Sangskriverskuret ligger i haven ved det hus på Amager i København, hvor Peter Sommer bor med sin hustru og de fem børn, de har "under vingerne" sammen.
Den mindste, en dreng på syv måneder, var oppe et godt stykke tid før solen, og hans far var denne morgen som så mange andre morgener ude og rulle kvarteret tyndt med barnevognen for at give resten af flokken lidt fred til at komme i bad og i tøjet.
Peter Sommer glipper en gang med øjnene: Jo, det er tidligt, de vågner i dén alder. Og daglig drift fylder meget i sådan en børnefamiliemaskine. Hvor velsmurt, den end er, så kører den ikke af sig selv, men er afhængig af mange små hensyn og aftaler om, at hvis du gør dét, så gør jeg dét, og så ender det som regel med, at alle når i mål.
Familien og barselslivet har været i centrum på det seneste, men nu begynder konturerne af et arbejdsliv at tegne sig igen, siger Sommer og åbner døren ind til sit helligste, sit skur.
Langs væggen i det smalle rum står en slidt, brun lædersofa, over den hænger en cykel, der bliver ”brugt alt for lidt”. Til den anden side er der et skrivebord, under det ruller et par nullermænd rundt, og på det står tomme kopper og coladåser. Over det hænger en opslagstavle fuld af gamle fotografier, ét af sangeren i de unge dage med Prins Valiant-frisure. Og helt oppe under loftet er der endnu en hylde, i overhængende fare for at kollapse under en lang række statuetter i bronze.
Er det mig, der er skør?
I næste uge udkommer Peter Sommers syvende plade i eget navn. Han blev bredt kendt i 00'erne, da radioen spillede ørehængere som ”Valby Bakke” og ”8660” – den sidste kendt for parafrasen over Dorthe Kollos dansktophit ”Gid du var i Skanderborg”.
Sommer sang: ”Gid du kom til Skanderborg og blev her/ gid du lå så tæt, at jeg ku' se dig” – det var en længselsfuld kærlighedserklæring til både hjemstavnen i det midtjyske og et andet, savnet menneske.
De selvbiografiske kærlighedssange er siden blevet Sommers varemærke, altid på dansk, og altid udfordrende i omgangen med det danske sprog. ”Naturen er fantastisk, and it turns me on” er sådan en linje, der ikke lyder spor mærkelig i Sommers univers. Anerkendelsen fra musikbranchen og fra anmelderne har været til at tage og føle på, kritikerprisen "Steppeulven" står der syv styks af oppe på hylden over sangskriverbordet.
Titlen på den nye plade er ”De uforelskede i København” – endnu en parafrase, denne gang over Bent Fabricius Bjerre og Sejr Volmer-Sørensens 1950’er-vise ”Forelsket i København”. I pressemeddelelsen fra pladeselskabet stod der, at ”Peter Sommer bevæger sig fra det selvbiografiske til det portrætterende”. Den slags sætninger klinger ildevarslende i ørerne på en inkarneret fan.
Han smiler skævt fra stolen ved sangskriverbordet og beroliger så.
”Der er jo det med det selvbiografiske, at når man først er trådt ud over dén kant, er det svært at træde tilbage. Du indgår en slags kontrakt med Djævelen, der er no way back (ingen vej tilbage, red,). Så virker alt andet, man skriver, totalt blodfattigt,” griner han.
Begær, løgne, sorg og misbrug er temaer, der har gjort kærligheden selskab i mange af Peter Sommers sange. Han har et ”nordisk mesterskab i sort, som det hedder i sangen ”Skønne spildte kræfter”, der var med i top-100 over Danmarks bedste sange, kåret af Kristeligt Dagblad sidste sommer.
De nye sange bevæger sig i de samme gader, med lidt mindre rockguitar og lidt mere klaver og fransk chanson-stemning på instrumentsiden. Pladen udsprang af et lille digt, ”Dødsruten”, som forfatteren Knud Romer sendte til Sommer, da forfatteren var et meget mørkt sted efter en skilsmisse.
”Vi er i 'jeg'-land stadig. Men der er nok noget i det der 'de' i titlen. Jeg har haft fornemmelsen af at stå og kigge ind på historierne. Det giver også en mulighed for at skrue op for dramaet, det teatralske, de helt store følelser,” siger Peter Sommer og knytter begge hænder foran brystet.
”Kærlighed er emnet over alle emner for mig. Det, sangskriveren gør, er at sige: 'Sådan hér har jeg det. Er der nogle andre derude, der føler det samme? Er det mig, der er skør?' Kærligheden kan være fantastisk og fuldstændig ufantastisk. Noget, man slår sig meget hårdt på. Kunne man da bare have holdt sig derhjemme, væk fra værtshuset. Men det gør man jo ikke! Det er aldrig så enkelt.”
Troen på den anden
Peter Sommers eget liv rummer en kærlighedshistorie af de krøllede. Hustruen Marianne Verge og han var ungdomskærester i Skanderborg i 1990'erne. Så gik de fra hinanden og stiftede hver især familie med andre. Siden brød de begge med deres partnere og fandt sammen igen. I 2015 blev de gift.
Nu bor de sammen i huset på Amager. Hun kom med to børn, han med ét. Siden har de fået to børn sammen, så der nu er et teenagekuld og et småbørnskuld i reden.
”Nu virker sengen stor/ jeg ligger smidt her som et kors/ men tvivler på, jeg tror/ på det, du sagde i morges,” lyder det i én af de helt nye sange med titlen ”Verdens mindste dør”.
Det er en sang, Peter Sommer regner med at komme til at spille meget live, blandt fordi omkvædet nærmest råber et "JA! Sig nu JA!" ud i verden.
Når Peter Sommer skal tale om tro, siger han, at han har det svært med den slags tro, der er rettet direkte opad, mod Gud. Samtidig kommer det til at lyde for bastant, når han sætter ord på, som om han slet ikke tror, og det er ikke rigtigt. Troen er ligesom bare mere horisontal.
"At sige 'ja' er jo at blotte brystet og slå armene ud mod et andet menneske. Eller et publikum eller en kantine. Der er en overgivelse i det, til andre. Tro skal være overskud og tiltro til verden. Det kan aldrig være noget, man har som en gardering," siger han.
"Jeg registrerer noget ved mine store børn nu, som jeg kan huske fra mine egne tidlige teenageår. Jeg slog korsets tegn, spyttede over skulderen. Det var en overtro, jeg brugte til at gardere mig mod verden med. Men det var ikke nogen rar måde at tro på."
Der er en kliché, han har svært ved at snuppe: Folk, der siger: "Jeg tror på noget større end mig selv".
"Men er det dét, det handler om? Og hvad er det så? Det kommer jo i sidste ende fra én selv, og dér er det der “ja” meget operativt for mig. At turde stole på andre mennesker."
Peter Sommer holder af folkekirken, især Skanderborg Slotskirke, hvor hans børn er døbt og konfirmeret, hvor han er blevet gift, hvor hans familiemedlemmer ligger begravet på kirkegården. Hvor han har spillet flere gange.
"Min kone og jeg har sådan en bænk ved kirken," siger han.
"Den bænk er ramme om de store beslutninger, vi har taget om at sige ja til hinanden. Ja til at få et barn sammen, også mere end ét. Jeg kan se det for mig præcist lige nu, hvordan vejret var dén dag, vi talte om det, hvilket tøj vi havde på. Der har vi siddet og turdet være modige."
Væk fra ironien
På "Verdens mindste dør" tager Peter Sommer også et opgør med "din halvfemserironi". "Skal vi igennem det pis igen?", lyder det træt i sangen.
"Jeg er ikke så vild med ironi. Det er kujonens skjulested," siger han og glider fra kontorstolen ned i den slunkne lædersofa.
Men han er barn af 1980'erne og 1990'erne, så ironien ligger så dybt i ham, at den er umulig helt at fjerne. Han taler om, at han nærmest har været nødt til at lægge et filter ind over sig selv for at si den fra.
"Det er først de seneste fire-fem-seks år, jeg har fået det rigtig godt med det at stå på en scene og skulle underholde," siger han.
Det er jo patetisk at høre fra en sanger på 47 år, siger han undskyldende.
Jeg har ikke haft lyst til at lave en kærlighedsplade, der er ironisk og sniger sig langs panelerne. Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om noget værre
"Det er sådan... At spille på en festival er fantastisk. Men det er også et meget illoyalt publikum, de går bare videre, hvis det ikke lige var noget. Det kan være enormt hårdt at stå og se al den bevægelse foran én. Og når jeg har optrådt, har jeg ofte haft tanker som: 'Du skulle aldrig have stået hér. Du kan hverken rigtigt synge eller spille guitar. Du er ikke skabt til det," siger han.
"I lang tid var det sådan, at jeg følte mig sjov og god bag ved scenen. Men det jeg kunne back stage virkede ikke rigtigt for mig, når jeg gik på scenen. Og så har jeg, når jeg har spillet, haft et slags tic med at pille mig selv ned mellem numrene. Den ene egennedpilning efter den anden. Sådan noget med at fokusere rigtig meget på den ene sure mand blandt publikum, der er blevet slæbt med af sin kone og sige: 'Den næste sang hér er faktisk ikke særlig god' og dén slags. For gør man dét, så er der ingen, der kan komme og klage over én bagefter."
De senere år har Peter Sommer og hans faste følgesvend, organisten Palle Hjorth, rejst rundt og spillet nogle nedskalerede koncerter på små scener og i kirker. Det har været afgørende for, at sangeren er begyndt at føle sig godt tilpas.
"Jeg nyder det. Jeg nyder min stemme. Jeg er ikke i tvivl om, at min stemme er god. Og jeg har været i den ubekvemme situation, det er at stå på en scene så mange gange, at jeg har fået en scenepersona. Jeg har altid troet, den person ville være anderledes end mig selv. Men ude på de små scener fandt jeg jo ud af, at jo mere, jeg taler, som jeg taler til dig lige nu... jo bedre gik det faktisk."
En ægte sangskriver tør åbne sit skjortebryst og spørge: "Er det her normalt?" Og hvis man har lavet en god sang, svarer folk også. Enten under en koncert eller på de sociale medier, som Peter Sommer allerede har oplevet det, når singleforløberne til "De uforelskede i København" er blevet lagt ud til lytning på nettet. Tyndhudede kommentarer fra mennesker, der står midt i et tab eller en skilsmisse.
"Der oplever man tydeligt, hvad det er, man er inde og røre ved," siger han.
Snart skal pladen ud og flyve, senere kommer koncerterne og en tourmaskine, der skal buldre løs i takt med børnefamiliemaskinen derhjemme.
Skulle der være en sur, medslæbt ægtemand blandt publikum, er han ude af Peter Sommers synsfelt nu.
"Jeg har ikke haft lyst til at lave en kærlighedsplade, der er ironisk og sniger sig langs panelerne. Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om noget værre. Og jeg er holdt op med at tænke på dén mand, der. Det mest sårbare, man kan gøre, er alligevel at vende sig mod dem, der tror på én. Være glad og sige "JA!"