Prøv avisen
Bogen i tiden

Per Pettersons skilsmisseroman er stor kunst

”Per Pettersons sprog er som altid krystalklart, på én gang stramt og realistisk og blidt poetisk,” skriver Henriette Bacher Lind i sin anmeldelse i Morgenavisen Jyllands-Posten. Foto: Marcus Trappaud Bjørn/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Det er sjette gang, at Per Petterson skriver om sit alter ego, Arvid Jansen, og gensynet er mere end glædeligt for de allerfleste af anmelderne, der er enige om, at den norske sprogkunstner kan noget ganske særligt

Det begyndte allerede ved debuten i 1987, med ”Aske i munden, sand i skoen”, hvor vi mødte den norske forfatter Per Pettersons alter ego Arvid Jansen første gang. Siden har vi fulgt ham i ”Ekkoland”, ”Det er okay med mig”, ”Jeg forbander tidens flod” og ”I kølvandet” – og selvom Per Petterson måske mest er kendt for sin roman ”Ud og stjæle heste”, er det først og fremmest bøgerne om Arvid Jansen, der definerer hans forfatterskab, senest ”Mænd i min situation” (på dansk ved Jannie Jensen og Arild Batzer), der er netop er udkommet på forlaget Batzer & Co.

Den har været længe undervejs. Nærmere betegnet seks år, hvoraf de første tre, fortæller Per Petterson i et interview med Anna Raaby Ravn i Weekendavisen, blev tilbragt med at stirre ind i skærmen, og han citerer forfatteren J.M. Coetzee for at have sagt, at skrivningen bevæger sig mod smerten. Og netop i skriveblokeringen blev det tydeligt for Per Petterson, at han virkelig ikke havde lyst til at skrive om skilsmisse og delebørn – som han kender til fra sit eget liv – men at det var der, hvor han skulle hen.

Da vi møder Arvid Jansen i ”Mænd i min situation” er han netop blevet skilt fra Turid, der har taget deres tre døtre med sig. Og bogens ydre handling er lige så begivenhedsløs som Arvid Jansens liv, omend det på det indre og mere stille plan er højdramatisk som altid hos Per Petterson.

Men kan man egentlig, spørger Kim Skotte i Politiken, blive ved med at tærske langhalm på den evigt kriseramte forfatter Arvid Jansen? Svaret er et stort ja, fem stjerner og en konstatering af, at ”Per Pettersons livsværk bare vokser og vokser”, og at hans nye roman, ”en klog og skarpsindig skilsmisseroman om tab og længsel”, ”hører til blandt det bedste, Per Petterson har skrevet. Selvom der kun sker lidt, læser man med hvide knoer knuget om det trods alt hvidere papir.”

Kim Skotte sætter i sin anmeldelse Per Pettersons roman ind i et større norsk perspektiv – ”Bag ham ligger Aksel Sandemoses alter ego Esben Arnakke og den tidligere arbejderforfatter Dag Solstad. Foran ham ligger Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, der har taget alter egoet et skridt videre med den nøgne autofiktion” – og konkluderer:

”Per Petterson er sin egen mand i litteraturen. En af dem, der kan den paradoksale kunst at skabe stærke udsagn ud af evig usikkerhed om, hvad en mand dog skal stille op med sig selv.”

I Kristeligt Dagblad er Jeppe Krogsgaard Christensen imidlertid ikke enig i, at ”Mænd i min situation” er en af Per Pettersons bedste. Tværtimod. Omend han medgiver, at den som de andre Arvid Jansen-bøger besidder en helt særlig autenticitet. Han finder nemlig, at Petterson i sit portræt af en mand, der ikke kan udtrykke kærlighed og følelser, og af en forfatter, der forsøger at dulme sin livs- og skrivekrise med alkohol, cigaretter og kvinder nærmer sig klichéen, men at ”hans sprogkunst og psykologiske indsigt redder romanen”, og at det ”er netop dér, i forløsningen af stoffet, at Petterson kan noget særligt”.

Det bliver til fire stjerner og måske en lille antydning af skuffelse, præcis som hos Martin Bastkjær i Information, der læser Per Petterson for første gang og bliver bekræftet i sin fordom om, at han ”skriver prosa med spændvidde fra let melankoli til afdæmpet ironi, om stille mandlige eksistenser”. Og selvom han finder, at det er ”et indsigtsfuldt portræt af selvbedrag og følelsesmæssig uformåenhed”, mener han også, at romanen er for stillestående, og at den ellers så fine struktur kollapser til sidst – men mest af alt bliver han utålmodig:

”Arvid bliver slået mindst fem gange i løbet af romanen. Jeg læser det som et udtryk for, at omgivelserne forsøger at ruske op i ham, og selv fik jeg efterhånden lyst til at puffe blidt til romanen i håbet om, at der ville ske noget.”

Men derfra forsvinder alle forbehold over for Per Pettersons nye roman, som her hos Birte Weiss i Weekendavisen:

”Det indre drama er fortalt med en så fint afmålt blanding af klarsyn og ømhed, at personen og nattemørket vokser sammen til en grundstemning, der bundfælder sig hos læseren som dybt troværdig. Det skyldes forfatterens sikre greb om tanker og erindringer, der pibler frem hos Arvid, når han sidder beskyttet fra omverdenen i sin kørende kokon. Alt er fortalt i Per Pettersons velkendte, naturligt strømmende sprog, præcist i samtidsbeskrivelsen, poetisk i naturskildringer. ’Mænd i min situation’ er med sin mørke lavmælthed en bedrift i en tid, hvor romaner sælges på farverige plots og mindre på forfatterens evne til at finde og fastholde en fuldstændig ægte tone.”

I Berlingske er der fem stjerner ud af seks fra Jørgen Johansen, der finder, at romanen formentlig er den bedste siden ”Ud og stjæle heste”, at den leverer ”den suveræne tilføjelse til det nærgående og smerteligt dirrende portræt af en mand i delvis oplæsning”, og han sammenfatter:

”Per Pettersons roman, glimrende oversat af Jannie Jensen og forlægger Arild Batzer selv, er på samme tid et kompromisløst og rystende træfsikkert signalement af en mand, hans usikkerhed og ensomhed og en skilsmissehistorie skrevet med tilbageholdt åndedræt og indbygget tøven og usikkerhed.”

”Den norske forfatter kan”, skriver Henriette Bacher Lind i sin anmeldelse i Morgenavisen Jyllands-Posten, ”som ingen andre skrive om afbrændte eksistenser og forsagte længsler, så det giver stød langt ind i sjælen.”

Hun giver seks stjerner og bemærker, at noget af det fine i romanen er, at den ikke psykologiserer, at fokus er på Arvid Jansens vaklende, orienteringsløse tilstand og ikke på årsagerne til den:

”Det er tankerne, erindringerne og de indre dramaer, som fylder i romanen, ikke handlingen, som kun strækker sig over en enkelt søndag i september, et år efter skilsmissen. I lange, associative og minutiøst observerende sætninger fortælles om Arvids tiltagende drikkeri, værtshusbesøgene, de mere eller mindre vellykkede møder med tilfældige kvinder, døtrenes afstand til faderen, hans frysende længsel efter varme og venlighed og ikke mindst de lange køreture rundt i Oslo og omegn, hvor gade- og bynavne er den eneste faste struktur i kaos. Per Pettersons sprog er som altid krystalklart, på én gang stramt og realistisk og blidt poetisk. ’Mænd i min situation’ er stor kunst.”

I ”bogen i tiden” skriver vi hver uge om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.