Picassos fredsduer

Louisianas seværdige udstilling "Picasso: fred og frihed" skal ses som en generel protest mod krig, konflikt og lidelser og ikke som revolutionær kunst

Pablo Picasso var politisk engageret og malede en række protestmalerier. Under Anden Verdenskrig støttede han den franske modstandskamp og malede blandt andet dette billede -- "Lighuset" -- i 1945.
Pablo Picasso var politisk engageret og malede en række protestmalerier. Under Anden Verdenskrig støttede han den franske modstandskamp og malede blandt andet dette billede -- "Lighuset" -- i 1945. Foto: Louisiana.

Lige siden Noa sendte en due ud for at undersøge, om vandene var forsvundet fra jorden efter syndfloden, og den efter andet forsøg kom tilbage med en olivengren i næbbet, har duen bragt bud om håb. I dag bringer den også ønsket om fred. Og det kan vi ikke mindst takke Picasso for.

I 1949 leverede han en litografi af en hvid due til en plakat, som blev trykt i anledning af en fredskongres arrangeret af de franske kommunister. Senere kom der andre udgaver af fredsduen fra hans hånd. Den mest kendte er nok en hurtig og optimistisk svævende stregtegning, hvor fuglen har en lille kvist i næbet. Ikke alle udgaver faldt dog i kommunisternes smag. I 1952 skabte han en ny due til fredsbevægelsen. Det var en collage, hvor fuglen består af fem dele, vinger, krop, hoved og hale, let adskilte, men tilsammen svævende over en regnbue. Den afviste kommunisterne. De så ikke den elegante kombination af lethed og sammenhæng i bevægelsen mellem de fem dele, men kun splittelsen, som de ikke turde knytte an til deres egen bevægelse. Picasso var svær at få til at rette ind efter partidisciplinen og den korrekte socialrealistiske stil. Men han var rig og berømt og ville gerne støtte sagen, selvom det undrede ham, hvordan man kunne bruge en due som symbol på fred. Han havde duer derhjemme og vidste, hvor aggressive de kunne være.

Denne første fredsdue og mange andre af Picassos billeder af duer kan ses på udstillingen "Picasso: fred og frihed" på Louisiana Museum for Moderne Kunst. Idéen med udstillingen er at lægge et nyt og anderledes snit gennem de sidste 30 år af Picassos liv og værk for at pege på hans politiske engagement, som ellers ofte bliver forbigået i fascinationen af hans liv med de mange kvinder og hans konstant foranderlige kunst.

Under Anden Verdenskrig, hvor Picasso boede i Paris, støttede han modstandskampen, og i 1944 meldte han sig ind i Det Kommunistiske Parti. Det er fra den tid, at udstillingen tager sit afsæt, selvom hans politiske engagement uomtvisteligt rækker længere tilbage.

Picasso, der levede fra 1881 til 1973, er det 20. århundredes store kunstner. Hans maleri "Guernica" fra Den Spanske Borgerkrig fra 1937 rækker langt ud over sin oprindelige anledning og står som et fælles billede på al den angst og vrede, der fulgte med århundredets mange krige, massakrer og voldelige konflikter.

Udstillingen begynder stærkt med maleriet "Lighuset" fra 1944-1945, der slår temaet an i samme grå toner og med samme voldsomhed som "Guernica". Lighuset er blevet til på baggrund af en tragisk begivenhed, hvor en spansk republikansk familie blev myrdet i deres hjem. Kropsdele flyder omkring i ét kaos, og man er ikke i tvivl om den harme, der har været afsæt for billedet, og som også har nægtet at afslutte det – som om der kunne være en ende på rædslen.

Derefter bliver det straks mere tvetydigt. Udstillingen fortsætter med stillebener i slægt med 1600-tallets vanitas-billeder af dødningehoveder, timeglas og udgåede stearinlys, der skal minde os om død og forgængelighed i mere generel forstand. Men der er også humoristiske malerier af spruttende katte i konfrontation med hummere med kløerne klar til angreb. Disse billeder er malet under og umiddelbart efter Cuba-krisen i 1962, og får man det fortalt som her på udstillingen, kan man godt se dem som kommentarer til magtkampen mellem USA og Sovjet. Det bliver de ikke mindre morsomme af.

Således fortsætter udstillingen med forskellige temaer, hvor det tilsyneladende er ældre kunstneres billeder, Picasso er i dialog med, men hvor man bliver gjort opmærksom på mulige forbindelser til samtidige politiske situationer. Det gælder for eksempel "Kvinderne fra Algier" fra 1834 af Delacroix. Picassos parafraser over dette billede er malet på samme tid som Algeriets uafhængighedskrig mod Frankrig i 1950?erne og skulle være udtryk for hans medfølelse med de undertrykte. Ja, måske.

Ikke alle udstillingens temaer er lige meningsfulde. Picasso har helt oplagt haft mange gode grunde til at beskæftige sig med Manets "Frokost i det grønne" fra 1863. En hyldest til ungdommen og seksuel frihed kan sagtens være en af dem. Men når man ser hans udgaver af det berømte skovtursbillede, virker det unødvendigt at knytte dem an til Manets sympatier for anarkisme og seksuel frigørelse et århundrede tidligere. Udstillingens sidste tema bøjer konceptet så meget, at det knækker helt. Her vises billeder fra Picassos sidste år under overskriften "mødre og musketerer", hvor mødre eller kvinder repræsenterer fred, og musketerer eller soldater repræsenterer krig. Så enkelt kan det umuligt være, og det er heller ikke det, man ser på billederne.

"Picasso: fred og frihed" er blevet til i samarbejde med Tate Liverpool og bygger på undersøgelser af papirer og breve fra arkivet i Musée National Picasso i Paris, udført af professor Lynda Morris fra Norwich University. I udstillingen indgår en del dokumentation af Picassos mere direkte politiske engagement i form af fotografier fra hans deltagelse i fredskongresser rundt omkring i Europa og af plakater og aviser, hvor han har leveret illustrationer. Det fremgår af udstillingen, at fred og frihed var noget, han gjorde en indsats for at støtte, og temaet om hans fascination af duer og samarbejdet med fredsbevægelsen er en god illustration af, hvor frugtbart og samtidig umage et par kunst og politik kan være.

Alligevel – og på trods af udstillingens ihærdige forsøg på at påvise specifikke sammenhænge – virker det mest rimeligt at se Picassos værker som generelle protester mod krig, konflikt og lidelser. Og derfor er det også de mange stillebener med kranier, krukker og underlige undersøiske dyr, der blev til i tiden omkring afslutningen på Anden Verdenskrig, og som indleder udstillingen, der står stærkest i forhold til dens idé. Picasso var først og fremmest kunstner – derefter politisk engageret. Men uanset baggrunden for hans billeder er de altid værd at se.

kultur@k.dk

Fred og frihed. Louisiana Museum for Moderne Kunst, Humlebæk. Frem til den 29. maj.