Som bekendt – eller er det ikke så bekendt mere? – må man i et retssamfund ikke give love, der er rettet mod bestemte grupper. Love gælder enten alle eller ingen. Da Folketinget i sin iver overtrådte dette princip, underkendte Højesteret for første gang en lov, Tvind-loven, og trådte dermed i karakter som forfatningsdomstol. Andre lande har en mere institutionaliseret domstol til at våge over, at de lovgivende holder sig på dydens smalle sti, og for eksempel den tyske domstol har gjort god gavn i så henseende.
Men hvor der er en vilje, er der også en vej. Man kan vedtage en lov, som i princippet gælder for alle, og derefter udarbejde bekendtgørelser og vejledninger, som undtager 99,999 procent af befolkningen for den. Det er det, man nu gør med burka-loven, og det er for at sige det lige ud fup og svindel og ikke noget, som et eneste folketingsmedlem burde lægge stemme til.
Forleden udtalte formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, sig til P1’s program ”Orientering”. Han er en ordentlig embedsmand, så han holdt sig naturligvis inden for rammerne og takkede for, at lovgiverne havde taget Politiforbundets høringssvar ad notam og lovet at udarbejde en detaljeret redegørelse for, hvordan politiet egentlig skal forholde sig, når loven skal føres ud i livet. Han forventede ”en Ida Davidsen-smørrebrødsseddel” og fik dermed fint sagt, at der skal meget til, førend politiet føler sig vejledt.
I politiet er man nemlig vred over at skulle tages som gidsel for et folketingsflertals fanatisme, og forbundets høringssvar har næppe efterladt tvivl om det. Det kunne man tydeligt mærke på Claus Oxfeldt, som flere gange sagde, at ”det er jo ikke kriminelle, vi har med at gøre, men stærkt troende eller dog troende” – eller med andre ord: Dette her ligger uden for politiets opgaver.
Han betonede også, at skulle man skride ind, skulle det naturligvis ske så skånsomt som muligt, for det var jo sin sag at tage et klædningsstykke fra et andet menneske. Og da han til sidst blev spurgt, hvad politiet egentlig ville gøre, hvis det fik en anmeldelse om, at der gik en burka- eller niqabklædt kvinde rundt i ”det offentlige rum”, sagde han kort og godt, at det rigtignok kom an på, hvor travlt politiet i øvrigt havde. Hvorefter han opremsede en række ting, som i hvert fald havde højere prioritet end at rykke ud for at rykke en hovedbeklædning af.
Sjældent har jeg hørt en så elegant – ja, afklædning! – af et så uklædeligt lovforslag. I de senere år har jeg gang på gang tænkt, at nu kunne vi da ikke gå længere under vort niveau, end vi allerede var. Men det kan vi åbenbart. Vi kan helt opgive at have noget niveau overhovedet, og så er det hele også meget nemmere. Et gammelt tysk mundheld lyder: ”Ist der Ruf erst ruiniert, lebt es sich ganz ungeniert”: Har man først mistet sit gode navn og rygte, kan man gøre lige, hvad der passer en.
Kære folketingsmedlemmer: Rank ryggen, blæs på jeres partiledere, sørg for at dette forbud ikke bliver lov i Danmark! Vi har stadig en smule godt rygte, men især en smule selvrespekt at tage vare på. Ellers vil Fanden plage os – for det var det, der også lå i Hal Kochs anklage mod retsopgøret. Måske var hans ”Plager Fanden jer?” lige lovlig selvretfærdigt, men det havde han adkomst til i situationen. Jeg har så skrevet ”os”, for vi har alle et medansvar for, at vi ikke begynder at særlovgive i Danmark. Så kære vælgere: Fortæl jeres folkevalgte, at dette her vil I ikke være med til!
Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og Tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.