Der er en tendens i tiden til at gøre op med kunstens store myter. For nylig blev Emil Nolde således klædt af til skindet på en gennemdokumenteret udstilling i Hamburger Bahnhof i Berlin. Det står nu lysende klart, at kunstneren var glødende nazist og jødehader, selv om nazistpartiet, NSDAP, udskammede ham som ”entartete Künstler” (degenereret kunstner) og indskrænkede hans kunstneriske ytringsfrihed under krigen. På den baggrund måtte kansler Angela Merkel forståeligt nok fjerne de to Nolde-malerier, som hang i hendes kontor. Men for mig og mange andre Nolde-elskere vil hans kunst blive stående i al dens ekspressionistiske kraft og vælde, trods hans hårrejsende og dybt usympatiske politiske sympatier.
Arkens nye udstilling gør på lignende vis den spanskfødte maler Pablo Picasso (1881-1973) til genstand for en kritisk ”genlæsning” med fokus på hans store forbrug af kvinder. En oplagt idé, set i lyset af #MeToo-bevægelsen, som siden oktober 2017 har sendt mange magtfulde mænd i gabestokken.
I århundreder har man set igennem fingre med et stort antal power-mænds uhæmmede, seksuelle udnyttelse af kvinden. Det er definitivt slut nu. Men er der nogen i kunsthistorien, som har status af forfører og ”womaniser”, så er det Pablo Picasso, der i løbet af sine to ægteskaber og fire børn med tre kvinder foruden talrige længerevarende affærer takket være sin karisma og kunstneriske status kunne tage bad i det modsatte køn. Ifølge nogle af tidens feminister og også en del af hans tidligere elskerinder og hustruer reducerede han kvinden til et visuelt og nydelsesmæssigt objekt, hvis datomærkning havde det med at løbe hurtigt ud. Hans afhængighed af unge kvinders skønhed og charme er legendarisk.
Udstillingen udforsker Picassos ”skopofile begær” – hans skuelyst, det vil sige åbenlyse nydelse ved at ”fortære” de skildrede ”objekter”, in casu kvinderne – under skabelsesprocessen. Men den handler også om kærlighed i bredere forstand. I et helt rum oplever vi hans skildringer af sine børn og undertiden også af noget, som man kunne kalde familielykke – far-mor-barn – omend på lånt tid.
Men uanset de mange svigtede kvinder, som følger i kølvandet efter ham, må man fastholde, at begæret har været tovejs: Der var tale om stærke og frigjorte kvinder, og de har været vildt fascineret af den intense og virile spanier, hvis strømførende karisma ikke var til at komme udenom.
Ifølge hans sidste hustru, den 46 år yngre Jacqueline Roque, havde hun giftet sig med ”den smukkeste, unge mand i verden. Det er mig, der er gammel”. Men hans mangeårige samlever, billedkunstneren Francoise Gilot (født i 1921), som Picasso havde to børn med, skrev i sin famøse biografi ”Life with Picasso” (Livet med Picasso), at han delte kvinder op i to grupper: gudinder og dørmåtter.
Francoise Gilot og Picasso mødtes på en café i Paris i 1943. Da var hun 21 år og han 61. Hendes bog blev en skandalesucces, som solgte i over en million eksemplarer det første år og blev oversat til utallige sprog. Bogen udkom 11 år efter, at hun som den eneste af hans mange kvinder havde valgt at forlade ham og havde taget børnene med. Picasso gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at forhindre, at bogen skulle komme i flere oplag, men forgæves. Som straf nægtede han at se deres fælles børn, Claude og Paloma, nu og i al fremtid. Samtidig gjorde han dem arveløse. Gilot brugte indtægterne fra bogen til at føre en sag for at genvinde børnenes ret til at arve deres far. Det var en dybt krænket Picasso.
Når man går igennem Arkens sale med de mange værker, der alle er udlånt af Musée National Picasso i Paris, opleves nogle af de vigtigste af Picassos kvinder. Ud over selve værkerne er der et væld af spændende fotodokumentation af kunstnerens spektakulære liv. Efterhånden som han bliver formuende, bor han stadig mere standsmæssigt, og det pynter naturligvis på fotodokumentationerne, når han bor som en aristokrat. Udstillingens kvinder er Olga Khokhlova, Marie-Therese Walter, Dora Maar, Francoise Gilot og Jacqueline Roque. Det er i øvrigt en tilsnigelse at kalde skildringerne af disse kvinder for portrætter, da Picasso aldrig brugte levende model, men altid malede efter hukommelsen – dog undertiden understøttet af fotografier.
Picasso var ateist. Han sagde blandt andet: ”Gud er blot en kunstner blandt mange andre. Han opfandt elefanten, giraffen og katten.” Man behøver ikke at tøve længe med at anbringe ham selv i Guds sted. Hans geni sprængte i hans egen selvforståelse grænsen for det menneskelige. Han så sig selv som skaber.
Udstillingen viser flere af Picassos mange kunstneriske stil- og udviklingsfaser, dog ikke alle. Til sidst mikser han alle de spændende stileksperimenter til et frit kunstnerisk sprog, og man er aldrig i tvivl om ophavsmanden, når man står over for et værk af Picasso.
Udstillingen viser som nævnt Picassos kvinder som mere end blot objekter for hans begærende blik. De skildres også som de personligheder og medskabere, de var. Flere af dem var kunstnere. Det gælder eksempelvis den gudindesmukke Dora Maar (1907-1997), der var digter og surrealistisk fotograf. Hun inspirerede i høj grad Picasso i en periode, hvor han var gået død med sine fotokollager. Blandt andet er hovedværket ”Guernica” direkte inspireret af hendes kalejdoskopiske fotografier. I øvrigt erfarer vi på udstillingen, at hun fotodokumenterede dette værks tilblivelse. I sommer kunne man i øvrigt se en stor, retrospektiv udstilling med Dora Maar i Centre Pompidou i Paris. Den åbner den 20. november på Tate Modern i London.
For den højproduktive Picasso er det at male lig med det at skrive dagbog. Op til flere dagbogsblade om dagen, det vil sige flere værker. Kunst og liv smelter sammen. Når han skildrer sin første hustru, den aristokratisk fødte, russiske balletdanserinde Olga Khokhlova først som melankoliker og dernæst som potentiel morder, der går til angreb på ham med en kniv, så er det hele selvoplevet.
Arkens smukt orkestrerede udstilling er en fest for øjet. Mange malerier virker så moderne, at man kunne tilskrive dem en samtidskunstner fra det 21. århundrede. Det gælder eksempelvis det rørende, indlevede portræt af Olga Khokhlova og Picassos søn Paul, som sidder ved et lille bord og tegner med en legehund på hjul stående foran sig. ”Paul tegner” (1927). Hans røde sko klinger med det grønne gardin i baggrunden, og hele situationen og vinklen, hvorfra scenen skildres, er moderne – billedet kunne være malet i går. Den tegnende dreng er helt opslugt af sit arbejde og forsvinder fra denne verden i skabelsesprocessen, ligesom sin far, Picasso, der i øvrigt havde lært at male af sin far – kunstneren og kunstpædagogen José Ruiz y Blasco.
Picassos privatliv kommer gennem hans kunst til at gå sin sejrsgang over hele verden, og manden bliver en levende myte i sin samtid, hvilket montrer med magasiner som Life, Look og Times vidner om. I et af magasinerne optræder Picasso sammen med Marilyn Monroe på forsiden. Picasso stiller altid gerne op, for han er en yderst mediebevidst kunstner, som forstår at iscenesætte sig selv. Flere artikler er indlæst digitalt, så man kan stå og blade i dem. En af journalisterne funderer over, hvornår Picasso mon finder tid til at male med et så krævende privatliv.
I det sidste rum opleves en serie af sene værker med par i clinch med hinanden. Men inden da er der lagt op til det erotiske møde mellem de to køn i det mindre og lidt tegneserieagtige maleri ”Kysset” (1931) med to nærmest delirisk nydende personer, der er i fuld færd med at fortære hinanden i et tungekys med blottede tænder. I det sidste rum er hele kroppen imidlertid med, her oplever vi kopulerende par for fuld udblæsning, og her bliver der heller ikke lagt fingre imellem.
Kvinden og manden er to dyr, som er lige aktive. De er skildret i Picassos karakteristiske post-kubistiske stil med forvrængninger og forskudte perspektiver. I disse sene, erotiske malerier flyder krop, øjne og køn sammen og stritter i mange retninger. Således viser Picasso os det umulige i at skildre den erotiske akt objektivt. Han gengiver den indre, fragmenterede oplevelse og overlader det til betragteren at stykke oplevelsen sammen til et hele ud fra hans/hendes eget begær. For Picasso ækvivalerer den kunstneriske produktion med den seksuelle akt – pensel og fallos er ét, og lærredet er kvinden. Picasso oplever lærredet som en erogen zone, og han ”ville elske at male som en blind mand, der maler, hvordan en bagdel føles”. Kunst og liv smelter sammen. Udstillingen på Arken er et must.