Prøv avisen
Bog

Pia Tafdrups ambitiøse projekt kommer skidt fra start

2 stjerner
”Lugten af sne” er den anden af Pia Tafdrups digtsamlinger om hver af vores sanser. Denne er om lugtesansen. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Pia Tafdrups nye digtsamling, nummer to i en serie på fem, præges af en overdreven hang til at få digtene til at gå op og forklare meningen for læseren

Pia Tafdrup vil digte om sanserne, om at smage, lugte, føle, se og høre. Men ikke bare det. Hun vil skrive fem digtsamlinger; en om hver af vores sanser. Den første, ”Smagen af stål”, udkom i 2014, og i dag udkommer så opfølgeren, ”Lugten af sne”, der forsøger at undersøge og indfange nogle af alle de mange lugte, stanke og dufte, som vi kan bestå af og omgive os med.

I løbet af samlingen, der, som den forrige, består af ni afsnit, kan man læse om alle mulige forskellige indtryk, der knytter sig til lugtesansen:

Fra de intime og kærlige (”Du berører mig/ med din duft, ømt/ pirrer mig/ med din duft, svimmelt”) til de ubehagelige og afskyvækkende (”ugegammel sved, af kattepis,// af skimmelsvamp, rådne æg, af dårlig ånde”), fra de dagligdagsprægede (”fortættet duft i et drivhus fyldt/ af mandshøje tomatplanter”) til de akutte og gruopvækkende (terroristen fra København, der ligger ”på ryggen på fortovet, livløs/ en tidlig grå og kølig morgen med lugt/ af blodplettet februar” eller krigens sårede, der får jeget til, med reference til debutsamlingen fra 1981, at genkende ”lugten/ når der går hul på en engel”).

Tafdrup viser os, at lugtesansen spiller en væsentlig rolle i alle aspekter af menneskets liv og tilværelse. Via den skaber vi forbindelser og sammenhænge, hvad enten det er af positiv eller negativ art.

Vi registrerer lugte her og nu, men næsen fungerer også som en art ”hukommelsesbank”, som det hedder i et af digtene, der kan sende os på erindringsrejser tilbage til fortiden:

”lugt af fortid, myriaders duftspor ind i smalle gyder, lugt/ af røgen fra min morfars Old Havana, da han kørte på/ den lune asfaltvej, mens jeg som barn med kvalme omme bag/ hans sæde skulle brække mig i stride strømme”.

Hvis man, som netop gjort her, blot udlægger digtsamlingen og plukker lidt citater her og der, kan det være svært at indvende noget imod ”Lugten af sne”, ja, den kan endda komme til at fremstå som en nuanceret, poetisk kortlægning af lugtesansen. Sagen er bare, at den ikke for alvor indeholder gode, læseværdige digte. Dette skyldes flere forhold, men lad mig bare nøjes med to centrale:

For det første forekommer de mig paradoksalt nok ikke at være sanselige nok – måske fordi Tafdrup i højere grad digter om sanserne end med dem?

Digtene ”må gerne lugte af hud”, skriver hun, men det gør de bare ikke. De hverken lugter eller stinker, hvis man hermed mener, at de skal sætte erindringsværdige spor i læseren.

Enten efterlades man med mere eller mindre overfladiske konstateringer af tilstedeværelsen af denne eller hin lugt (”lugte// fra gaden slår ind gennem det åbne vindue,/ lugte af forår, af kulde og byger”), eller også præsenteres man for en uinteressant eller banal beskrivelse, som når den nyfødtes duft karakteriseres som ”sart og dunet”, eller når den ”dampende dunst” i et lokale i et forsøg på at ekspandere det konkrete univers ”breder sig som årringe i junglens træer”.

De prægnante passager og billeder, der trods alt findes i samlingen, forsvinder i mængden.

Dette skyldes også, at digtene for det andet savner koncentration, præcision og enkelhed. Mange af digtene kunne således med fordel afkortes med op til flere vers eller ligefrem strofer, fordi de blot udpensler pointen eller gentager, hvad der allerede står skrevet.

Et eksempel kunne være ”Strømmen af dufte nedefra”, hvor Tafdrup, hvis hun ville skrive et koncist og velkomponeret digt, som minimum burde have slettet de tre første strofer: ”Af klodens mere end syv milliarder/ findes ikke to identiske ansigter./ Selv om ligheder findes,/ skiller enhver sig ud fra milliarderne af andre.// Enhver er helt sin egen/ med erfaringer, der ligner/ andres og alligevel/ har deres eget særpræg.// Sammen med alle andre/ er enhver/ den eneste ene, udstyret med/ egen mund, næse, øjne, ører, hud.// Enhver er henvist til egne sansninger,/ som når jeg nu/ med solen i ansigtet, juni,/ og kulden i ryggen,/ standser op// for at bøje mig/ mod jorden, hvor jeg såede frø,/ bøje mig mod blomsterne for mine fødder/ for at trække vejret dybt, indsnuse duften, vel/ som de mere end syv milliarder/ tilsvarende kloden over/ nu og da bøjer sig/ mod jorden/ for at indånde de dufte, der strømmer/ milde eller stikkende som fyrrenåle i næsen.”

Hertil kommer Tafdrups ofte overdrevne hang til at få digtet til at gå op og dermed lukke sig om sig selv, hvilket viser sig i en række pointerede afslutninger, der for eksempel kan tage form som (over)forklarende understregninger af digtets ”mening” eller gajolæskeagtige svirp med halen – eller begge dele, som i digtet ”På fersk gerning”, der i en række strofer bevæger sig fra naturens fødekæder (for eksempel den fangede fisk og måren, der indtager sit måltid) til krigsscener, hvorefter sidste vers i sidste strofe konstaterer, hvis nu læseren ikke havde fanget budskabet: ”hele verden er et gerningssted”.

At sætte sig for at lave en kvintet med de fem sanser er et både oplagt og ambitiøst projekt. Desværre er Tafdrup ikke kommet særligt godt fra start.

kultur@k.dk