München-forfatteren Benedict Wells (født i 1984) fortalte ved udgivelsen af ”Ud af ensomheden” i 2016 til en tysk radiostation, at skulle romanen filmatiseres, burde den ende med The Beatles-sangen ”Across the Universe”, sunget af amerikaneren Fiona Apple: ”Pøle af sorg, bølger af glæde driver gennem mit åbnede sind,” hedder det dér.
Det er ikke noget dårligt bud, for i Fiona Apples udgave forenes de store følelser med et blidt vemod og en stille regn af både ord og håb. Det er en dårlig sang, så hvorfor er den så god? Nu var det nok ikke just det spørgsmål, Benedict Wells gerne ville have sin læser til at stille, men det trænger sig på. For med en kritisk betragtning er denne bog ikke god, så hvorfor er den det?
”Vom Ende der Einsamkeit”, som bogen noget smukkere hedder på tysk, solgte over 100.000 eksemplarer i Tyskland på et halvt år og er allerede oversat til en række andre sprog.
Wells fejres som et stjerneskud, og selv værdige Der Spiegel kunne ikke holde begejstringen inde: ”Ud af ensomheden” var ikke uendelig ordregn, opfanget i et papkrus, det var et stjerneskud på den litterære himmel.
I en flashback-stil, der sikrer spændingskurven, fortæller jeget, der ligner Wells en del, om den yngste bror af tre München-børn, hvis forældre dør i en brutal bilulykke. En opvækst, hvor der nok er kærlighed, men hvor faderen også går rundt med ”et strejf af smerte eller måske angst” i blikket, og hvor en syvårig kan se en hund drukne og tænke: ”Der fandtes åbenbart usynlige kræfter og understrømme, der med ét slag kunne vende alting på hovedet.”
Særligt bisætningen er utålelig i al sin banalitet, men alligevel er der noget med stemningen, da den unge Jules ser en hund blive taget af strømmen: En slags typologi, der forbereder det, der skal komme i hans liv. En scene af smuk stemning i dårlige sætninger.
Tre-fire år senere dør de elskede forældre som profetiens opfyldelse, og alle tre børn sendes på den samme kostskole. De skal lære at leve med sorgen – ensomheden – men forsvinder i stedet for hinanden ud i hver deres udskejelser. Livets sorgpøle er ikke kun det urimelige tab af elskede, det er også måden, hvorpå vi behandler dem, der bliver tilbage.
Som titlen nok afslører, handler bogen om, hvordan Jules og de to større søskende skal komme ud af den ensomhed. Jules’ redning bliver opfyldelsen af en anden af hans barndoms profetier: Hans far har forkyndt ham, at det vigtigste er at finde et menneske, der altid vil være der for én, lige meget hvad der sker. Og denne person er ikke nødvendigvis det samme som kærligheden.
Sådan én finder Jules i kostskoleveninden Alva, der, som han, har mistet i en tidlig alder og derfor også selv-kainsmærker sig med ensomhedens utvetydige udstråling.
Også de to pøser vand i sorgens pytter, selvom de kunne frelse hinanden. ”Ud af ensomheden” kommer man, hvis man er i stand til at overgive sig til kærligheden, selvom ens naturlige trang er sjælelig druknedød i mødet med tilværelsens understrømme: Det er lettere at være alene i livet, når man først har mistet, men i romanens løb skal Alva og Jules lære, at det til gengæld er større at holde i hånd, når man skal stirre ned i fremtidens afgrunde. For dem skal de – og man – nok møde, i romanen såvel som i livet.
Romanens dialog er elendig, alle personers indbyrdes forhold er præget af den samme form for uopfindsom omgangsironi. De to brødre: ”Jeg vil gerne have dig som forlover.” ”Forlover? Plejer man ellers ikke at vælge én, man godt kan lide?”.
Det samme i personbeskrivelserne, hvor en distingveret forfatters ”markerede ansigt var som mejslet i sten”, og ”de øverste knapper stod åbne” i skjorten. Det er rendyrket kladdehæftestil fra folkeskolen, og det fortsætter hele vejen igennem.
Så hvorfor er en dårlig bog så god, at denne anmelder måtte sætte sig på perronen, selvom toget havde nået København H., for at læse videre – og at de tyske anmeldere blev så benovede, at de ikke engang kunne se det indlysende sproglige gråvejr?
Det har taget Wells syv år at skrive den, og selvom den trods alt ikke har stjerneskuddets mirakuløse effekt, er der noget vidunderligt forløsende over modet til at skrive om en syvårigs tab og følge ham til hans voksenlivs langt senere frelse. Hos Wells smadrer livet formen, men begejstringen kunne skyldes, at vi for tiden er så vant til det modsatte.