At læse den verdensberømte roman ”Mansfield Park” af Jane Austen fra 1814 er lidt som at tvinge sig selv gennem James Joyces ”Ulysses” fra 1922. Man er glad for at have gjort det, men det var et slid undervejs.
Ikke fordi den har et vanskeligt sprog, eller fordi den var labyrintisk, nej, tværtimod, fordi dens mesterlige ambition går ud på at være almindelig! Selskabskonversation på et gods i England omkring 1800 fanget med et næsten umærkeligt ironisk greb.
Vi følger den forsagte, fattige pige Fannys langsomme optagelse i en mere formu-ende gren af hendes familie som et slags plejebarn.
Fra at være næsten udstødt bliver hun efterhånden den rige families mest elskede medlem.
Fanny er moralsk og kan fra dette ståsted kaste et skrålys ind på sine nye ”søskendes” amoral og i det hele taget bruges til i sin ægthed at afdække de andres uægte livsførelse.
Da hun bliver giftefærdig som 18-årig, bestormes hun af en uværdig frier, som hun bruger mange kræfter (og vi mange sider!) på at holde sig fra livet.
Hun er så dannet i høflighed, at manden dårligt kan forstå hendes afvisende holdning. Hun på sin side elsker nemlig sin ”bror” , det vil sige hendes fætter, som ikke er klar over, at det forholder sig sådan, hvorfor han interesserer sig for en anden ung dame.
I det hele taget er det en roman om følelsers overensstemmelse og uoverensstemmelse. Hvor svært det er at tøjle sig og opretholde dyden. Overhovedet for de kvindelige personer på godset Mansfield, Sir Thomas, gør sig mod slutningen sine overvejelser over sin skyld i flere af døtrenes vanære.
”Han var bange for, at det var moral, aktiv moral, der havde manglet - at de aldrig for alvor havde lært at regulere deres tilbøjeligheder og temperament med den pligtfølelse, som i virkeligheden overflødiggør alt.”
Her står faktisk hele romanens moralske univers optegnet. Personligheden bestormes af tilbøjeligheder, der kun holdes i skak ved pligten over for fællesskabet, det vil sige familien.
Kun Fanny, den fattige udefra, kan leve op til en sådan aktiv moral og er da også Sir Thomas' trøst på hans gamle dage. For hun er uselvisk midt i den sø af selviskhed, som familielivet ellers er, og som der ironiseres kraftigt over.
Taler vi i dag om, hvordan vor tids mennesker er blevet kontrolfreaks og vil have styr på sig selv gennem madindtag og fitness, så ser man altså i denne roman beskrevet, hvordan pligten for 200 år siden også skulle holde selvkontrollen oppe.
Dyden tager sig anderledes ud i dag, men som samfundskraft synes den uforandret. For det er jo hele tiden den offentlige scene, omtalen blandt de andre, der sætter den øjeblikkelige dyd.
Men Austens mesterskab er tillige at beskrive de små bitte følelsesforskydninger i personernes sind.
Hun skifter suverænt ståsted i to personers samtale, siger hvad de ikke forstår af den andens udsagn - og tegner herigennem afstandens rum op mellem de samtalende. Og derfor skal der så meget snak til, fordi der indgår så mange regler og hensyn i høfligt, menneskeligt samvær. Og disse regler har fællesskabet, familien dannet for at holde de truende tilbøjeligheder nede.
Men de kan dukke frem under forlystelser, som da man på Mansfield Park får den idé at spille et løssluppent teaterstykke i fader-overhovedets fravær. Dette tilsyneladende uskyldige oprør trækker det lange spor gennem romanen og udvikler sig til normbrydende synd.
Selvfølgelig er Fanny den eneste, der er imod teaterstykket! Fanny synes således at være fortællerens talerør gennem forløbene, skønt hendes bemærkninger egentlig er få.
Derfor er ”Mansfield Park” en meget moralsk roman, der dog ved meget om synden og får fortalt om den i al sin afstandtagen fra den. På denne vis er romanen i sig selv hensyntagende over for sine moralske læsere år 1814.
Man skal sætte pris på den omhyggelige gengivelse af selskabelig konversation år 1800 for at holde af denne roman. Men gør man det, er den ganske fantastisk i al sin tilbageholdenhed, sin kontrol og de få, små steder, hvor tilbøjelighederne titter frem.
Lærke Pade har oversat fremragende til tidens danske sprog (1800), men af og til slipper nogle nudanske ord igennem som ”kommunikation” og ”rollemodel”. Det er ikke ret tit, det sker, så disse små stilbrud viser egentlig, hvor godt stilen ellers er holdt.
Endelig er romanen en hel fortolkningslære til datidens bevidsthedshorisont, hvor man ofrede meget af sin kærlighedskraft på fortolkningen af enkelte ord i den andens udsagn.
Når man har læst romanen forstår man, at erotikken kan opholde sig i den andens ord - og gjorde det i udbredt omfang omkring 1800.