Der synes at være to naturlignende kræfter, der trækker i hver sin retning: mod lys og storhed og mod mørke og død.
Det er en af de tanker, der melder sig i selskab med podcasten ”Kennedyland”, der kan høres på Kongres-sen.com. Og har man ikke været inde på sitet, hvor amerikanske samfundsforhold beskrives og analyseres, har man utvivlsomt hørt en af dets medarbejdere udtale sig i nyhederne under den nyligt overståede valgkamp.
Men hvor de dér talte om Trump og Biden, er blikket i podcasten rettet bagud, og her lægges den mosaik af strålende og knust glas, som udgør Kennedy-familien, med stor omhyggelighed.
Anders Agner og Peter Keldorff er de to uhyre vidende værter i de timelange udsendelser, hvor de hver gang fokuserer på en enkelt person i eller omkring familien.
Det første afsnit handler naturligvis om John F. Kennedy (1917-1963).
”Uden ham var der nærmest ingen grund til at tale om Kennedyerne,” som Agner formulerer det og siden søger svarene på, hvorfor Kennedy blev en ikonisk præsident.
Særligt græsk og romersk historie interesserede Kennedy, og han drømte mest om et liv som skrivende. Og hans stenrige far havde ikke politiske ambitioner på hans vegne, men derimod på storebroderens. Joseph junior skulle gå efter præsidentembedet og kaste glans over familien. Men da han blev dræbt under et bombeangreb over Tyskland, ja, så stod John som den næste i rækken.
Han blev nu manden, der skulle forløse faderens ambitioner, og hans retoriske evner og brandingen af familien som sporty, dannet og all American førte ham hele vejen op og som præsident gennem dybe indenrigs- og udenrigspolitiske kriser.
Privat var der også prøvelser. Han og hustruen Jacqueline mistede to børn – det ene var dødfødt, det andet levede kun et par dage – og da Jacqueline omsider var klar til at møde offentligheden igen, var det i Dallas, Texas, hvor John førte kampagne for et genvalg. Her satte hun sig ved siden af ham i kortegen, og der sad hun, da Lee Harvey Oswald skød ham i november 1963. Sådan som vi kan se det på den rædselsvækkende Zapruder-smalfilm.
I det andet podcast-afsnit er det netop Jacqueline Kennedy, der er i fokus, og værterne gør det klart, hvor meget hun har betydet for familien. Hvor John F. Kennedy løftede den op i magtens øverste kreds med sine dispositioner og sublime talegaver, så tilførte hun den glamour og stil. Men hun var ikke en Melania Trump. Hun var meget mere. Uddannet i fransk litteratur, fra blandt andet Sorbonne, og med en egen, silkestærk vilje.
At høre om, hvordan hun – med blod, kraniesplinter og hjernemasse på sit tøj – insisterede på ikke at nette sig, da den nye præsident Lyndon B. Johnson umiddelbart efter attentatet skulle indsættes, er vildt, mens det er fascinerende at høre, hvordan hun siden – under et interview og helt bevidst – forbandt Kennedyerne med Camelot-myten. Ifølge den boede kong Arthur på et slot, der midt i en mørk tid rummede alt, hvad der fandtes af dannelse, retfærdighed og godhed.
Det fik Jacqueline forbundet med sin mand og hans lederskab i tiden op til attentatet. Selvom han hverken var ridderlig eller nogen sagnstærk mand med sin kroniske utroskab og sit skrantende helbred.
Agner regner heller ikke Demokraternes Kennedy som en af de store præsidenter, men derimod for ”en af de mest inspirerende”. På den måde kan man trække linjer til for eksempel Barack Obama, men den slags sammenligninger over tid benytter podcasten sig sjældent af. Det er naturligvis en styrke, fordi fokus forbliver skarpt, men det kunne også have åbnet for en endnu større fortælling om amerikansk politik.
”Kennedyland” er ikke desto mindre virkelig lytteværdig, og selvom dele af stoffet vil være velkendt for mange, er det velgørende at få det lagt frem i sammenhæng og få alle Kennedyerne placeret i mosaikken.
Det tredje afsnit handler således om John F. Kennedy Jr., der blev døbt, umiddelbart inden hans far blev præsident. Allerede dér lagdes et utilgiveligt pres på ham og en anledning til uendelig, forkrøblende sammenligning. Og på sin treårsfødselsdag gjorde han honnør ved sin fars kiste.
Ikke underligt, at han vægrede sig ved at gå den politiske vej og i stedet arbejdede som jurist. Men altså kun indtil han skabte et magasin med en anderledes form for politisk journalistik. En ny vej frem blev atter en gang anvist af en Kennedy. Men endnu en gang med en tragedie som slutpunkt: Som 38-årig omkom han i en flyulykke med sin hustru og svigerinde.
Sådan er fortællingen om Kennedy-familien. Fuld af lys og håb og mørke og pludselig død. Til tider i en grad, så det ligner en forbandelse. Som da John F. Kennedy var blevet snigmyrdet, og faderen tøvede med at bringe den næste søn i rækken ind i politik. Men Robert F. Kennedy gik alligevel den vej. For også at blive skudt. Og det fatale og uheldsvangre hænger stadig ved. Dødelige fejlmedicineringer, selvmord og druknedød tegner således familien i det nye årtusinde. Camelot, nuvel. Men også Shakespeares samlede tragedier, tænker jeg langt inde i ”Kennedyland”, der lægger det hele frem. Alt det, som gjorde familien til den, den blev. Og ikke blev. Og stadig er.