Forfatter: Pligten puster liv i arbejdslivet

Grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe var ikke lavet af glas. Da hendes elskede mand døde i 1823, fuldendte hun hans drøm om at starte Holmegaard Glasværk. Den historie er nu blevet genfortalt i bogen ”Bedste Grevinde” af forfatteren Lisbeth Smedegaard Andersen, der selv er tiptipoldebarn af Holmegaard Glasværks første glasmester

Lisbeth Smedegaard Andersen kalder sin bog ”Bedste Grevinde” for en legende, fordi hun har taget sig større friheder, end man kan i en biografi. Men bogen bygger alligevel på en stor brevsamling - især til og fra grevindens huslærer.
Lisbeth Smedegaard Andersen kalder sin bog ”Bedste Grevinde” for en legende, fordi hun har taget sig større friheder, end man kan i en biografi. Men bogen bygger alligevel på en stor brevsamling - især til og fra grevindens huslærer. . Foto: Leif Tuxen.

Mundblæst glas er et magisk materiale. Måske fordi en glasmester engang har blæst sin sjæl ind i det, der engang kun var sand, aske og kridt, men tilsammen bliver til noget smukt, når det varmes op på den rigtige måde, skriver Lisbeth Smedegaard Andersen i ”Bedste Grevinde”, der netop er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

Med sin nye bog puster Lisbeth Smedegaard Andersen selv liv i fortællingen om grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe, der grundlagde Holmegaard Glasværk midt i sorgen over at have mistet sit livs kærlighed.

Den historie hørte Lisbeth Smedegaard Andersen allerede som barn hos sin mormor og morfar, der endda havde et par eksemplarer af Holmegaards første, rustikke glasflasker stående i hjemmet. For mormoderens norske oldefar blev den første glasmester på Holmegaard.

Lisbeth Smedegaard Andersen husker stadig de tunge, grumsede flasker, der stod i mormoderens køkken, tomme, men fulde af historier om en for længst forsvundet fortid.

”Nu er selv flaskerne forsvundet. Jeg ved faktisk ikke, hvor de blev af,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der i stedet har en moderne, klar glasvase fra Holmegaard fyldt med friske blomster stående på sofabordet i hjemmet i Hellerup. Og ved siden af ligger den smukke, nye bog, der fortæller den historie, som de gamle flasker kun lod ane.

”Bedste Grevinde” er sidste del af Lisbeth Smedegaard Andersens trilogi, der også tæller de populære bøger ”Skrædderen” og ”Det begyndte med Jomfru Sørensen”, om almindelige menneskers historier i den store historie for 200 år siden.

”Historien bliver ofte fortalt gennem de kendte historiske skikkelser, men jeg ville hellere fortælle den gennem ganske almindelige mennesker, for det er jo gennem deres historier, at den store historie for alvor udfolder sig, og det samspil mellem historien og historierne har jeg forsøgt at fange i mine bøger. Det forsøgte jeg med håndværkshistorien i 'Skrædderen' og med 'Det begyndte med jomfru Sørensen' om kvinderne i min slægt. Nu fik jeg lyst til at forsøge at forene den store historie med den lille set fra adelens synsvinkel. Og fortællingen om grevinden har luret i baggrunden, siden jeg var barn. For allerede dengang tænkte jeg over, hvordan det mon var muligt for en kvinde at grundlægge en virksomhed på den tid, selvom hun var adelig,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Historien om Henriette Danneskiold-Samsøe spejler også den store historie midt i en turbulent tid under Napoleonskrigene med Slaget på Reden, Københavns bombardement, statsbankerotten og afståelsen af Norge, ligesom store personligheder som Grundtvig og Christian Molbech var blandt hendes besøgende. Men længe manglede Lisbeth Smedegaard Andersen det afgørende materiale for at fuldende sin trilogi med en bog med grevinden i hovedrollen.

Lisbeth Smedegaard Andersen higede og søgte efter oplysninger om grevinden, men fandt i begyndelsen hverken breve på nettet eller biblioteket, før hun pludselig på Det Kongelige Bibliotek faldt over nogle breve fra Henriette Danneskiold-Samsøe til ”en, der hed Peder Deichmann”.

”Så gik jeg ind og fik brevsamlingen udleveret, og så viste det sig, at det virkelig var en stor stak fra 1806-1816, hvor Peder Deichmann, der havde været grevindens huslærer, døde.”

Brevene var skrevet med gotisk håndskrift, men Lisbeth Smedegaard Andersen fik dem renskrevet og opdagede hurtigt, at der mildt sagt var en god historie i brevvekslingen, der kun blev bedre, da hun også senere fik fat i en stak breve mellem Henriette Danneskiold-Samsøe og dennes senere mand, lensgreven på Gisselfeld, C.C.S. Danneskiold-Samsøe.

”På en eller anden måde er det en forladt kultur at skrive breve, men når man læser mange breve fra og til de samme mennesker, kommer man fantastisk tæt på. For man forstiller sig ikke på samme måde, når man skriver til en, man virkelig kender. Og sådan opdagede jeg også, at grevinden havde nøjagtig de samme problemer og bekymringer, som vi andre forældre har haft. Selv store ting i samfundet fylder ikke så meget, hvis ens barn er sygt. Og det daglige føles i det hele taget vigtigere end verdens store samfundsændringer,” forklarer Lisbeth Smedegaard Andersen og tilføjer:

”Som barn havde jeg en lidt romantisk forestilling om grevinden. Men da jeg fik brevene, fik jeg også et helt andet indtryk af adelen end det indtryk, man kan få af adelens mondæne liv med store fester. For Henriette og hendes mand var flittige og ansvarsbevidste omkring deres muligheder, som almindelige mennesker ikke havde. De stod tidligt op og var bevidste om deres pligter over for samfundet. I dag er ordet pligt nærmest blevet et fyord, men jeg synes, at det repræsenterer nogle sunde værdier om udholdenhed, flid og omsorg for andre. Og det havde de begge. Opbygningen af glasværket fik jo også en enorm betydning for hele lokalsamfundet, hvor det kom til at spille en vigtig social rolle. For eksempel lod man enker efter arbejdere på glasværket bo i tjenesteboliger på glasværket.”

De første breve i bogen begynder dog allerede, mens det adelige ægtepar endnu kun er kærester. Og selvom vi tidsmæssigt befinder os i rationalismen i slutningen af 1700-tallet, viser Lisbeth Smedegaard Andersen i bogen, at folk skam havde masser af følelser før romantikkens tid.

”Der er en ungpigestemning i de første breve, hvor Henriette kun har været 16 år. Her mærker man tydeligt, hvordan hun er forelsket i ham og lidt betænkelig ved alle de fristelser, der må være for ham, mens han er på rejse i storbyen Leipzig. Hun er uforbeholden og også uforbeholden i sin kærlighed til ham. Hun er virkelig forelsket i ham, og den kærlighed beholder de faktisk hele livet igennem. Man kan også se på deres sene breve til hinanden, at de virkelig er hinanden meget hengivne. Og så har hun denne huslærer, som hun får et vældig fortroligt forhold til. Nærmest som en faderskikkelse.”

I forordet til bogen kalder Lisbeth Smedegaard Andersen sin genre for en legende. For hun har netop selv blæst liv ind i historien om grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe ved at fortælle historien, som den kunne have foregået.

For nok bygger bogen på en stor mængde breve, især mellem Henriette Danneskiold-Samsøe og hendes faderlige huslærer Peder Deichmann, men Lisbeth Smedegaard Andersen har frit skrevet den historie frem, der tegner sig i brevene, som en spændende legende.

En del af denne legende handler om den smukke kærlighedshistorie om forholdet mellem Henriette Danneskiold-Samsøe og hendes lensgrevemand, der holder sammen, lige fra han frimodigt stikker sin hånd ned i hendes luffe på en kirkebænk, til han dør, mens kærligheden kun er vokset mellem dem i mellemtiden.

”20 år efter brylluppet skriver han i et brev, at han ikke troede, at han kunne elske Henriette højere, end da de blev gift, men han tog fejl. Det, synes jeg, er smukt at tænke på. For alle deres oplevelser sammen havde kun styrket deres ægteskab, selvom de både havde oplevet lykke og tragedier sammen,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen og peger på, at parret blandt andet mistede et barn. Og et sted skriver eller citerer Henriette Danneskiold-Samsøe en lille bøn i forbindelse med dødsfaldet:

”- tilgiv Miskundelige

Om vi græde naar vi sige

Ske Din Vilie Gud”

”Den bøn viser også, hvilken stærk kristentro hun havde. Hun troede på, at man skulle lægge sit liv i Guds hænder, selv når det gjorde ondt. I brevene er det tydeligt, at hun også fandt styrke i kristendommen og dens evighedshåb, der var naturligt og intakt, selvom det også var turbulente tider dengang. Men uanset hvor broget verden har set ud, og jeg synes nok, at den også ser broget ud i dag, har kristendommen fastholdt, at der er et håb. Det glemmer man sommetider i dag, synes jeg. Hvis prædikener bare bliver reduceret til almindelige kloge ord, mister kirken sin kraft og sin betydning. Kristendommen peger på et håb, der er større end menneskers. Og det håb havde Henriette Danneskiold-Samsøe også. Men sorgen over sin 'lille afdøde Engel' har selvfølgelig pint hende.”

Dødsfaldet viser igen, hvordan man skam havde følelser i rationalismens tid. Følelserne mellem grevinden og hendes mand var stærke, og følelserne over for deres børn var stærke. Men Henriette Danneskiold-Samsøe var også en stærk kvinde, der ikke lod sig slå ud.

Det viste sig, da hendes mand døde som 49-årig og efterlod hende som enke med seks børn. For hun nøjedes ikke med at klæde sig i sort og trække sig tilbage til et behageligt liv i overklassen. Hun satte sig for at fuldføre mandens drøm om at etablere et glasværk som en sidste kærlighedserklæring til den afdøde mand.

”Der havde ikke været ret mange glasværker i Danmark på den tid. Men grevens idé om et glasværk hang faktisk sammen med den danske historie, hvor vi havde mistet Norge i 1814. Før den tid havde man netop fået glas fra Norge. Grunden var, at man skulle bruge meget træ til at opvarme glasset, men en ny tysk teknik viste, at man i stedet for træ kunne bruge tørv. Det var der masser af ved godset Holmegaard, som greven havde købt. Og da kongen indførte told på udenlandsk glas i 1823, forstod greven, at der her var en forretningsmulighed, så han ansøgte kongen om tilladelse til at anlægge et glasværk. Han søgte i april, men døde i maj uden at få gang i glasværket,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen og smiler:

”Men det gjorde Henriette så. Og i bogen tillader jeg mig at forestille mig, hvad hun har tænkt, da hun tog beslutningen om at fortsætte igangsættelsen af glasværket, mens hun gik og bearbejdede sin sorg,” siger forfatteren, der indirekte selv kom til verden på grund af den beslutning. For det var på grund af oprettelsen af Holmegaard Glasværk, at hendes tiptipoldefar blev hentet til Danmark som værkets første glasmester - og kom til at puste liv i Lisbeth Smedegaard Andersens egen slægtshistorie.

Henriette Danneskiold-Samsøe kom oven i købet til at stå fadder til hans første barn, der blev født på Holmegaard. Og sådan kan en slægtshistorie også blive magisk materiale for en forfatter.