Prøv avisen

Piger med pakkekalendere

Dengang i lejligheden i Nansensgade var der et kapløb i gang, om hvem der først og bedst nåede ind i det rigtige voksenliv med ægtefælle, børn og arbejde. Foto: Modelfoto

Mellem ungdommens store smeltedigel og det klare voksenliv er der en mellemtid, hvor mørket truer, og kræfterne svinder

Jeg sidder med to piger, jeg kender, i en fremmed lejlighed rundt om et bord. Det er først på aftenen, og der er mørkt udenfor. Jeg tror, den ene pige har fremlejet lejligheden. Det er ikke et sted, vi er fortrolige med. Vi er i København, Nansensgade-agtigt. Vi småsnakker. Måske er de andre ikke kommet endnu, måske er der bare os tre. Der er ikke noget arbejdsmæssigt, der binder os sammen. Så vi er der nok for at planlægge noget i forhold til en fælles bekendt: skrive en sang til en fest, den slags. Jeg kan ikke huske det.

Vi er tæt på 1990 i historisk tid, jeg er i første halvdel af trediverne, de to piger er sidst i tyverne. Vi kender hinanden ret godt, vi mødte hinanden en 3-4 år tidligere i en større gruppe af unge, ambitiøse mennesker i København, studerende, kunstnerspirer, forskerspirer, provinskliker fra forskellige steder i Jylland; vi var venner og kærester på kryds og tværs, det var den store tid, en smeltedigel af intensiteter, der er stof til en halv roman af Benn Q. Holm.

Nu er vi ikke i den store tid længere. Jeg kan mærke det på stemningen, som er lidt mat, måske endda med et strejf af irritation mellem pigerne og mig. Vi er ikke mere spændende for hinanden, som man er som uprøvet kærestemateriale; det har været prøvet, det blev ikke. Men vi er heller ikke bare gode venner i al afslappethed. Måske er der noget arvæv tilbage; det kradser lidt. Kliken er gået i opløsning, vi har alle tre fremmede kærester, nogle, der ikke var med dengang, nu er det etableringens tid.

Vi er i starten af december, og pludselig begynder pigerne at snakke med hinanden om pakkekalendere. Det viser sig, at de begge er ved at lave en pakkekalender til deres kæreste, 24 søde og betænksomme gaver, en til hver dag, indtil det bliver jul. Jeg lytter noget forbavset til dem. Så vidt jeg ved, er pakkekalendere noget, man laver til børn. Jeg har aldrig før hørt om et voksent menneske, der lavede pakkekalender til et andet voksent menneske. Men det virker, som om de har fået idéen helt uafhængigt af hinanden, det er da bare noget, man gør.

Men det kan jo være lidt krævende at finde på så mange ting, og derfor giver de lige hinanden nogle tips. Jeg er bange for, at jeg kommer til at udtrykke min forbavselse og måske endda en vis ironisk distance.

Stemningen bliver lidt anspændt, og til sidst sender den ene af pigerne mig et killing smile: Nils, det er nok ikke alle, der laver pakkekalendere til hinanden. Det er sådan noget, man gør, når man er rigtig glad for sin kæreste!. Bum. Den kan jeg lige tænke over. Derefter husker jeg intet fra resten af aftenen.

Når jeg alligevel husker scenen og replikken, er det, fordi pigerne, allerede inden der var gået et år, havde slået op med de kærester, de ellers var så glade for, mens jeg har min kæreste (kone) endnu, her små 25 år efter. Så var det altså heller ikke mere afgørende med de pakkekalendere! Jeg har husket det, fordi det er en morsom lille anekdote, og jeg har nok også hoveret lidt.

Men når jeg nu tænker efter, er det interessante ved historien, at den åbner erindringen ind til en bestemt livsfase. Det er ikke længere den store tid, hvor alt kan ske, og alt kan udskydes. Nu skal der træffes afgørende valg. Et kapløb er i gang om, hvem der først og bedst når ind i det rigtige voksenliv med ægtefælle, børn og arbejde.

Pigerne arbejdede virkelig på det, de koloniserede fremtiden, som Anthony Giddens siger, og det fik et meget konkret udtryk med disse kalendere, som jo var små musetrapper af papir; man gik op ad dem trin for trin, og så kom man frem til jul med sin dejlige kæreste.

Jeg tog det mere afslappet, som drenge nu gør, men dog ikke mere, end at pigens replik sad i mig som en pil: Var vi nu også rigtig glade for hinanden, min kæreste og mig, siden der ikke var nogen pakkekalender?

Det endte godt for os alle tre, men det var ikke den sjoveste tid, mørket trængte ind på os, vi sad i boliger, som kunne vise sig at være midlertidige, og vi havde ikke helt kræfterne til at skrive den sang eller lave den sketch, fordi den store tid var uigenkaldeligt ovre.