Phillip Faber åbner smilende døren til sin lejlighed i København og byder indenfor, mens et tv-hold gør sig færdigt med ham ved flyglet.
”DR Pigekoret er som en flod, der på én gang er konstant og foranderlig, fordi der hele tiden er nye sangere, der falder fra og kommer til. Men kulturen og vanerne varer ved. Og sådan er hele den danske sangskat og vores juletraditioner også,” siger den populære dirigent for pigekoret foran kameraerne i stuen. Det er dog ikke herfra, men fra sin chefs stue, at han har sendt mange af sine fællessangsudsendelser, der har samlet millioner af danskere til morgensang og fredagsfællessang i den bedste sendetid, da coronakrisen første gang lukkede landet ned. Og juleaften bliver det også ham, der kommer til at binde alle programmerne sammen på DR 1, når han bliver hele Danmarks julevært ved flyglet i DR Byen fra midt på eftermiddagen til midnat.
”Det bliver godt nok båndet, så jeg også kan holde jul med min egen familie. Men jeg er meget lykkelig for det betroede hverv som julevært. For jeg vil gerne være med til at sprede juleglæde for alle dem, der er tvunget til at sidde alene derhjemme i år på grund af coronarestriktionerne. Det er hårdt for alle dem, der nu skal sidde hver for sig, men i de dejlige julesange og salmer har vi et fællesskab, som vi alle er en del af,” siger julestemningssupernovaen med sit karakteristiske store smil, da tv-holdet er gået.
Han griner meget, mens han taler, og hans gode humør har også smittet mange danskere, mens coronakrisen ellers har skabt frygt for smittefare. Men det er også et alvorligt ansvar at holde livsmodet oppe for danskerne i denne tid. Og det ved han også godt selv.
”Jeg mødte tilfældigt Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, som sagde til mig, at de nok skulle tage sig af pandemien og sørge for at passe på folks sundhed, men at jeg havde en lige så vigtig opgave i at bidrage til at holde livsmodet i live. Den opgave har vi alle i denne tid, der kan virke så frygtelig. Men vi har alle en opgave i at opmuntre andre, hvor vi kan. Jeg hader selv alle de begrænsninger, vi lever under. Det føles stadig så unaturligt, at jeg ikke kan give dig hånden eller give et kram til dem, jeg normalt er på knus med, men sangen er et sted, vi heldigvis stadig kan mødes,” siger han, mens han hælder frisk kaffe på kopperne med en gæstfrihed, der ikke lader sig mærke af travlhed.
Flammen fra et kalenderlys på flyglet står stadig i den anden ende af stuen og danser alene omgivet af falmede noder og en hjemmelavet papkirke, som måske er blevet produceret i sønnens børnehave. Og udenfor er lysene allerede tændt i flere af genboernes lejligheder, hvor man kan se, at juletræer og julestjerner har fundet vej til de små københavnske hjem.
I år kommer Phillip Fabers nye bog ”Den danske sang” sikkert også til at ligge under mange juletræer, for den ligger allerede trygt på bestsellerlisterne. I bogen sammenligner han også den danske sangskat med den kasse med julepynt, man henter op fra kælderen og bliver fyldt med følelser og gensynsglæde, når man ser ned i. Hvert år bliver kassen måske lidt mere fyldt, når et julehjerte fra barnets børnehave lægges ned sammen med den gamle engel fra bedstemoderens barndom. Og sådan fornys sangskatten også løbende, forklarer han.
”Vi skal hvert år lægge noget til og trække noget fra, men følelserne vælter op i mig hvert år, når jeg henter den kasse med julepynt, fordi jeg både bliver mindet om dem, der er borte, og den kommende jul jeg kan holde med min familie. Sådan tror jeg også, at folk har det med sangskatten. Kun dufte kan på samme måde vække minder og sende os tilbage i tiden som sange,” siger han og tager en slurk kaffe mellem sætningerne.
”Alle mennesker har deres egen sangskat og deres egne hjertesange. Derfor er den danske sangskat også større end Salmebogen og Højskolesangbogen tilsammen. Bare fordi Shu-Bi-Duas ’Danmarkssang’ for eksempel ikke står i Højskolesangbogen længere, betyder det ikke, at den er røget ud af den danske sangskat. Men sangskatten fornyes hele tiden samtidig med, at noget også bevares, ligesom man ikke lige smider sin oldemors gamle julepynt ud.”
Hvad gør julesangene til noget særligt?
”Julesangene og julesalmer har jo nærmest sin egen sangbog. Det er sange, som er kanoniseret helt vildt. Vi synger helst de samme julesange hvert år, fordi de er blevet en del af julens dna og traditioner. En sang er jo også et ritual, fordi den er ens, hver gang man synger den. På den måde kan man også genskabe tidligere tiders juletraditioner ved simpelthen at synge julesangene igennem som slidstærke ritualer, der vender tilbage hvert år. Det særlige ved julens sange og salmer er jo også, at de er knyttet til én måned, ja faktisk kun nogle få dage, fordi de fleste julesange egentlig først burde synges til jul,” siger han og ler højt og længe, inden han tilføjer:
”Jeg elsker julen. Men i mange år følte jeg mig også overvældet af julen, fordi jeg ikke følte mig klar til at blive mindet om dem, der ikke er her mere og tage en masse store universelle tanker ind. Der er jo en forventning om, at julemåneden også skal være en refleksionsmåned, hvor man giver sig tid til at tænke over året, der er gået. Men samtidig er julemåneden ikke mindst for os i musikmiljøet jo en travl højsæson, og det kan godt være et pres, at der forventes, at man både skal have økonomisk og filosofisk overskud i en måned, som samtidig suger alt ud af en. Derfor kan julen også være overvældende. Det er også virkelig dejligt at blive overvældet. Jeg er jo dirigent og lever af at have styr på sagerne, men her er et sted, hvor jeg ikke har kontrol overhovedet, og det er også virkelig dejligt,” siger han med et nærmest ubegribeligt overskud, men selv kender han også til at føle sig ensom og rodløs i julen.
”Mine forældre blev skilt, da jeg var så lille, at jeg ikke kan huske, at de var sammen. Jeg er vokset op i Hellerup med min mor, mens min far boede Næstved, og selvom jeg så ham hveranden weekend, var det først, da jeg selv kunne bestemme, hvor jeg ville være hvornår, at jeg fik lejlighed til at lære ham at kende igen som voksen. Og jeg har altid følt mig en lille smule rodløs, men sangene er også et sted, hvor man kan føle, at man har en historie sammen med andre, så vi alle sammen er lidt i familie med hinanden gennem sangene,” siger han og lyser op i endnu et smil:
”I ’Spurven sidder stum bag kvist’ kan man pludselig opleve en vinteraften i Jeppe Aakjærs barndom, som om det var ens egen opvækst. Ingen af mine forældre er særlig musikalske, så jeg var lidt en musikmutant, da jeg begyndte at synge i Det Danske Drengekor i Emdrup, men dér åbnede sangskatten sig for mig, så jeg pludselig følte mig som en del af et stort og stærkt fællesskab. På den måde er man aldrig helt alene, når man synger en sang, som andre også har et forhold til.”
Det kan også være en del af forklaringen på fællessangens comeback under coronakrisen, men det er større end det, mener han.
”Fællessangens opblomstring tror jeg dybest set er en reaktion på en følelse af rodløshed, mange kan have. Engang boede man i samme sogn hele livet, og storfamilierne arbejdede sammen på gården med samme referencerammer. Individualiteten skaber nye muligheder for, at vi alle sammen kunne udfolde os frit, men det havde også en pris. For nu går vi rundt i hver vores verden, men sangene er altså netop et sted, hvor vi kan mødes. Fællessangen var derfor i opblomstring længe før coronakrisen, og hvis ikke den havde været det, så var der heller ikke sket det, der er sket nu,” siger han med henvisning til den store folkelige succes for fællessangsprogrammerne med ham selv i spidsen, men det er han kun en lille brik i, for bevægelsen har længe været undervejs, bedyrer han.
”Vi bliver ved med at referere til Anden Verdenskrig og alsangen som det største referencepunkt, fordi fællessangen også dengang blomstrede under en krisetid, men det blev heller ikke grebet ud af luften. For dengang havde Oluf Ring lavet fællessang i radioen i årevis, før krigen kom. Der var der også et momentum. Spørgsmålet er bare, hvad der vil ske nu,” siger han og kigger over mod de oplyste vinduer hos genboerne på den anden side af tangen.
”Jeg frygter lidt, at nogen bliver trætte af, at fællessang bliver et ord, der står over alt, fordi det er blevet populært, så folk til sidst bliver trætte af det. Jeg så endda en reklame for en gudstjeneste, hvor der stod højmesse med fællessang! Som om der ikke havde været fællessang til gudstjenester siden Reformationen,” siger han og slår endnu en skraldlatter op, inden han tilføjer:
”Vi må give bolde tilbage til de sangfællesskaber, hvis skuldre fællessangen i fjernsynet og radioen står på, når alting åbner op igen. I bedste fald vil fællessangen så opleve yderligere et boost. Alt bølger jo frem og tilbage, men det forsvinder jo ikke helt,” siger dirigenten, som også kalder fællessang for en åndelig aktivitet, hvad enten den udfolder sig til en højmesse med fællessang eller ej.
”Når man synger sammen, mærker man, at alting ikke drejer sig om en selv, men at man er en del af noget større. Jeg tror selv, at jeg vil definere mig som kulturelt kristen, men min yndlingsfølelse er at føle mig lille i forhold til noget, der er ubegribeligt meget større, end jeg selv er. Det oplever jeg altid i fællessangen. Det er mødet med noget større. Hvis jeg havde haft en anden opvækst eller var født på et andet tidspunkt, er jeg 100 procent sikker på, at jeg havde kaldt det Gud. Og der ligger en stor øvelse for mig som dirigent i at fjerne mig fra centrum og blive en del af kredsen. For musikken handler ikke om mig. Pigerne i Pigekoret ville kunne synge mindst lige så smukt, hvis der stod en anden der. Og der er noget smukt i at overgive sig til fællesskabet i fællessangen.”
Sådan har Phillip Faber det også med julen.
”Man træder ind i en strøm og bliver til ingenting i mødet med noget, der er meget større i en strøm, der går tusindvis af år tilbage. Der er ikke nogen, der står i midten af julen. Vi er alle en del af julens store kredsløb, men julen vil også fortsætte, når vi engang er væk. Vi står i en kreds og holder hinanden i hænderne omkring juletræet, men der er ikke nogen person inde i midten. Vi er alle lige vigtige. Og det er vigtigt.
Kan man da ikke sige, at det er Jesus, der står i midten af den kreds?
”Jo, men der er i hvert fald ikke en af os mennesker, der er julens centrum. Det er det, jeg mener med, at vi alle sammen er lige vigtige, når vi holder hinanden i hænderne omkring juletræet, og inde i midten har vi i form af juletræet sat et symbol på noget, der er større end os, så vi går ikke i kreds om en person, der står derinde. Men selvfølgelig kan det symbol pege på Jesus. Mange sætter jo også en stjerne i toppen af træet, ligesom Betlehemsstjernen pegede på Jesus. Men det stærke for mig er, at vi i julen bliver en del af det samme kor, der fortsætter generation efter generation. Og når man går rundt om juletræet, holder man i den forstand også alle dem, der ikke er her længere, i hånden. Det er derfor Ingemann i ’Dejlig er jorden’ skriver, at ’slægter skal følge slægters gang’, men ’aldrig forstummer tonen fra Himlen i sjælens glade pilgrimssang’. Sådan fortsætter julesangen, efter vi slip må give slip.”
I din bog skriver du også, at ’Dejlig er jorden’ løfter sig i tredje strofe, hvor englene også bliver en del af det kor, som dermed også synger også helt ind i evigheden. Er det også et julehåb for dig?
”Ja, der sætter Ingemann virkelig trumf på sin salme, som jo allerede er alarmende smuk, men da han også sender englene ind, er det som et dødsstød til alle ens forbehold, så salmen helt uundgåeligt rammer en i hjertet. Sådan kan en lille salme rumme den samme dybde som en hel symfoni, hvis den er lavet rigtigt.”
Det er derfor ikke tilfældigt, at Phillip Faber slutter sin nye bog, ”Den danske sang”, der som en anden julekalender gennemgår 20 danske sange, med ”Dejlig er jorden”. Bogens første sang er i øvrigt den lidt frygtsomme aftensang ”Solen er så rød, mor”, der dog slutter med, at stjernerne synger barnet til ro. Og freden falder altså helt på plads i ”Dejlig er jorden”, som også kan tolkes som en sang om at være en del af et nærmest tidsløst kor.
”Vi er i forvejen en del af en strøm af sangere, som gennem tiden er blevet forbundet gennem den lille salme. Jeg kan selv huske sidste juleaften, hvor min farmor, min far, jeg selv og min søn gik rundt om juletræet og sang den salme. Min farmor kunne den udenad. Da var det, som om jeg mærkede generationssuset. Mine oldeforældre sang også den salme, og den vil være der 100 år, efter jeg er død, men da englene kommer ind i salmen, er det, som om vi også er en del af et evighedskor,” siger den kulturkristne stjernedirigent og tier et øjeblik, inden han tilføjer.
”Det er også i det sidste vers, at Jesus pludselig optræder på en meget smuk måde og forvandler salmen til en julesalme. I Højskolesangbogen står ’Dejlig af jorden’ ikke engang under jul, for resten af salmen er jo bare en pilgrimsfærd, men salmen slutter jo netop med englenes julebudskab: ’Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!’”