelisk.”

Det fornemmer Leo Gray også før sin ulykke. Han, der ellers altid kunne bruge sin ”flegmatiske kynisme”(!) til at undergrave Violas ”målbevidsthed”, synes at fornemme det mellemværende, hans søn ender med at blive forkynder af:

”Den indre frihed lyste op i den faktiske afhængighed, som hægtede alle sammen, om ikke lige så stærkt, så dog alligevel fast nok. Alt, hvad der fandtes, var hjælp og hjælpeløshed, det ville ikke ændre sig”. Kursiveringen er anmelderens. Den er vigtig. Billedsproget og tonen er forfatterens. Det er sublimt.

”Hyrder” understreger menneskets sårbarhed og vores ondskab over for hinanden. Tiden har fået nerver, er blevet kort, som det hedder. Alting kan være så gråt, så trøstesløst. Som en tom, jysk motorvej. Og ulykkerne kan tage livet af mennesker. Alligevel lykkes det os indimellem at blive hyrder for hinanden. Frygt ej.