”Jeg så op i det mærkeligt drivende loft, og det var som noget jeg havde læst da jeg var ung, hos Sartre måtte det have været, i en af hans bøger jeg havde læst: Vi er dømt til frihed. Dømt.”
Det er Arvid Jansen, der ligger dér og ser op i loftet. Alene og forladt af moderen til sine tre børn. Så vidt er det altså kommet for Per Pettersons hovedkarakter, som han har skrevet om i hele seks romaner – fra debuten ”Aske i munden, sand i skoen” fra 1987 og frem til ”Mænd i min situation”, der udkom i Norge i 2018, og som allerede er oversat til dansk.
Det er nu ikke romanerne om Arvid Jansen, der har gjort Petterson til en forfatterstjerne, men derimod ”Ud og stjæle heste” fra 2003, der med sine lavmælte, lysende beskrivelser af natur og hverdagsliv har gjort ham til et navn i hele den engelsktalende litteraturverden og siden er blevet filmatiseret.
Men nu er Petterson altså tilbage hos Arvid Jansen, som trofaste læsere har fulgt fra barndommen over ungdommen og ind i voksenlivet og gennem venskaber, bekendtskaber, forhold, forfatter-drømme og ”Scandinavian Star”-katastrofen, der trak hans mor, far, bror og niece med ned i dybet.
I ”Mænd i min situation” er året 1992, altså to år efter katastrofen, og et år efter hustruen Turid gik fra ham og tog børnene med. De to havde det heller ikke godt sammen den sidste tid, og hver aften, når hun var gået til ro, gik han ud og sov i sin gamle Mazda. Det gør han også efter skilsmissen. Fordi han ikke kan holde smerten og rastløsheden ud. Som så mange andre ulykkelige træmænd. Eller som han selv formulerer det:
”Jeg kunne se dem for mig, alle bilerne parkeret på steder som det her, langs veje og gader, ved busstoppesteder, i garager og indkørsler, med mænd i min situation, halvt liggende, halvt siddende i sædet med frakken og bilen trukket tæt omkring sig i et forsøg på at sove.”
Når Arvid ikke sover eller kører til Sverige for at finde ro i det fremmede, sidder han i sin lejlighed i Oslos udkant og forsøger at skrive. Men det går ikke, og når det bliver mørkt, tager han ind til Oslos centrum for at drikke sig til glemsel og for at møde kvinder. For at mærke nogen. Eller bare noget.
Hans eneste holdepunkt er børnene, som han dog ser med stadig længere mellemrum, og ”Mænd i min situation” er med sit portræt af en forfatter, der forsøger at dulme sin livs- og skrivekrise med alkohol, cigaretter og kvinder, en kliché i moderne litteratur.
Men nu er det afgørende for, om en roman fungerer, jo ikke, hvad den handler om, men hvordan den forløser sit stof. Og det er netop dér, i forløsningen af stoffet, at Petterson kan noget særligt. Han er simpelthen en eminent fortæller og lader romanen udspringe af en søndag i september, hvor Turid ringer og beder Arvid hente hende. Hun ved ikke, hvor hun er, hun er ude af sig selv, men han finder hende bag en nedlagt stationsbygning. Hvad hun laver dér, forbliver uafklaret, men med søndagen som anker driver fortællingen frem og tilbage i tiden, ind i begivenheder og situationer fra før og efter skilsmissen, i en flydende eller drivende form, der kun fungerer, fordi hver eneste sætning sidder præcis, hvor den skal, og fordi ordene hele tiden skaber autenticitet og danner originale billeder. Som når skumringen beskrives som ”et gråpebret mørke” eller solsortens sang beskrives som ”nyvasket”.
De to, sproget og fortælleteknikken, holder langt hen ad vejen følelsen af kliché væk, og det samme gør Pettersons psykologiske indsigt. Han forstår ganske enkelt Arvid og den mandetype, han repræsenterer. Mænd, der mister alt, fordi de ikke kan udtrykke kærlighed og følelser, og som ikke kan finde ud af at håndtere den efterfølgende smerte og sorg. Mænd, der ikke har fået det lettere med tiden, hvor netop evnerne til at tale om sig selv, om forhold og om følelser er i stadig højere kurs hos moderne, veluddannede kvinder.
Det er nærliggende at tænke, at Petterson kan skrive så præcist om Arvid, fordi han selv har en rem af huden. Og Pettersons egen historie minder da også om Arvids på flere måder: Han er forfatter, han er en forslugen læser, han mistede flere familiemedlemmer på ”Scandinavian Star” – og han er fraskilt.
Litteraten Poul Behrendt lancerede i 2006 begrebet ”dobbeltkontrakten”, der sigter til de to kontrakter, læsere af litteratur indgår, nemlig at alt, der står på siderne i en roman, er fiktion, og på den anden side kontrakten om, at historien er sand. Og det giver i den grad mening i forhold til Pettersons Arvid Jansen-romaner, der besidder en helt særlig autenticitet. De virker ”sande”, de virker ”ægte” og taler måske særligt klart til mænd. Og ikke mindst til mænd i samme situation.
Selv kan jeg ikke rigtig spejle mig i Arvids besvær med at sætte ord på følelser og heller ikke i hans behov for at sove i bilen eller drikke alt væk. Men hans genkommende fornemmelse af at stå på en lem, der hvert øjeblik kan åbne sig, ja, den kender jeg til gengæld.
Men nu er spejling ikke alt. Indblik i andre tanke- og følelsesmønstre er mindst lige så interessant, når det kommer til læsning, og selvom jeg har mødt mange mænd som Arvid i litteraturen, så forbliver han vedkommende, og Petterson slår ikke mange falske toner an i sit 300 sider lange portræt. Selvom det ikke er en af hans bedste romaner, er det – igen, igen – lykkedes ham at skrive god litteratur om Arvid Jansen, og jeg vil særligt huske den her for en håndfuld knaldgode sætninger. Som når Petterson skriver om ”en mand i en meningsløst pletfri kedeldragt”. Eller den her, der indkapsler så meget af romanen og derfor får de sidste ord:
”Jeg havde ikke længere ring på nogen af fingrene, men der var stadig en tydelig fordybning på venstre hånds ringfinger, et helt år efter, en genstridig fordybning som var en af de få synligheder som bandt mit liv til Turids.”