Prøv avisen

Asylansøger blev afvist i England, fordi han ikke kendte Aristoteles og Platon

Den pakistanske eksmuslim Hamza bin Walayats forhold til humanisme var ”i bedste fald rudimentært”, og det tillagdes afgørende vægt, at ansøgeren var ude af stand til at identificere de to oldgræske filosoffer Platon og Aristoteles som humanister. Billedet er en statue af Aristoteles, som står på i den græske by Polygyros. Foto: Shutterstock/ Ritzau Scanpix

Kan man få asyl uden at kunne identificere humanistiske græske tænkere? Nej, siger de britiske myndigheder – ikke hvis man hævder at være forfulgt humanist. Men en lang række britiske filosoffer er gået i modaktion

I mange islamiske lande er situationen for ikke-muslimer gennem årtier blevet forværret, selvom religionsfrihed råder rent juridisk i langt de fleste lande, hvor muslimer er i flertal. For det kniber med den reelle respekt for religionsfriheden – ikke mindst fra den muslimske majoritet i civilbefolkningens side. Eksempelvis i Pakistan, hvor muslimerne udgør omkring 96 procent af indbyggerne. Fra tid til anden dukker der som bekendt artikler op i vestlige medier om kristne, der diskrimineres eller i grelle tilfælde dræbes af landets rabiate muslimer.

Kan du få asyl i Storbritannien? Test din viden om Aristoteles og Platon

Men det er ikke kun de kristne, der tilhører en i samme omfang udsat minoritet i Pakistan. Omkring én procent af befolkningen er, ifølge en stedlig gallupundersøgelse fra 2012, uden religiøst tilhørsforhold, og heller ikke hvad denne gruppe angår, er de pakistanske muslimers tolerance overvældende.

Specielt ikke hvis der er tale om medborgere, der har forladt islam – 76 procent af befolkningen mener således, at frafald bør straffes med døden.

Landets love opererer imidlertid ikke med straf for religiøst frafald, omend ikke-muslimers retsstilling på flere områder er ringere end muslimers.

Med disse fakta som bagtæppe har den pakistanske eksmuslim Hamza bin Walayat for nylig søgt asyl i England. Han er nemlig ”humanist” med udsigt til forfølgelse, også fra sin egen muslimske familie, hvis han vender hjem, har han meddelt myndighederne – og den britiske avis The Guardian.

For at verificere hans åndelige ståsted foretog udlændingemyndigheden et målrettet interview med Walayat. Her fandt man, at hans forhold til humanisme er ”i bedste fald rudimentært”, og det tillagdes afgørende vægt, at ansøgeren var ude af stand til at identificere de to oldgræske filosoffer Platon og Aristoteles som humanister. Konklusionen blev, at Walayat var dumpet i sin egen livsanskuelse og ikke kunne underbygge sin påstand om at være i fare i sit hjemland – hvorfor han fik afslag om asyl.

Men dermed var hans sag ikke afsluttet i den britiske offentlighed. For medieomtalen af afslaget fik forrige uge 120 universitetsansatte filosoffer på banen med en appel under overskriften ”Du behøver ikke kende Platon og Aristoteles for at opnå asyl”, der ligeledes blev trykt i The Guardian.

Hvorvidt man i den britiske udlændingestyrelse selv har det store kendskab til de to gamle grækere, opholder de britiske filosoffer sig også lidt ved i deres appel. For giver det overhovedet mening at kategorisere Platon og Aristoteles som humanister?

I hvert fald er der konsensus i kredsen om, at der ”ikke er nogen videnskabelig basis for at antage, at Platon og Aristoteles var humanistiske tænkere”. Konklusionen drager de ved at holde Platon og Aristoteles’ tænkning op mod den definition på humanisme, som den britiske organisation Humanists UK opererer med. Ifølge denne definition er humanister folk, der, ligesom ateister og agnostikere, er overbeviste om, at ”livet må leves på basis af fornuft og medmenneskelighed” – uden guddommelige forestillinger.

Hvorvidt Platon og Aristoteles, et par hundrede år før Kristi fødsel, delte dette livssyn, er højst tvivlsomt.

Tværtimod dyrkede de begge betydningen af det guddommelige i deres tænkning, kan filosofferne informere myndighederne om i The Guardian. For eksempel præsenterede Platon argumenter for ”eksistensen af en guddommelig skaber og sjælens udødelighed”. Derudover fremhævede han ”værdien af et overnaturligt domæne – uafhængigt af menneskeverdenen”, hvormed han altså ”ikke afviser al religiøs overbevisning”.

Platons akademiske elev, Aristoteles, kan ifølge de 120 protesterende filosoffer heller ikke kaldes humanist, selvom han har en forestilling om ”det objektivt menneskeligt gode”. For denne etiske kategori er formet af menneskets relation til den såkaldte ”ubevægelige bevæger”, som det hedder med et ”guddommeligt” aristotelisk begreb.

Når det så er sagt, mener flokken af filosoffer med akademiske korrektioner i ærmet slet ikke, at ”man behøver kende de humanistiske tænkere for at være humanist”.

At man skulle være bekendt med kristne tænkere, som for eksempel Augustin, for at kunne kalde sig kristen, finder de heller ikke giver mening. I så fald ville der være ”ganske få ægte kristne i Storbritannien”, skønner filosofferne i deres opråb til myndighederne om at udvise barmhjertighed og åndelig redelighed over for den (selv)erklærede pakistanske humanist.