Ny Klovn-film er pinlig, populær og problematisk

I ”Klovn Forever” sejpiner makkerparret Frank Hvam og Casper Christensen deres format

Frank Hvam og Casper Christensen tager endnu en omgang med ”Klovn” i spillefilmslængde. -
Frank Hvam og Casper Christensen tager endnu en omgang med ”Klovn” i spillefilmslængde. - . Foto: NFD Film.

Op igennem 2000'erne har jeg i lighed med de fleste andre danskere hygget mig gevaldigt med de små pinligt pointerede episoder i tv-serien ”Klovn”. Formatet i de 60 afsnit var nyt og overraskende med stadig nye test af, hvor grænseoverskridende humor det er muligt at lave og stadig nå sit publikum.

Frank Hvam og Casper Christensen var suveræne i håndteringen, både hvad angår idéer og udvikling af deres karakterer. De spillede sig selv og dog nogle helt andre i en virkelighed, der var lige dele faktisk realitet og fri fantasi. Kendte skikkelser fra det danske kulturliv med tilliggender gik ind og ud af serien og deltog på bedste vis i løjerne. Og et fast ”cast” af genkommende skuespillere legede med, herunder Iben Hjejle og Mia Lyhne som de to klovnes hårdtprøvede kærester.

I 2010 gik serien op i biografformat med filmen ”Klovn - The Movie”, der blev en gigantisk succes. Jeg havde det med den, som jeg har det med parrets nye udspil på det store lærred. Problematisk. Hvad der virker elegant turneret i afsnit a 30 minutter, bliver knap så elegant, når episoderne strækkes over mere end 90 minutter. Grinet stivner i gentagelse, pinlighederne bliver platte i stedet for at nå en apoteose.

Her er jeg sandsynligvis uenig med de 855.000 publikummer, der løste billetter til ”Klovn - The Movie”, og det sikkert identiske antal, der vil gå i biografen og se ”Klovn Forever”. Den kommercielle gennemslagskraft er under alle omstændigheder fænomenal, og Klovn-formatet er solgt til en lang række lande, hvor der laves remakes. En idé, der i sin kerne virker pinligt dansk, har altså international appel.

Ikke et ondt ord om det; Casper Christensen og Frank Hvam har skabt et originalt og stærkt underholdende produkt, og deres talent er indlysende, ja lysende. Det er begavet underholdning. Jeg spørger mig derfor, om de to ikke kører lidt for meget på rutinen i ”Klovn Forever”. Ved pressekørslen på filmen fik vi anmeldere udleveret et papir af nogle klovne fra Have Kommunikation, hvori det indskærpedes, at vi ikke måtte omtale nogle bestemte sexscener i filmen. Jeg afstår gerne, selvom påbuddet er endnu et udtryk for det hysteriske hype, der er omkring visse kulturprodukter. Og tillige en underkendelse af den redaktionelle frihed og den kritiske refleksion.

Men det gør det nemt. For ”Klovn Forever” er én stor sexscene! Sex er som pinlighedsfaktor nummer ét i standupuniverset. Er der virkelig ikke andet, der kan gøre ondt på den kildrende måde? Måske er det snævre fokus skyld i standupkomikkens aktuelle midtvejskrise. Der turde være adskillige andre pinligheder at tage fat på. 

Frank Hvam og Casper Christensens begavelse taget i betragtning ville jeg ønske, de ville udfordre sig selv lidt mere. Bevares, der er ansatser i den nye film til en eksistentiel problematik. Frank og Casper er netop midtvejs i livet. I en eksistentiel krise, hvor de skal til at redefinere deres roller. De er på kanten til at være trætte af hinanden og på kanten til et brud. Filmen anslår et tema om ansvar og ansvarsløshed og om forførelse kontra fornuft.

Men det udfoldes ikke rigtig for alvor, for der skæres ikke dybt nok i karaktererne. De tos talent for at redefinere deres koncept strander på kanten af en swimmingpool i Hollywood. Jeg mener ikke at være bornert, hverken hvad angår sex eller menneskers evne til at tjene store penge. Men Frank Hvam og Casper Christensen tester ikke formatet nok i ”Klovn Forever”. Der er masser af frem og tilbage, men jeg savner noget ve og klage.

Pinlighedsfaktoren er imidlertid konstant i ”Klovn Forever”, der er masser af skarpt skårne replikker og situationskomik. Og for os, der frekventerer forlagsbranchen, også en god portion genkendelse. Frank og Casper lancerer i filmen en samtalebog på Gyldendal. Litterær direktør Johannes Riis kandiderer til en Bodil for bedste birolle, og Ib Michael til årets replik: ”Her i branchen slår forfatterne ikke på hinanden, men kun på anmelderne.”

Værsgo at slå løs, d'herrer Hvam og Christensen. I risikerer, jeg slår igen, for helt ærlig: Kunne I ikke bare tage jer lidt sammen næste gang og udfordre genren og jeres eget talent?! Det trænger I til.

kultur@k.dk