For nogle år siden gik min mand og jeg forbi Galleri Lyrum i Aarhus. Min mand har den faste tradition, at når vi går forbi et galleri, skal vi også ind og kigge.
Derfor gik vi indenfor, og så var det der bare: maleriet ”Mor og datter” af Dot Weingarten, hvor en mor omfavner sin datter og helst ikke vil sende hende ud i verden.
På det tidspunkt skulle min datter begynde i skolen efter sommerferien, og det passede med den følelse, jeg havde. Det ramte mig lige i maven, og derfor var jeg nødt til at købe det.
Nu hænger det hjemme hos os, hvor jeg kigger på det flere gange om dagen. Når vi har gæster, kan jeg også nogle gange tage mig selv i at lade blikket hvile på maleriet. Det er ikke, fordi det er jordens dyreste maleri, men jeg havde aldrig troet, at jeg en dag ville være én, der kunne købe et kunstværk og have det hængende i sit hjem.
Hver gang jeg ser på det, minder det mig om min datter. Det er en udsøgt glæde for mig at kunne kigge på det hver dag og også at kunne dele det med andre.
Maleriet er utraditionelt med en masse farver, og frem for at være konformt er det sjovt. For mig er god kunst ikke bare, når det er æstetisk smukt, men når det også appellerer til følelserne. På maleriet står barnet med store, nysgerrige øjne, hvor moderen ser mere bekymret ud, og det passer meget godt på mig. Selvom maleriet gør mig glad og varm indeni med alle dets farver, skildrer det også nogle andre følelser.
På mange måder er der et paradoks i maleriet, fordi alle farverne er så glade, og man kan mærke, at der er et helt særligt forhold mellem moderen og datteren. Blandt andet den røde farve, som for mig symboliserer livmoderen og den helt tætte forbindelse og varme mellem mor og datter.
Samtidig frembringer det også en følelse af helst ikke at ville give slip.
Min egen barndom bar præg af, at jeg var meget alene og ikke havde den stærke moderbinding på noget tidspunkt. Jeg har haft en mor i mit liv, men det var ikke på samme måde, som jeg blander mig i og fylder i min datters liv. Derfor er jeg også meget bevidst om at bevare nærheden og kærligheden til min egen datter, selvom hun bliver større og større og til sidst et selvstændigt, voksent menneske. Da jeg var på hendes alder, manglede jeg de voksne i mit liv, som kunne have hjulpet mig i de situationer, der var svære.
Derfor appellerer maleriet også til mig, om at jeg skal være der for min datter. Derudover er det en påmindelse om ikke at sidde fast i nuet, for selvom fremtiden kan være utryg, så går det nok alligevel.
I dag går min datter i 4. klasse, og selvom hun er glad og går i skole hver dag, så synes jeg stadig, at den vej, hun har krydset over 10.000 gange alene for at komme i skole, er stor. Det er en evig påmindelse for mig om, at hun forandrer sig, og jeg skal give slip. Det er jeg ikke altid så god til. Jeg kan godt lide at holde fast i ting og især i det, der fungerer godt. På den måde kan der også være noget trist over maleriet, men det får mig samtidig til at føle mig vanvittigt privilegeret.8
