Et ungdomsliv for fuld fart. Men bag det findes mørket, strømmende op fra en problematisk barndom. Sådan er virkeligheden for Karen, hovedperson i en velskrevet erindringsroman, ”Uren” af Karen Schultz.
Den foregår i Kolding, hvor pigen fødes i 1959 – moderen ugift. Og den slutter – indtil videre – da hun som familiens første student drager til Aarhus for at studere matematik og statistik. Hun køres derop i tavshed af sin stedfar, i en atmosfære præget af deres gensidige antipati.
Gennem det meste af pigens barndom har manden forgiftet stemningen i hjemmet. Moderen giftede sig med ham, fordi hun gerne ville indgå i en såkaldt rigtig familie. Det er en drøm, der hurtigt forliser. I en passage hedder det om ægtefællerne, at de ”gik rundt om hinanden derhjemme som to rovdyr der ventede på et udfald fra den anden for at have en undskyldning for at gå rent efter struben”. Deres voldsomme opgør afløses ofte af sex. Og det foregår typisk med børnene som ufrivillige vidner.
Med lange mellemrum afbrydes handlingen af enkelte afsnit, der foregår mange år senere. I et af disse skriver forfatteren – der tilsyneladende er identisk med hovedpersonen – at hun egentlig helst vil huske alt det glædesfyldte i sit liv. Men – erkender hun – ”det er ikke nødvendigvis klogt af mig hverken at pakke det mørke væk eller at dyrke alt det fornøjeligt forlystelsessyge jeg siden kastede mig ud i”.
Romanen er bygget op af et væld af situationer, klartståede og levende. Helheden virker dog lidt langstrakt, men formår alligevel at fastholde interessen – fordi læseren undervejs overbevises om, at alt i dybeste forstand er skrevet af nødvendighed.
I et centralt afsnit får man forklaringen på, hvorfor romanen har fået den titel, som den har. Da Karen, der har mange seksuelle forhold, på et tidspunkt bliver klar over, at hun opfattes som en ”sexting”, åbner verden sig som i et skælv under hende, ”og jeg faldt derned hvor mit mørke ventede på at møde mig”. Hun bliver af nogle kaldt ”Karen Tissemand” og indser, at det øgenavn tillige er dækkende for, hvad hendes usympatiske stedfar mener om hende, han, der samtidig plager hende med sine seksuelle tilnærmelser. Hun – der som nævnt er født uden for ægteskabet – føler sig gennemskuet: ”De havde set at jeg vitterligt var en horeunge, en luder, en ikke-værdig pige der kun kunne hedde sådan, for inden i pigen var det urene”.
Udefra set er Karens virkelighed anderledes end hendes eget billede af den. Hun er velbegavet, klarer sig glimrende i skolen, er en succes på håndboldbanen og synger i kirkekor. Iført englekostume læser hun juleevangeliet højt, men afmonterer bagefter vingerne og den hvide kjole for at skifte til sort læder. Således bliver englen til en rockerpige.
Karen Schultz beskriver fint dobbeltheden i pigens væsen, hendes ydre gennemslagskraft og hendes indre sårbarhed – der blandt andet kommer til udtryk i hendes længsel efter den biologiske far. Hun finder ham, men efterfølgende falder det hende mere naturligt at kalde ham ”særling” end ”far”.
Historien om Karen er næppe afsluttet med denne udladning af en meget personlig og til tider hjerteskærende roman. Slutningen lægger op til en fortsættelse.