Prøv avisen

Piger går i hvidt, resten går i sort

4 stjerner
"De to unge piger, der blev udsat for overgrebet, gennemgår et mareridt af skam og forhør, hvor den magtfulde gerningsmands indflydelse kommer til at tegne billedet stik mod virkeligheden. Man sidder med et voldsomt ønske om, at en kinesisk MeToo bølge må rejse sig," skriver filmanmelder Søren Hermansen om den kinesiske film "Engle går i hvidt".

Filmen ”Engle går i hvidt” viser bagsiden af det moderne Kina, men rummer også håb

Der er noget særligt over filmplakater. Nogle gange kan de samle en hel films tematik i et enkelt billede. På plakaten til den kinesiske film ”Engle går i hvidt” ser man underdelen af en kæmpestatue af Marilyn Monroe i den ikoniske stilling, hvor hendes hvide kjole blæser op, og hun prøver at holde den nede. Det er fra filmen ”Den søde kløe” fra 1955.

Marilyn Monroe var datidens store filmstjerne, der gestaltede idéen om kvinden som den sexede blondine, der repræsenterer en uskyldighed i en lummer og farlig verden.

Kæmpestatuen står på stranden i en kinesisk badeby, der på mange måder minder én om de engelske badebyer, hvor turistlivet foldes ud i en tivoliseret form. Vi er i det moderne Kina, hvor hele den vestlige verdens ferie- og daseliv leves ud. Under denne kæmpestatue af Marilyn Monroe står en lille pige, der skal finde sin plads i denne mærkelige verden.

Hvis man tænker, at nu skal vi have raffineret kinesisk tradition, så glem det. Hvis man tænker, at nu skal vi have en gang maoistisk arbejderfilosofi, så glem det. Den kommunistiske nøjsomhed er helt væk i det nye Kina. Her er en verden, hvor pengene er gud, og hvor sex og druk er følgerne.

Nogle vil måske komme til at tænke på Jung Changs medrivende fortælling fra 1993 ”Vilde svaner”, der handlede om tre generationers kvindehistorie i en kinesisk familie, hvor kvinderne ikke regnedes for meget. Nu er vi inde i det næste århundrede, men det er ikke blevet meget bedre. Den lille pige under statuen går hårde tider i møde.

To små piger på 12 år lokkes ind på et hotel en aften, hvor en ældre mand drikker dem fulde og misbruger dem. Gerningsmanden er byens magtfulde politikommissær. En 16-årig pige i receptionen ser det på overvågningskameraet og optager det på sin mobiltelefon. Hendes problem er, at hun ikke har nogen identifikationspapirer, da hun er stukket af hjemmefra og lever på fjerde år under jorden med tilfældige jobs. Hun udnytter situationen til at forsøge at skaffe sig penge ved at afpresse politikommissæren, men undervejs i hendes foretagende kastes hun ind i mænds grådige og sorte verden, hvor hun ikke kan begå sig.

De to unge piger, der blev udsat for overgrebet, gennemgår et mareridt af skam og forhør, hvor den magtfulde gerningsmands indflydelse kommer til at tegne billedet stik mod virkeligheden. Man sidder med et voldsomt ønske om, at en kinesisk MeToo bølge må rejse sig.

Filmen havde sidste år premiere på filmfestivalen i Venedig, og man kan kun glæde sig over, at filmen er kommet gennem den stærke kinesiske censur, for noget flatterende billede af det nye moderne Kina er den ikke. Godt det samme så, at den rummer håb klædt i hvide pigeklæder.