”Det er det, vi præster skal, vi skal vise vejen.”
Sådan siger sognepræst, forfatter og debattør Kathrine Lilleør et sted i podcasten ”Præsteværelset”, hvor hun i hvert afsnit lukker lytterne ind ad en sidedør under hvælvingerne i Sankt Pauls Kirke i København. Det er dér, hun normalt tager imod de sognebørn, der har brug for at tale, og det er dér, hun ikke bare lytter, men altså også forsøger at ”vise vejen”.
Men hvor Lilleør i de private samtaler undlader at fortælle, hvad det er for tekster og oplevelser, hun baserer sin vejledning på, så lægger hun dem frem i podcasten.
Som i afsnittet ”Hvad mener Gud om at stjæle?”, hvor hun – ikke overraskende – refererer til De Ti Bud. Men altså også til gamle Else, som hun mødte som ung præst, og som råbte ”nej!”, da hun blev præsenteret for lignelsen om forvalteren, der eftergav skyldnerne en del af deres gæld, og på den måde stjal fra sin rige herre. Og som Gud roste.
Else bliver for Lilleør et udtryk for vores domstole og retsbevidsthed, der nok er vigtige, men ikke har noget med Gud at gøre. Gud er, som lignelsen viser, sin egen, lovene vores, forklarer Lilleør, som ikke kun trækker på Bibelen, men også på folkeviser.
Det sker i afsnittet ”Hvorfor har hun forandret sig?”, hvor hun fortæller, at mænd ofte kommer til hende og beretter, at deres hustru eller kæreste gennem mange år er gledet fra dem. Ved hjælp af ”Villemand og hans væne brud”, der fortæller om Villemand, der må redde sin elskede op af floden, beskriver Lilleør, hvordan kvinder ikke bare lever et liv med deres udkårne, men også med andre kvinder, i et tæt søsterskab. Og når forelskelsen er ovre, når tiden, hvor kvinden er fortrolig med manden, klinger af, kan hun søge fortroligheden hos medsøstrene. Og dermed gradvist forsvinde for manden. Men hvis det lykkes ham at vinde hende tilbage, vil han fornemme, hvad det er, hun har savnet og fået af sine fortrolige. Som Villemand, da han får sin elskede tilbage, og hun er omgivet af sine søstre.
Det er en fremragende og livsklog udlægning af, hvorfor manden kan føle, at hans elskede forsvinder, og hvad hun får andre steder, og Lilleør er i det hele taget en blændende fortæller og formidler, der også glimrer i ”Hvordan kommer man sig hurtigt over svigt?”. Her inddrager hun helt oplagt Judas, men fortæller også om en veninde, der en dag fortalte, at hun skulle giftes og var gravid. Uden at have sagt et ord om det før. Her handler det om det følelsesmæssige svigt, at føle sig ført bag lyset, og det kommer man sig bedst over ved at vende blikket væk fra dem, der svigter, og mod sig selv. Ved at se på, hvordan man selv har svigtet andre. Så bliver det lettere at overvinde det svigt, man selv har været udsat for.
På den måde pendulerer Lilleør mellem det selvoplevede, det læste og det fortolkede med stor musikalitet og psykologisk gehør. Ja, mest af alt fremstår hun som en klog kvinde. Et menneske, der har læst, følt, tænkt og lyttet, og ikke så meget som en præst, der skal overbevise alle, der lytter, om Guds herlighed og storhed. Det er utvivlsomt også det, der fungerer over for et fortvivlet sognebarn i præsteværelset, og dér får de mere ud af det end hos en psykolog til 1050 kroner i timen.
Lilleør kommer i ”Præsteværelset” også omkring emner som forventningspres, ensomhed og følelsen af fiasko og er kun få steder banal og som en veninde, der over en kop te giver råd uden vægt eller særlig indsigt. Som når hun om forventninger mener, at det sjældent er omverdenen, der tynger én med dem, men én selv.
Andre steder virker det også, som om hun snarere taler til sine konfirmander end til voksne lyttere. Som om hun taler lidt ned uden at ville det. Men ”Præsteværelset” er ikke desto mindre værd at lytte til, og Lilleør fremstår med sit nærvær, sit vid og sin indfølte stemme som dét, folkekirken skal bygge sin fremtid på. For der findes, vil jeg påstå, ikke det menneske, der ikke ville have glæde af nogle af hendes ord. Om det så er fra prædikestolen, i værelset bag døren eller ud af højttalerne.