I bogen ”Værksteder – at skrive i lys og mørke” har kulturjournalist Jeppe Bangsgaard og fotograf Asger Mortensen mødt en række nordiske forfattere dér, hvor deres bøger bliver til. Vi bringer her et uddrag af samtalen med den norske forfatter Per Petterson, som lægger ud med at fortælle om sin amerikanske forfatterkollega Ernest Hemingway:
”Hemingway sagde, at man må sørge for, når man er færdig med sin arbejdsdag, at vide præcis, hvad der skal stå på de næste to linjer, så man næste dag har noget at holde fast i og ved, hvor man skal begynde. Det kunne have været virkelig fint, hvis jeg altså fik skrevet hver dag. Hvis jeg fik det til at lykkes hver dag. Men det er ikke altid, det sker. Jeg kommer herned i hytten, og så er alt tomt.
Hvad gør du så?
”Så sidder jeg bare og stirrer ind i maskinen. Jeg læser det, jeg allerede har skrevet og tænker: ’Nå ja, det er meget fint, men then what?’. Det er meget vanskeligt at forklare. Jeg udgav en roman på 300 sider i fjor, ’Mænd i min situation’, og der var gået seks år siden sidst, så jeg har jo altså ikke skrevet hver dag. Langtfra. Meget ofte sker der ikke rigtig noget. Hvis det tager lang tid, bliver jeg desperat. Deprimeret, faktisk. Det hjælper ikke ligefrem. Det bliver en nedadgående spiral, og så kan det tage meget lang tid. Senest var det flere år. Jeg må stole på min underbevidsthed, men kommer jeg ind i sådan et tvangsmodus, så kommer den ikke med noget. Der sker ingenting. Helt lukket. Jeg kan ikke tvinge det frem, det må ligesom bare komme bag på mig.”
Har det altid været sådan?
”Det var ikke sådan med den første roman, jeg skrev her i skrivehytten, ’Ud og stjæle heste’. Det gik så fint og hurtigt. ’I kølvandet’, romanen før, brugte jeg til gengæld virkelig lang tid på, og den er kun på 192 sider. Det er jo ingenting. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Det er helt umuligt. Altså bortset fra at jeg aldrig ved, hvad der skal ske. Ikke bare i den forstand, at jeg kommer ned på arbejdet og ikke rigtigt ved, hvad der skal ske, men jeg ved ikke, hvad der skal ske i romanen overhovedet. Jeg har aldrig nogen plan. Og det er sådan, at hvis jeg så bliver afbrudt for en stund og skal tilbage igen, så tænker jeg: ’Hvor var jeg? Hvad handler det om?’ Romanen handler ikke om noget endnu, den findes jo ikke, og der findes ikke nogen tanker, nogen disposition, nogen plan. Jeg havde måske lidt en plan med ’Det er okay med mig’, men dengang var jeg ung, bare 40 år og selvsikker. Men jeg har mistet mere og mere selvtillid siden da.”
Du bliver mere usikker med alderen?
”Ja, for pokker da. Jeg ved ikke hvorfor, det går jo virkelig godt. Men problemet er, at det, at jeg sælger en masse bøger i Norge, Danmark eller England, eller hvor ved jeg, hjælper mig ingenting!”
Heller ikke de priser, du har modtaget?
”De står her allesammen, men dem har jeg fået for noget, jeg allerede har gjort. Og hvis man har lidt lav selvtillid, kan man hurtigt sige til sig selv: ’Ja, ja, der var jeg helt heldig, så fik jeg den, men det kommer jeg aldrig til at gøre igen’. Det er som at vinde i Lotto. Jeg fik tre priser, mens jeg ikke klarede at være mig. Priser, som ikke var knyttet til en bestemt bog. Det var helt undertrykkende. Man får priser for noget, man har gjort. De kalder det et værk. Men hvad er et værk? Det stopper jo dér, jeg får prisen nu, og så er der ikke mere, føler jeg. Jeg var selvfølgelig glad for priserne og pengene, der fulgte med, men blev ikke i godt humør af det. Nu hvor jeg er 67, har jeg absolut ingen tro på mig selv. Jeg tænker: ’Det var vel min sidste bog. Den er vel ikke så værst, men det kommer til at slutte her’. Jeg synes faktisk ikke, det er så pokkers morsomt at være forfatter. Det er kun sjovt, når det går godt, når det bare går af sig selv. Sådan er det måske med det første og de tre sidste kapitler i en roman, men ellers ikke.”
Hvad gør du, når du kan mærke, du er kommet ind i den nedadgående spiral? Har du nogle rutiner, noget du gør for at slippe ud?
”Jeg har det skidt med at forlade hytten, det er her, det skal ske. Også selvom alt er gået ad helvede til, så er det altså her. Guitaren ved siden af bordet står der, fordi jeg sidder og bliver rastløs, og så spiller jeg lidt for ikke at rejse mig og gå. Jeg prøver at skrive, men nogle gange spiller jeg mest bare guitar.”
Du har også pensler stående på dit skrivebord. Hvad bruger du dem til?
”Det er en installation, de er fine at se på. Jeg købte dem, fordi jeg tænkte, jeg havde brug for dem. De skal stå sådan, så jeg kan se på dem. Ting, der har substans, betyder noget. Det har noget med skabelse at gøre, med hvordan man skaber ting, digter ting. Derfor har jeg mange ting her i hytten.”
Er det ikke en romantisering? At ting skulle være så vigtige?
”Det kan du sige, men det er de jo. I hvert fald for mig. Den der kajak-model ved mit skrivebord er jo bare: wauw! Jeg kender ham, der har lavet den, og har set, hvordan han har gjort. Alt er helt korrekt i forhold til, hvordan en grønlandsk kajak er. Det, at han har bygget den, er meget inspirerende. Det, at man kan det. Da jeg sad i min lejlighed og skrev ’Ekkoland’, var jeg meget optaget af en bog om Picasso. Jeg lånte den om og om igen på biblioteket. Der var en masse billeder af, at han gjorde ting. Han lavede for eksempel keramik. På hver side var der nogen, som skabte noget. Jeg havde den liggende ved siden af mit skrivebord på gulvet. Jeg fik lyst til at skrive af det. Jeg har vænnet mig til, at fysiske ting har en overførbar værdi. Pensler har det for eksempel for mig, selvom jeg slet ikke maler. Ordbøger og leksika bruger jeg på nettet nu, men det at se på de her bind af Oxford English Dictionary betyder alligevel noget for mig. Buddhafiguren købte jeg i København. Når jeg ser på den, føler jeg mig rolig. Den har en slags afdæmpethed, den er på en måde introvert og i balanceret ro. Egentlig er det bare pynt, men for mig er det betydningsfuldt.
Du sagde, at du havde fået tre priser, mens du ikke klarede at være dig. I de perioder, hvor du ikke kan skrive, hvem er du så?
”At være forfatter er to ting. At være en som skriver, lad os sige skønlitteratur, og det kræver jo mere end én roman, et forfatterskab. Men det er ikke kun det. Det er også noget andet, nemlig en identitet. Mange af os har det sådan, at enten har vi ikke rigtig kunnet noget andet, eller også har vi aflært os det meste af det, vi kunne før, fordi det er så længe siden, vi gjorde det. Jeg hører vel til den første kategori, så der er ingen karriere, jeg kan fortsætte med, det har der aldrig været. Det er sket et par gange for mig, at selve min identitet er kommet under pres. At skrive er det eneste, jeg kan, og nu kan jeg heller ikke det. Hvem er jeg så? Identiteten går i opløsning. For mig er det ekstremt personligt. Det er ikke sådan, at jeg bare ikke får det til at lykkes, det er meget vanskeligere end det. Det er helt vildt, bare det at sidde i rummet her. Fy for pokker! Jeg kan jo ikke skrive, så hvorfor findes det her rum? Når jeg har det sådan, kan jeg næsten ikke tage på arbejde, for hvorfor skal jeg være her? Og hvorfor skal jeg have alle de bøger? Rigtig mange af de bøger, jeg har her, handler om litteratur. Der er 16 meter forfatterbiografier. Jeg får kvalme over mig selv. Men jeg har ikke andre steder at gå hen.”
Har du opnået en slags accept af, at kriserne er en del af processen?
”For mig er det at skrive i hvert fald tæt forbundet med det ikke at kunne skrive. At det ene hænger sammen med det andet. Jeg har talt med Dag Solstad om det, og han er aldrig bekymret. Han kan gå i en periode uden at skrive, og så får han en idé, og så tænker han på den og murer sig inde i to måneder, og så har han skrevet en roman på 150 sider. Men jeg spurgte også Kjell Askildsen engang. Jeg sagde: ’Kjell, skriver du?’ Han så på mig, der kom en lang pause, og til sidst sagde han: ’Jeg tror det’. For ham var forskellen på det at skrive og ikke at skrive meget utydelig. Det virkede, som om han havde et meget stoisk forhold til det, og det kan godt være, at han har det sådan, men det har jeg ikke. Det fosser ud af mig, jeg kan ikke holde kæft, jeg mærker hedebølger rulle igennem mig, mine venner bliver trætte af min stemme, jeg vil stoppe mennesker på Karl Johan og informere dem om min situation, min desperation. ’All these long and waisted years’ (Alle disse lange og spildte år), synger Dylan på Tempest-albummet. For mig var der i hvert fald to år lige ud af vinduet, dem mellem ’Jeg nægter’ og ’Mænd i min situation’.”
Hvorfor bliver du ved med at pine dig selv? Erfaringen viser, at der har været mindst én krise pr. roman. Du kunne vel sige til dig selv: ’Slap af, det løser sig’?
”Men så er det jo ingen krise. Det ville være meningsløst at sige, at jeg er afhængig af kriserne, for der er ikke noget meningsfuldt i det på nogen måde. Tværtimod er det meget nedbrydende. Men hvis ikke jeg havde været fuldstændig i bund, mens jeg forsøgte at skrive ’Mænd i min situation’, var den ikke blevet, som den blev. Det er ofte sådan, at når jeg får en krise, er det, fordi der er noget, jeg ikke vil skrive. Jeg ved ikke, at jeg ikke vil det, men der er noget i mig, som ikke vil det. Det forstår jeg ikke i situationen. Men der var nogle helt åbenlyse ting, jeg ikke ville skrive i ’Mænd i min situation’. Jeg havde skrevet lidt hulter til bulter, for jeg ville ikke derind. Jeg forstod ikke, hvad det var, men det handlede om at skrive tydeligere om årsagen til den skilsmisse, bogen kredser om. Tydeligere om forholdet til børnene. Jeg ville ikke ned i Arvid Jansens skilsmisse, det var meget kleint, som vi siger på norsk. Det var forbundet med angst, det var pinligt, virkelig deprimerende og meget vanskeligt. Det handlede om at være mand og mandens stærke frygt for at føle sig nøgen, at føle sig gennemskuet, den manglende evne til at kommunikere om helt grundlæggende ting og den nærmest patologiske angst for at blive afvist. Her snakker vi jo ikke om to, som ikke passer sammen. Det kunne de sagtens have gjort, hvis ikke hans frygt havde været så destruktiv. Jeg er også skilt, og min skilsmisse foregik ikke sådan som i bogen, men samtidig var der noget med atmosfæren, selvfølelsen i den proces. Det var derhen, jeg måtte, for ellers var der ingen pointe med den roman. Det er det springende punkt i romanen, men det, syntes jeg, var meget kompliceret at nærme mig i skriften. For så er det sådan. Jeg kan godt snakke om de svære ting, det gør jeg for eksempel med en af mine rigtig gode venner, vi snakker om alt, nu er vi så gamle, at vi giver pokker i, hvad vi siger, men hvis jeg må skrive om det, må jeg skrive det indefra, ikke udefra og karakteriserende. Man må på en måde være der, og det syntes jeg var forfærdelig kompliceret. Derfor stoppede jeg op. Og det er ofte det, der sker: Noget du ikke vil skrive, men som du skal skrive. Og fordi du ikke vil det, så lader du, som om det ikke findes. Men så findes romanen jo heller ikke, for hvorfor skal jeg skrive en roman, hvis det ikke skal være der? Der findes ingen anden roman. ’No other book’ (Ingen anden bog), som Randall Jarrell sagde.”
Hænger det sammen med det citat, du har hængende i vindueskarmen, lige bag din computerskærm: ’Always move towards pain’ (Bevæg dig altid mod smerte)?
”Det stammer fra F.X. Toole, der skrev de noveller, som blev til filmen ’Million Dollar Baby’. Min engelske redaktør var også redaktør på den bog, så han fortalte mig om den. Toole var bokser og instruerede elever, og når de kom, havde de det sådan lidt: ’Uhhh, pas på ikke at blive slået i ansigtet’. Men han sagde til dem: ’Du vil være bokser? Always move towards pain’. Du bliver bare nødt til at gøre det, du kan ikke undgå det. For mig var det lige til at overføre til min situation. Så da han fortalte mig det, min redaktør, og sagde den sætning, klistrede jeg den straks op.”
Kriserne er forbundet med smerten?
”Bagefter er det i hvert fald klart, at alt peger den vej, og så forstår jeg, at det er derhen, jeg må gå, men hvordan skal jeg så gøre det? Det er så det næste problem. Man kan ikke gå ind og skrive om det, man må skrive scener, hvor det forhåbentlig dukker op associativt. Så det handler selvfølgelig også om det stilistiske. Sætningerne er min hovedting. Det er derfor, jeg skriver bøger. Ikke fordi jeg er særlig interesseret i historier, men fordi jeg er interesseret i sætninger, og de skaber jo historien. Når det først løsner sig, og det lykkes at skabe scenerne, kan det være ekstremt trist, men samtidig bliver jeg opstemt af at skrive det, for netop dér kommer det kunstneriske op; jeg bliver stolt af mig selv. For fanden, det lykkedes for mig! Det her er jo helt forfærdeligt at læse, tænker jeg, men jeg bliver alligevel glad. Jeg mærker bare, at dér traf jeg den rent.”
I ”Ud og stjæle heste” er sætningen ”Vi bestemmer jo selv, hvornår det skal gøre ondt” også central?
”Jeg har fået så mange tæsk for den. I offentlige sammenhænge, på scenen og så videre. ’Det er ikke sandt!’ Folk forstod det ikke, men altså, hvis det ikke er dig, der bestemmer det, hvem er det så? Så er det nogle andre. Skal vi leve sådan? Skal vi ikke være hovedpersonen i vore egne liv, som Dickens skriver på første side af David Copperfield?”
Det er vel en form for eksistentialisme?
”Det er det. Efter Scandinavian Star-branden, hvor jeg mistede fire familiemedlemmer, arbejdede min bror og jeg i en bestyrelse til støttegruppen. Vi sagde: ’Det her kører vi i to år, og så er det slut’. Jeg var i færd med at blive forfatter og havde udgivet to bøger. Jeg ville ikke være den, det var sket for. Jeg måtte vælge at være et andet menneske end det, det her var sket med. Det offer. Det overtager jo din identitet. Det var selvfølgelig en krise i mange år. Eller ikke med det samme, for du bliver jo helt numb, helt følelsesløs, det er bare adrenalin, du løber rundt og siger en masse ting. Heldigvis var vi mange. Det var jo ikke en bilulykke, min familie døde i. Dér er man helt ensom i det. Her døde der 159 mennesker, eller egentlig var det 160, der var en kvinde, som var gravid, men så er der ganske mange rundt om dig, og netop fordi det var så offentligt, blev det tillagt én som en identitet, og det måtte jeg vælge fra, helt aktivt. Det er en slags eksistentialisme, det valg. Vi er dømt til at vælge, ellers gør andre det for os, og det er ikke et liv, jeg vil have.”
Dit forfatterskab kredser også om valg og de afgørende øjeblikke, hvor det kan gå den ene eller den anden vej. Hvad er det, der interesserer dig ved valget?
”Valg kan være meget svære. Det er Abrahams angst, ikke sandt? Er der en engel, som siger til dig, at du må ofre din søn, eller er det ikke en engel? Jeg elsker min søn, men hvis det er Guds befaling, så må jeg gøre det. Abraham gribes af angst, fordi han bliver nødt til at vælge. Han kan ikke være sikker, han må bare tage et standpunkt. Kierkegaard taler om Abrahams angst, og den har jeg mærket flere gange i mit liv. Da jeg flyttede hertil, måtte jeg vælge. Jeg var skilt og havde mine døtre hver anden uge, men det kunne jeg ikke her, for der er for langt ind til byen, så jeg måtte i stedet have dem hver anden weekend for at kunne leve sammen med min nye kone, Pia. Det var et forfærdeligt valg, for jeg havde et virkelig godt forhold til mine døtre, jeg elskede dem og syntes, de var så fine. Men så tænkte jeg: ’Om fire år er den ældste måske ved at flytte hjemmefra, og så vil hun alligevel flytte fra mig. Men hvis jeg fravælger Pia og hele det liv, for hun ville ikke bo der, hvor jeg boede, ville hun være blevet borte fra mig for altid.’ Så jeg valgte det. For det var det, jeg skulle resten af mit liv, mens det andet var for fire-fem år. Men for mine døtre var det ikke sådan. Det var: ’Far, du forlod os!’”
Det er vel den smerte, du blandt andet går ind i i ”Mænd i min situation”?
”I princippet er intet af det, der står i den bog, faktisk sket, og var det sket, var det ikke sket på den måde, i den kontekst. Men samtidig er alt sandt. Enkle følelser kan blive hele romaner. Nogle siger, at man udforsker noget i en roman, men det gør man jo ikke, man skriver en roman, man skriver det, man er nødt til at skrive. Men det er sandt, mine bøger opholder sig meget ved dét. Ved valget. Det er ikke noget, jeg tænker så meget over, mens jeg skriver, men i bakspejlet ser jeg, at det næsten er en slags projekt. Jeg må bare ikke tænke på det som et projekt. For så fungerer det slet ikke.”