Prøv avisen
Interview

Norsk forfatter: Jeg drømmer om den store stilhed fremfor at udleve min politiske pligt

Per Petterson debuterede relativt sent – midt i 30’erne – og har siden skrevet en ny bog hvert tredje-fjerde år. I essaysamlingen ”Månen over porten” skriver han om sin debut og sine litterære forbilleder, blandt andre Jack London, som han altid har beundret. Petterson bor ved Oslo, hvor han også er født, men han er gennem årene kommet meget i Nordjylland, hvor hans mor stammer fra. – Foto: Marcus Trappaud Bjørn/Morgenavisen Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Den norske succesforfatter Per Petterson har svært ved at bevare optimismen, som årene går. Men han fortsætter med at beskrive tidens gang i noget af den smukkeste prosa, man kan finde, aktuelt i den anmelderroste roman ”Mænd i min situation”

Per Petterson er i sit arbejdsværelse. Han er i færd med at åbne en kuvert. Hænderne ryster lidt, hjertet sidder i halsen. Forfatterens roman ”Jeg forbander tidens flod” er blevet oversat, og i kuverten ligger en lang enge

lsksproget anmeldelse af bogen, signeret af den mest frygtede litteraturkritiker i verden.

Er dommen nådesløst hård? Eller vender kritiker-tommeltotten måske sådan lidt opad? Det sidste, viser det sig. Ja, den nærmest storstritter mod himlen.

”Da jeg åbnede kuverten og læste artiklen, strømmede en stor varme igennem mig,” siger Petterson i dag om episoden for syv år siden.

”Ikke ekstremt eller sjælsrystende, men noget faldt på plads. Jeg blev meget, meget glad og har aldrig rigtig oplevet noget lignende.”

Den overstrømmende anmeldelse stod at læse i det prestigiøse kulturmagasin The New Yorker, hvor hovedanmelderen James Wood – for det var ham, der havde læst ”Jeg forbander tidens flod”– især fokuserede på Pettersons sætninger. De begynder ofte med et stykke konkret virkelighed – et køkkenbord, en gadelygte – og udvikler sig så associativt i poetisk og drømmende retning. Pettersons prosa er meget smuk.

”Det er slet ikke noget, jeg planlægger, men det fungerer rigtignok sådan. Jeg tænker aldrig i plot, men rigtig meget i enkeltsætninger, der åbner sig til en større virkelighed,” siger Petterson om sit sprog. Ja, det snævre fokus på det specifikke er faktisk en af nøglerne til Pettersons forfatterskab – det vender han tilbage til lidt senere.

Den bibliotekaruddannede Petterson fra bydelen Veitvet i Oslo er oversat til 51 sprog og har modtaget en lang række priser for sine bøger. Mest berømt er ”Ud og stjæle heste” (2005), der blev filmatiseret for nylig, men spørgsmålet er, om det ikke er serien om Arvid Jansen, han for alvor går over i historien for?

Den har nu efter seks års udgivelsespause fra Petterson fået et nyt bind tilføjet med ”Mænd i min situation”. Romanen udkom på dansk i sidste uge, og forfatteren, som er født i 1952, har sat god tid af til at fortælle om den og de øvrige bøger her på sit forlag Oktober i hjertet af hjembyen Oslo.

Arvid Jansen deler visse træk med Per Petterson: Han er forfatter, fraskilt, far til piger og har mistet nære familiemedlemmer i branden på Oslo-Frederikshavn-færgen ”Scandinavian Star” i 1990. Arvid er den gennemgående person i forfatterskabet, og ”Mænd i min situation” er den sjette bog i serien, men det er ingenlunde nødvendigt at have læst de foregående for at få udbytte af den nye roman. De er samlet set indkredsninger af et liv i Norge fra 1950’erne og frem og springer – eller rettere: flyder – i tid og sted.

I debutbogen ”Aske i munden, sand i skoen” er Arvid seks år; i ”Mænd i min situation” er han omkring de 40. Hans kone Turid har forladt ham, og han ser mindre og mindre til deres tre piger. Allerede i ægteskabets sidste år sov han bedre i sin champagnefarvede Mazda nede på parkeringspladsen end i den kolde dobbeltseng; nu, da romanen begynder, flakker han om i Oslo og prøver mellem byture og flygtige bekendtskaber at lære det, han aldrig rigtig har kunnet: at give sig hen.

”Arvid kan ikke give sig hen, fordi det er skummelt, som vi siger på norsk,” siger Petterson.

”Tanken om at miste sig selv skræmmer ham. Der er for meget på spil. Det er en stor pine på samme tid at være kontaktsøgende og ude af stand til at besvare kontakten, når den opstår. Et par steder i romanen møder han andre levende væsener, som er til stede, og som ér det, de er: en hest på en mark og en kvinde på kirkegården. Og Arvid mærker, at det er godt at hvile i sig selv og ikke være så anstrengt i kroppen. Men han er rædselsslagen ved tanken om at blive afvist, hvis han kommer den anden i møde. Så hellere vende sig bort.”

Per Petterson fortæller, at han selv var ekstremt genert som barn og kunne blive ganske lammet ved tanken om at skulle møde de andre skolebørn. En venlig inspektør gav ham så lov til at læse derhjemme og kun komme på skolen om fredagen, og det blev den senere forfatters redning.

”Det var en fantastisk forståelse for et andet menneske, han udviste. Min mor blev stiktosset, men jeg opfatter det som vigtigt for mit liv at få lov til at gå ud af den skolegård. Det var min redning at slippe for genertheden på et vigtigt tidspunkt.”

Med romanens titel, der er et citat fra bogen, mere end antydes, at Arvid ikke er den eneste, der har besvær med at hvile i sig selv og give udtryk for sine følelser. Der er flere mænd i hans situation.

”Der er nok mange mænd, der har det sådan. De fleste mænd i min familie har i hvert fald været meget tavse. Forskellen mellem mine forældres og Arvids generation er jo, at man nu kan blive skilt. Min far og mor skulle aldrig have været gift. Han var den kollektivistiske type, der støttede sportsklubben og foreninger, hun var den radikale, der i anarkistisk ånd udvandrede, hvis hendes værdighed var i fare. Og så var han norsk, og hun dansk, hun havde missionsk baggrund, og han baptistisk.”

”Men de blev sammen. Familien var i datidens ånd basen, hvor man af produktionsmæssige årsager var afhængige af hinanden. Men når kønsrollerne bliver mere flydende, bliver det svært. Vældig mange ting går ikke lige op. Kærligheden spiller en langt større rolle nu og ikke det praktisk-systematiske, og det er meget svært at afkræve kærligheden, at den skal være en lim, der kan holde livet ud.”

”Nu vender udviklingen så lidt igen. Det er efterhånden blevet for dyrt at blive skilt. Hvis mine døtre skulle skilles nu, ville det medføre en kæmpe krise, for de har ikke råd til at købe ægtefællerne ud af deres fælles huse. Lånene i fast ejendom er simpelthen så store, at man hænger på hinanden. Så måske derfor er der en nymoralisme i tiden – ideologien forandrer sig jo efter behovene.”

Arbejdet med den nye roman har taget ekstra lang tid denne gang; seks år mod normalt en tre-fire år pr. bog. Petterson skriver om det, han kender. Han mistede begge sine forældre, sin lillebror og en niece i branden på ”Scandinavian Star”, og det monumentale tab og den lammende sorg er han flere gange vendt tilbage til i sine bøger om Arvid. Sin egen skilsmisse i 1980’erne har han også ”genbesøgt” i arbejdet med den nye roman, men det er aldrig sådan, at det private stof får en 1:1-repræsentation i romanerne.

”Jeg synes ikke, at litteratur skal være terapi. Jeg tror ikke på ’løsninger’ som i psykoanalysen, hvor problemer ’går op’. Det meste i livet er processer. Jeg har jo aldrig skrevet om et tema, men følger intuitionen og er helt, helt specifik. Jeg skriver om Arvid og ingen andre. Og måske derfor får jeg så mange tilbagemeldinger fra læsere, der synes, at Arvid Jansen er lige dem. Går man dybt ind ét sted, er der altid nogen, der genkender sig selv.”

Det er vigtigt som forfatter at huske, at læseren også spiller en rolle. Hun eller han fylder ud, når der er ”huller” i teksten. Derfor er der også et vigtigt spring i tid i den nye roman. En slags epilog tager os fire år ud i fremtiden, hvor Arvids ældste datter, Vigdis med de vagtsomme øjne, er blevet 16 år og måske skal indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Det er den ellers ikke ligefrem beslutsomme Arvid, der skal tage sig af hende i dette afgørende øjeblik, og ved en klog læges mellemkomst hjælpes han til at træffe et måske overraskende valg. Hvilket skal ikke afsløres her, og hver læser fylder alligevel selv hullerne i teksten, de manglende forklaringer, ud:

”Jeg ville bevidst ikke gå ind og finde en årsagssammenhæng mellem Vigdis som 12-årig og som 16-årig. Hvorfor har hun udviklet sig, som hun har? Min erfaring er, at du kan stole på læseren. Det opdagede jeg, da ’Ud og stjæle heste’ udkom, for der er et meget stort tidsmæssigt hul i midten. Som ingen hverken påtalte eller undrede sig over. ’Wauw, det var ikke dårligt,’ tænkte jeg. Læserne fylder selv ud. Udeladelser og manglende forklaringer tager læserne sig af, hvis man ellers har skabt et emotionelt-atmosfærisk rum, som de kan være i.”

Per Petterson har altid hørt hjemme på den norske venstrefløj. Han var med ved demonstrationerne mod den amerikanske ambassade i Oslo under Vietnamkrigen og aktiv i det marxistisk-leninistiske parti AKP(m-l), som kollegaen Dag Solstad i øvrigt også tilhørte, og som tillige spiller en vis rolle i landsmanden, den yngre Johan Harstads roman ”Max, Mischa og Tet-offensiven”.

I årevis arbejdede Petterson i den venstreorienterede boghandel Tronsmo på samme gade som forlaget Oktober, stiftet af Sosialistisk Ungdomsforbund(m-l), ligger. Nu er det opkøbt af Aschehoug og opfattes som det måske vigtigste forlag for skønlitteratur i Norge med forfattere som Kjell Askildsen, Edvard Hoem, Karl Ove Knausgård, Dag Solstad, Linn Ullmann og Hanne Ørstavik i sin stald – foruden altså Petterson.

Konflikten mellem forældrene – og dermed mellem socialister og kommunister – ligger som baggrund i Pettersons bøger gennem tiden. Han husker stadig stoltheden over, at ”vi”, som han siger, i 1975 fik USA ud af Saigon og bragte Vietnamkrigen til ophør, men tog senere i 1970’erne kraftigt afstand fra den morderiske udvikling i Cambodja og Sovjet-diktaturet og til den sekt-lignende partikultur i AKP.

Som i tilfældet Solstad er der imidlertid også en eksistentiel-religiøs linje i Pettersons liv, og selvom hverken Indre Mission eller Baptistforbundet på nogen måde tiltalte den unge Per i barndommen, har han aldrig afvist troen.

”Er man kommunist, er man jo sekulær, men linjerne mellem det verdslige og det religiøse løber alligevel sammen for mig. I den nye roman siger en til Arvid jo, at ’du er den mest kristne af os’. En vis norsk arv har altid fulgt mig. Jeg har desuden været meget optaget af Kierkegaards Abraham-historie om ofringen af Isak (fra ”Frygt og Bæven” (1843), red.). Jeg kender udmattelsen, hvor man anråber Gud: ’Jeg kan ikke mere, nu må du tage over’. Og så gør han det ikke! For man er jo ansvarlig som menneske. Jeg synes, at jeg kender angsten over at skulle vælge mellem tilsyneladende sammenlignelige, men umulige poler.”

”Mellem for eksempel kærlighed til en ny kvinde og ansvaret for børnene. Efter min skilsmisse boede jeg med min ekskone i samme lejlighedskompleks, men min nye kone var og er vant til vidder, så arrangementet med børnene duede ikke. Vi flyttede ud af byen, men jeg husker impulsen: Kan en anden ikke vælge for mig! Men det er jo ens eget ansvar. Den har præget mig meget, denne tanke om, hvad man skal ofre.”

Tilværelsen har aldrig været nem, hverken for Arvid Jansen eller Per Petterson. Hvordan det videre går for førstnævnte, må læserne vente på at få at vide. Det er jo slet ikke sikkert, at Arvid følges til dørs, kredsende og tilbageskuende og meget lidt plotstyrede, som bøgerne er. Men for Petterson er det ikke optimismen, der råder. Direkte adspurgt om sit livssyn i dag siger han:

”Vietnamkrigen var jo enkel på den måde, at vi, der var aktive på venstrefløjen, sagtens kunne udpege fjenden, USA. Men i dag er eksempelvis krigen i Syrien langt mere kompliceret for mange af os. Så det er klart blevet mere vanskeligt at være progressiv. Også fordi højrefløjen på visse områder har overtaget venstrefløjens mærkesager. Jeg er imod EU, men det er højrefløjen jo også. Jeg er bestemt ikke nationalist, men er stor tilhænger af nationalstaten. EU er fint som økonomisk samarbejde, men ikke med den ideologiske overbygning, den har jeg altid været imod.”

”Hvad der virkelig bekymrer mig er altings varegørelse. Jeg nævnte mine døtres absurd store huslån. De er bundet på en helt anden måde, end vi var, da vi var unge. Men det er også alle de små ting, der koster. Jeg bliver rasende over priser på parkeringspladser ved tog. Hvad er det for noget? Før i tiden var det meningen, at man tog toget ind til byen for at arbejde og selvfølgelig kunne parkere ved stationen, og ikke at alting, fra du står ud af sengen om morgenen, skal være en vare frem for et fælles gode. Samtidig er underholdningsindustrien, der bestemt ikke er samfundskritisk, bare blevet massivt allestedsnærværende. Så ja, modvilligt er jeg pessimist.”

”Men jeg har samtidig en vel nærmest buddhistisk længsel efter stilhed. Jeg er spærret inde i en pligt over for det politiske og det sociale og en drift mod den store stilhed og selvudslettelse. At længes efter hvile og ro – dét kender jeg. Det hænger jo nok sammen med kærligheden. Jeg turde tidligere ikke stole på den og på, at nogen kunne elske mig. Kunne jeg leve op til kærligheden? Arvid klarer den jo ikke, han kan ikke – tror han – holde til at blive elsket.”

”At turde kærligheden og at stole på, at nogen kan elske dig: Det ville jeg gerne have vidst er altafgørende, da jeg var yngre. Men så ville jeg ikke have skrevet de bøger, jeg har.

Per Petterson optræder på LiteratureXchange, Aarhus’ internationale litteraturfestival, den 13. til den 23. juni.

Læs uddrag fra ”Mænd i min situation” på