”Stærke Adolf” hedder den stærke mand i cirkus, som Pippi Langstrømpe duellerer mod og besejrer i en af fortællingerne om hende, skrevet af Astrid Lindgren i 1940’erne under Anden Verdenskrig.
I dag kan man trække på smilebåndet over dén reference, men i eftertidskrigens Tyskland bekæmpede Pippi helt bogstaveligt nazismen. Tyske børn, der havde fået nazistisk propaganda ind med modermælken, blev i læsekredse i Vestberlin og andre steder i Vesttyskland sat til at læse historierne om Pippi. I hende skulle de se et andet forbillede end Hitler: Én der bruger sin magt og styrke i det godes tjeneste.
Det fremgår af et udvalg af breve sendt i 1953-1965 mellem Astrid Lindgren og hendes tyske veninde Louise Hartung, der til daglig arbejdede som kulturformidler i det såkaldte Hauptjugendamt (børneforvaltningen) i Vestberlin. Brevene er netop udkommet på dansk under titlen ”Jeg har også levet! En brevveksling”, redigeret af Jens Andersen og Jette Glargaard.
”Louise Hartung læser ’Pippi Langstrømpe’ i 1952 og møder Astrid Lindgren i 1953. Pippi bliver skelettet til det arbejde, Louise Hartung igangsætter med at ’plante’ ny litteratur og nye forbilleder i krigsbørnene med en nærmest katarsisagtig virkning. Når Pippi er mest voldelig, får man lige en kraftig kolbøttetur op i luften, hun møder ikke vold og aggression med vold, men med leg. Pippi er verdens stærkeste pige, men hun misbruger ikke sin magt. Og det tror Louise Hartung på, at børnene kan fornemme,” siger Jette Glargaard, der er cand.mag. i tysk og har oversat de tyske breve i bogen.
Af brevene fremgår det, at Louise Hartung i løbet af 1950’erne får etableret 27 Pippi-læsekredse i Vestberlin og igangsat lignende initiativer i det øvrige Tyskland. På Berlins biblioteker mødes børn hver mandag for at læse Pippi og andre børnebøger under overvågning, og ”alle børnenes ytringer til helt forskellige steder i bogen bliver skrevet ned og sammenholdt med deres hjemlige forhold, hvis de er os bekendt,” skriver Louise Hartung til Lindgren.
Hun beretter, at der systematisk læses Pippi på børnehjem for forældreløse krigsbørn, rekreationshjem for børn fra lavere sociale lag og på flere almindelige skoler. På en enkelt skole, hvor 15 ud af 30 børn i en klasse er faderløse efter krigen, fortæller Hartung, at hun har fået indført særlige ”Pippi-timer” hver 14. dag.
Jette Glargaard har i arbejdet med at oversætte brevene besøgt Landesarkiv i Berlin og her fundet et dokument, hvor Louise Hartung i 1954 har skrevet under på, at hun ikke har været medlem af nazistpartiet.
”Efter krigen skulle man underskrive sådan en erklæring for at være offentligt ansat. Man taler ofte om genopbygning efter krig som noget fysisk, af bygninger eller institutioner. Her får vi indblik i, hvordan man også genopbyggede en hel befolkning,” siger Jette Glargaard.
I de første år efter Anden Verdenskrig forestod de allierede magter en såkaldt ”afnazificering” af det zoneinddelte Tyskland, og den var todelt, både en fysisk og en åndelig, forklarer Tobias Haimin Wung-Sung, der er postdoc i europæisk historie ved Syddansk Universitet.
”Man fjernede alle nazistiske gadenavne, skilte og hagekors rent fysisk, det var en kæmpe proces at rense landet for det. Og så var det, at man åndeligt set ville have alt, hvad der var nazistisk, ud af Tyskland. Og selvom mange tyskere ikke var nazister, kunne det selvfølgelig ikke lade sig gøre bare sådan,” siger han.
Afnazificeringen var påtvunget udefra. Men på mange måder fortsatte processen, da Tyskland blev selvstændigt i 1949. Og i den kontekst er brevene mellem Hartung og Lindgren ”enormt interessante”, mener Tobias Haimin Wung-Sung.
”De giver jo indblik i en tid med enorm stor selvransagelse i Tyskland. Især i forhold til børn og unge, der havde været udsat for nazistisk propaganda, handlede det om at slippe af med det og vise dem noget litteratur, der ikke handlede om vold, blod og jord. Og det arbejde har en person som Louise Hartung været en stor del af. Hun har gjort sin indflydelse gældende og selv taget ansvaret for at påvirke en generation af børn ved at lade dem læse skandinavisk børnelitteratur.”
Læs på lørdag stort interview med Jens Andersen og Jette Glargaard om venskabet mellem Astrid Lindgren og Louise Hartung