Podcast om de syv dødssynder er stimulerende, men ujævn i sin formidling

I folkekirkens podcast ”De syv dødssynder” taler præst Lars Gustav Lindhardt og forfatter Knud Romer om synd før og nu

Christiane Vejlø (øverst tv.) er vært på podcasten. De faste gæster er sognepræst Lars Gustav Lindhardt (nederst tv.) og forfatter og debattør Knud Romer (th.)
Christiane Vejlø (øverst tv.) er vært på podcasten. De faste gæster er sognepræst Lars Gustav Lindhardt (nederst tv.) og forfatter og debattør Knud Romer (th.). Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix, Leif Tuxen & Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

For 20 år siden udgav biskop Jan Lindhardt en lille, men storartet bog om, hvordan de syv dødssynder i dag synes at være blevet dyder. Hvordan griskhed for eksempel kan være vejen fremad og frådseri målet med det gode liv.

I folkekirkens podcast ”De syv dødssynder” anlægger vært Christiane Vejlø og de to faste gæster, præst Lars Gustav Lindhardt – søn af førnævnte Jan – og forfatter og debattør Knud Romer, et lignende syn. Her er hvert program dedikeret til en enkelt synd, og de er alle opbygget på samme måde: Først introducerer Vejlø synden, så taler Lindhardt kort om den i et kristent perspektiv, og endelig får Romer lov til at sige, hvad han måtte mene, tænke og komme på.

I en moderne virkelighed, hvor mange ikke tror på Gud, er det i forhold til næsten, til venner, familie og kolleger, at syndstanken gør sig gældende. Her er det ikke Guds straf, der frygtes, men andre menneskers, og som Romer formulerer det, er der nu – hvis man på den ene eller anden måde træder forkert – ”kontant social afregning”.

Men når det kommer til de syv dødssynder, er tolerancen stor, og Lindhardt siger ligefrem et sted, at ”vi har gjort hovmod til en dyd”. ”Utugt”, altså sex uden for ægteskabet eller forholdet, er heller ikke længere noget problem, så længe de gifte parter er indforstået med det, men et udtryk for vitalitet og virilitet.

Den slags ægteskabelige aftaler ville Romer aldrig indgå. Han har, som han formulerer det, ”en 1800-talsmoral” og kunne ikke finde på at være sammen med andre end vedkommende, han er gift med. Han har det også umådelig svært med nutidens unge og deres dovenskab, den syvende dødssynd. Svært med at de intet gider eller gør, og at det bliver set som en del af det at være ung, ja, måske ligefrem som et morsomt og charmerende træk ved årene, hvor hormonerne sløver kroppen.

Romer er som altid en knap, værten kan trykke på. Stil et spørgsmål, og så sætter han automatisk i gang med sin store viden om klassisk kultur og moderne forbrugsmønstre – han var tidligere i reklamebranchen – og bevæger sig ud og ind ad synderne og deres betydning i et tempo, der stiger for hver sætning, og med sin vanlige brug af citatvenlige formuleringer og overdrivelser. Søren Kierkegaard var således ”en tvangsneurotisk fundamentalist”, og i programmet om fråds fortæller han, hvordan han på en enkelt aften ”spiste fem kilogram Daim-chokolade”. Mon dog. Men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, og Romers improvisationer er i hver udsendelse inspirerende for så gradvist at blive en smule anstrengende.

Et andet og mere overordnet problem med podcasten er dens vægtning. Hvor Lindhardt kun får fem-syv minutter til at tale om den givne synd og er vidende, perspektiverende og en meget dygtig formidler, får Romer og hans mildt maniske temperament lov til at fylde resten af det 40-50 minutter lange program. Det havde klædt ”De syv dødssynder” at skrue op for Lindhardt og ned for Romer og måske også at invitere flere gæster. Som podcast-serien er nu, er den bestemt værd at lytte til. Men altså med en nagende fornemmelse af, at det evigt interessante spørgsmål om, hvordan man er menneske mellem tro, regler og moral, kunne have været besvaret bedre og endnu mere nuanceret. Og dermed endnu mere lytteværdigt.