Prøv avisen
Portræt

Pippi går aldrig på pension

Pippi Langstrømpe fylder 70 år i denne uge. ”Det er i sandhed værd at fejre. Det er ikke mange bøger her på kloden, der ligner sig selv og alligevel læses igen og igen af mennesker i alle aldre, af begge køn og i vidt forskellige kulturer,” siger Jens Andersen. Illustration: Ingrid Vang Nyman

I denne uge fylder pigen, der aldrig vil være voksen, 70 år. Den rødhårede, anarkistiske og elskede Pippi Langstrømpe bliver fejret verden over

I denne uge fylder Pippi Langstrømpe 70 år. Det fejres verden over. I Danmark blev det i går markeret på forlaget Gyldendal, og i weekenden holder Pippi fødselsdagskalas i Tivoli i København i selskab med frk. Prusilusken og betjentene Kling og Klang.

Det er dog svært at forestille sig Pippi som pensionist, indvender Jens Andersen, der for nylig udgav den anmelderroste Astrid Lindgren biografi ”Denne dag, et liv”.

”Det er en lidt foruroligende tanke at skulle møde hende ved den lejlighed. Utvivlsomt en vital og handlekraftig pensionist, men formentlig ret så gråhåret, måske gigtplaget og støttende sig til en stok eller rollator,” siger han og minder om, nok til manges store lettelse, at Pippi er ni år og aldrig vil være andet trods den kendsgerning, at det svenske forlag Rabén og Sjögren for 70 år siden udgav den første bog om Pippi.

For i den tredje og sidste Pippi-bog spiser Pippi, Tommy og Annika nemlig filurikuspiller, som Pippi fik i Rio af en gammel indianerhøvding, da hun kom til at nævne, at hun ikke brød sig særlig meget om at blive stor. De tre venner tager dem sammen, mens de messer i kor: ”Filurikus, du lille filur, jeg vil ikke blive stur!”.

”Og det er i sandhed værd at fejre. Det er ikke mange bøger her på kloden, der ligner sig selv og alligevel læses igen og igen af mennesker i alle aldre, af begge køn og i vidt forskellige kulturer,” siger Jens Andersen og kalder Pippi for ikke bare en klassiker, men en klassisk klassiker.

”Hun er en særling i særklasse, der står suverænt på sin egen klode og på egne ben og har gjort det, siden hun blev til. Som med al anden stor verdenslitteratur går det ikke an at kopiere værket, man ville ikke slippe af sted med det, uden at enhver ville kunne se det.”

Populær er i hvert fald den rødhårede, stærke, rige og anarkistiske Pippilotta Viktualia Rullgardina Krusmynta Efraimsdatter Langstrømpe. Siden udgivelsen i 1945 er Pippi-bøgerne blevet oversat til 70 sprog og er solgt i 60 millioner eksemplarer. Hertil kommer film, teater og ”merchandise”.

Jens Andersen mener, at vi stadig elsker Pippi i dag, fordi hun er tidsløs og repræsenterer noget evigt oprørsk i mennesket. Fortællingen foregår i en svag genkendelig 1940'er-virkelighed i et udefinerbart provinsmiljø og er mestendels fri af tidsmarkører. Og dog. Jens Andersen mener, at Pippi-figurens tilblivelse må ses i sammenhæng med begivenhederne under Anden Verdenskrig.

”I sine krigsdagbøger (som netop er udkommet på svensk, red.) forsøger Astrid Lindgren intellektuelt at forstå denne krig, og hvorfor mennesker terroriserer hinanden. I disse år opstår Pippi så tilfældigt og udvikler sig i de mundtlige fortællinger, Astrid beretter for sin datter. Og jeg mener, at det er umuligt at komme uden om næstekærligheden og pacifismen som grundbestanddele af Pippis dna,” siger han.

Pippi møder da også alskens aggressioner fra betjente, tyve, de lokale drengebøller samt den stærke mand Adolf og den Hitler-lignende direktør i cirkusset, men hun møder dem alle i en forestilling om, at de sikkert vil hende det godt. Hun tror, at betjentene vil lege tagfat, og at tyvene vil danse. Først når det bliver nødvendigt, anvender hun sin ubegrænsede styrke.

”Hun misbruger ikke sin magt, og på den måde bliver hun et avanceret avantgardistisk bud på en ny tids menneske. Netop i et barns skikkelse. Hun nærmest træder ud af krigen som en kulørt og livsglad fredsengel,” siger Jens Andersen.

Og selvom Astrid Lindgren aldrig erklærede sig selv som feminist, er det oplagt, mener Jens Andersen, at anskue Pippi som et stærkt ikon for kvindesagen til alle tider.

”Astrid Lindgren ville som Pippi heller ikke kønskampen, men indtog i stedet det humanistiske standpunkt, at det hverken handlede om at være specifikt mandlig eller kvindelig, men om at være menneske. Alligevel kan man læse mellem linjerne i Pippi-bøgerne og mere direkte i hendes krigsdagbøger, at hun naturligvis bemærker, hvordan kombinationen mænd og magt lægger verden øde, og at en ny tids menneske i den grad fortjener at være en lille kvinde med uanede gode kræfter i sig. Pippis små magtopgør er jo også i overvejende grad mod små og store mænd, som hun møder på en ny, blødere og alternativ facon med det godes vilje,” siger han.

Hvordan opstod så idéen til denne farverige og revolutionerende pige med superkræfter og en kuffert fuld af guld? Jo, det gjorde den såmænd på opfordring af en lille pige, der ville have en historie.

”Fortæl om Pippi Langstrømpe, mor,” sagde Astrid Lindgrens syvårige datter, Karin Nyman, da hun lå syg med lungebetændelse i vinteren 1941. Hun kedede sig frygteligt og ville ikke risikere, at hendes mor skulle sige, at hun ikke kunne finde på mere at fortælle og forlade sygelejet.

”Jeg slyngede det bare ud,” husker Karin Nyman.

Og Astrid Lindgren begyndte at fortælle og har siden selv berettet om episoden på sengekanten:

”Jeg spurgte hende ikke, hvem Pippi Langstrømpe var. Jeg begyndte bare at fortælle, og eftersom det var et mærkeligt navn, så blev det også en mærkelig pige. Karin, og senere også hendes legekammerater, viste fra begyndelsen Pippi en bemærkelsesværdig kærlighed, jeg måtte fortælle og fortælle om igen, og det fortsatte i flere år.”

Netop denne varme og euforiske modtagelse fra de unge tilhørere mener Jens Andersen var afgørende for, at Astrid Lindgren begyndte at skrive børnebøger.

”Hun havde forsøgt sig med debatindlæg og causerier til aviser, men havde ikke fået dem antaget. I børnene fandt hun sit trofaste publikum, der, som hun selv sagde, kunne skabe mirakler med deres fantasi,” siger han.

Faktisk, mener Jens Andersen, ville Astrid Lindgren gerne selv forblive ni år ligesom Pippi.

”Det er en lykkelig alder, der går igen hos mange af forfatterskabets figurer. Mon ikke hun mente, at vi menneskers liv kulminerer, når vi er ni år. I denne alder er alle de fineste egenskaber i sindet stadig intakte. Fantasien er uspoleret, og vi vil gerne lege alt det, vi kan. Skole og opdragelse har endnu ikke haft sin indvirkning, og voksenlivet er ikke startet endnu,” siger han.

Ofte blev Astrid Lindgren spurgt, hvem hun skrev for, i en forventning om, at hun ville svare, at hun skrev for børn.

”Men hun svarede jo altid, at hun kun skrev for barnet i sig selv. På den måde kan man sige, påstår jeg, at hun forsøgte at genoplive den ni-årige i sig selv. Og hun formåede jo som de færreste at udfolde barnet i sig selv og lege med, når hun i alle sine aldre mødte et barn,” siger Jens Andersen og tænker højt:

”Måske var det i virkeligheden filurikuspiller hun skrev på - gang på gang - i forhåbning om, at både skriveprocessen og læseoplevelsen ville være så stærk, at hverken hun selv eller barnet nogensinde blev rigtig voksen.”