Pigelivet er en pinsel i svensk dagbogsroman

Johanne Lykke Holm debuterer med en sælsom og klaustrofobisk, men også uforløst dagbogsroman om en pige, der væmmes ved sig selv, sin søster og sin mor

Lykke Holms sprog er sikrere end 99 ud af 100 debutanters. Men fortælleformen – de korte tekststykker, der gerne indledes med ”I dag har jeg” eller ”Natten før denne dag” – gør, at der ikke rigtig opbygges nogen intensitet eller atmosfære, skriver anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen om ”Natten før denne dag”.
Lykke Holms sprog er sikrere end 99 ud af 100 debutanters. Men fortælleformen – de korte tekststykker, der gerne indledes med ”I dag har jeg” eller ”Natten før denne dag” – gør, at der ikke rigtig opbygges nogen intensitet eller atmosfære, skriver anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen om ”Natten før denne dag”.

”Et barn kan ikke kun være et barn. Et barn må også være noget helt andet for ikke at risikere at sidde fast i barndommen, som er et meget lille land.”

Ordene falder på en af de første sider i svenske Johanne Lykke Holms ”Natten før denne dag”. Og fornemmelsen af klaustrofobi løber igennem hele den i hjemlandet lovpriste debutbog, som består af korte, mørke prosalyriske tekster, der alle er nedskrevet af samme navnløse pige. Hun er 13 år, tiden hvor kroppen ændrer sig, hvor den er i en slags transit mellem pige og ung kvinde, og bor med sin smukke, anderledes lyse storesøster og sin uligevægtige mor. Derudover er der kun hesten Elektra.

Faderen er altså fraværende, og Lykke Holm fremmaner et stærkt afgrænset femininum-univers, hvor alt farves af pigens ubehag ved sig selv og familien. Kun hesten er et lys og et helle: ”Jeg sætter mig i båsen. Det her er mit eneste trygge sted. Her kan jeg være i fred. Jeg lægger panden mod den del af Elektra, som er varmest. Her er det sted, hvor min krop kan møde en anden krop uden at gå i stykker.”

Som det fremgår, er der et misforhold mellem pigens alder og den måde, hun fortæller på. Sprogets modenhed og tankernes afrundethed er langt forud for hendes år, og det tilfører på effektiv vis mærkelighed til bogen og bliver endnu et udtryk for den følelse af afkoblethed fra omverdenen, hun føler.

”Natten før denne dag” kan med nogen ret rubriceres som en dagbogsroman og er med sine indesluttede og mareridtslignende beskrivelser af pigetiden beslægtet med andre svenske forfattere som Mara Lee, Sara Stridsberg og Linda Broström Knausgård.

Men hvor Lykke Holms sprog er sikrere end 99 ud af 100 debutanters, gør fortælleformen – de korte tekststykker der gerne indledes med ”I dag har jeg” eller ”Natten før denne dag” – at der ikke rigtig opbygges nogen intensitet eller atmosfære.

Jeg lades i hvert fald uberørt tilbage af den stakkels pige og hendes sorte syn på sig selv og sin familie. Måske havde en sammenhængende roman kunnet forløse stoffet med de mange psykoanalytiske toner på en stærkere måde, hvem ved. Men som ”Natten før denne dag” er, så fremstår den mest af alt som en skriveøvelse, der nok overbeviser om Lykke Holms formåen på sætningsplan, om hendes sanse- og skrivekraft, mens evnerne som fortæller synes knap så stærke og veludviklede.

Siden ”Natten før denne dag” er forfatteren i sit hjemland også udkommet med romanen ”Strega”, som netop er blevet nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2021.