Prøv avisen
Interview

Digteren Mette Moestrup: Poesi er en henvendelse, der overskrider døden

”Jeg har jo en gudsøn, og jeg har på sin vis levet op til gudmorløftet i usædvanlig høj grad, men jeg er ikke kristen,” siger digteren Mette Moestrup. – Foto: Leif Tuxen

Digteren Mette Moestrup har dyrket det kollektive og skabt et væld af projekter med andre kunstnere. Nu udkommer hendes første soloudgivelse i syv år, ”Til den smukkeste”, der gør op med en nationalistisk forfader og finder håb i poesien

”Mette? Hun er nedenunder.”

En ung mand i hættetrøje åbner døren til Vesterbro-lejligheden på klem og smiler stort, før han lukker døren igen. Nedenunder åbner en kvinde med lange øreringe endnu en dør ud til opgangen.

”Haha, har du været ovenpå? Vi har en lidt speciel konstellation, men det er en lang historie,” siger hun og viser indenfor.

Digteren Mette Moestrup bor til daglig sammen med ”fire hankønsvæsener” fordelt på to etager, hvoraf kun den ene knap på dørtelefonen bærer hendes navn, så det er en klassiker, at folk tager fejl.

I lejligheden ovenpå, hvor hun engang boede, huserer to 19-årige knægte nu. Den ene er hendes søn, den anden er hendes gudsøn. Selv er hun flyttet nedenunder med sin mand og hans 10-årige søn. Hjørneværelset er lavet til hjemmekontor, og fra skrivebordet har hun et vue, der har sin egen skønhed. Her kan man på sikker afstand sidde og se togene slange sig ind mod Hovedbanegården, ankomme og afgå, mens lyset på himlen skifter bag dem. I vindueskarmene står potteplanter, lilla orkidéer, som Mette Moestrup til sin egen overraskelse er blevet mester i at passe.

Mette Moestrups nye digtsamling og første soloudgivelse i syv år, ”Til den smukkeste”, spejler orkidéernes blomster med sin pink og purpur bogforside. I hjemmekontorets bogstakke ligger nogle af digterens bogprojekter fra de senere år, som alle har været samarbejder med andre.

”Jeg har haft en del kollektive skriveprocesser, som har fyldt meget de senere år. De har gjort litteraturen til et mindre ensomt sted at være. Men jeg har nok også længtes efter ensomheden. Det er nogle gange i det der helt afsondrede rum, at ens egen skrift kan få lov at bevæge sig de steder hen, hvor den skal – steder, som kan være smertefulde. Og som måske heller ikke er så kønne at se på for én selv,” siger hun.

Digtene i ”Til den smukkeste” handler om alt muligt forskelligt. Om lyserøde trusselsbreve, honningsøde heksagoner, æblepyramider, muser og stærke græske gudinder – noget, Mette Moestrup også har dyrket tidligere i varselsdigtene ”Omina”, som hun udsendte sammen med Naja Marie Aidt i 2016.

Fra den græske mytologi stammer også titlen ”Til den smukkeste”, der er inskriptionen på det æble, stridsgudinden Eris ifølge myten kastede ind i forsamlingen til et bryllup, hun ikke var inviteret til, hvilket blev begyndelsen på Den Trojanske Krig. Moestrup ser Eris som en mulig forandringsskabende kraft.

”Titlen er en henvendelse, som er tvetydig. På den ene side peger den på stridsæblet, på den anden side er den en kærlig henvendelse fra mig til mine læsere, når jeg nu kaster bogen ud i verden med alt, hvad den har,” smiler hun.

I et af de mere dystre digte, ”Blodæbledøgnet”, behandler Mette Moestrup sin egen slægtshistorie. Det er skrevet i 2014 under et skriveophold hen over en vinter i Wannsee ved Berlin i Tyskland.

Imens Mette Moestrup i virkelighedens verden havde omgang med en masse mennesker, har hun i digtsamlingen skåret dem væk for at give digterjeget ro til at se fortidens spøgelser, der render rundt og gemmer æbler på værelset om natten, i øjnene.

”Jeg har gjort månederne til et døgn, skruet op for ensomheden. Hun fik et meget ensomt rum at være i, for jeg ønskede ikke, hun skulle have mulighed for at slippe ud af det,” siger Mette Moestrup.

”Jeg boede jo på noget, der hedder Literarisches Colloquium, en stor villa, nærmest et lille slot, lige ned til Wannsee sø. Selvom der også boede andre forfattere, så er det et voldsomt sted at opholde sig. Og jeg skulle egentlig have lavet noget helt andet, da jeg var der, men de her digte kom altså bare. Det var en tung vinter, men jeg valgte også at åbne mig for det og gå ind i det.”

Vi møder i digtet tre personer, der er genstand for nærmere undersøgelse. Alle tre er virkelige medlemmer af Mette Moestrups familie på faderens side. Den ene er oldemoderens halvbror, der var en nationalistisk digter. Den anden er oldemoderens nevø, der blev dræbt i modstandskampen. Og den sidste er hendes faster, der døde som otteårig, også under krigen.

Den første, oldemoderens halvbror, er digteren Valdemar Rørdam, der sidst i 1930’erne var en elsket digter herhjemme, og som skrev fædrelandssangen ”Danmark i tusind år”. Men han skrev også et hyldestdigt til Hitler.

Efter krigen blev han udstødt, men er siden blevet forsøgt rehabiliteret, og blandt andre Søren Espersen (DF) har skrevet om ham.

”Jeg skal mane den forfader i jorden, skal jeg./ Mane den forfader i jorden./Om det så bliver det sidste, jeg gør,” lyder en strofe i ”Blodæbledøgnet”.

Der er snart folketingsvalg, og Mette Moestrup understreger, at opgøret med forfaderen er højaktuelt.

”Jeg var jo i Wannsee, da jeg skrev digtene, hvor man virkelig mærker et meget ubehageligt historiens vingesus. Men i Tyskland har man også kulegravet fortiden meget. Jeg havde brug for, med udgangspunkt i min egen familie, at undersøge en stigende uro og fornemmelse af, at det går i den forkerte retning herhjemme. Hvad er det, i historien, vi gang på gang overser? Hvad er det, der er overvintret, selvom foråret vel kommer på et tidspunkt,” siger hun og ser ud på en grå himmel, der for lidt siden sendte slagregn ned over København.

”Fem procent vil ifølge meningsmålingerne stemme på højreekstreme partier til valget, her taler vi end ikke Dansk Folkeparti. Hvorfor er der så mange af mine landsmænd, der har tænkt sig at støtte partier, der abonnerer på, hvad jeg vil gå så langt som at kalde for nazistisk tankegods? Det er en akut politisk sorg.”

Det var i gymnasiet, hun selv fandt ud af, hvem denne Valdemar Rørdam, som hun selv er i familie med, var.

”Jeg havde hørt hans navn og set enkelte bøger, gemt bag andre bøger i reolen. Jeg havde som barn en fornemmelse af, at det var en skikkelse, man ikke var udelt begejstret for, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg synes, jeg kan huske at have set fotografier, hvor han var klippet ud. Jeg var en læsehest som barn, og man kunne jo have forestillet sig, at min farmor, som jeg var meget tæt med, ville have sagt: ’Nu skal du høre om ham her!’. Men man var jo ikke stolt. Man har skammet sig over ham.”

Mette Moestrup mener, at det politiske i hendes poesi har at gøre med, at hun så at sige skriver i Valdemar Rørdams skygge.

”Jeg har længe skrevet om vold og racisme og skred i sproget, det danske sprog, som er det materiale, jeg arbejder med. Og under det ligger nok et behov for at yde den forfaders brug af det danske sprog modstand. Jeg er digter, så jeg spørger til forholdet mellem ords udtryksside og indholdsside. Da jeg skrev ’Kingsize’ (2006, red.) var det i en tid, hvor ordet ’statsborger’ begyndte at dele sig op og have to betydninger. Vi siger stadig statsborger, men der var nogle statsborgere, som blev mere statsborgere end andre statsborgere, og sådan nogle indholdsskred er helt bogstaveligt det, jeg kalder skred i sproget.”

Mette Moestrup ser ikke kun sin egen poesi som politisk. I alle livets med- og modvinde vil hun til enhver tid gå til poesien, siger hun og fremhæver en række af de digtere, hun holder mest af. Den kvindelige oldtidsdigter Sapfo. En kashmirisk digter ved navn Lal Ded. Forough Farrokhzad, en iransk digter. Amerikaneren Eileen Myles, som hun selv har oversat. I det hele taget er der mange kvindelige helte hos Mette Moestrup.

I en tid, hvor vi taler meget om at opløse køn og kategorier, er der så nogle erfaringer, som kun kvinder kan viderebringe?

”Der er klart nogle erfaringer, som kvindekroppen får, som mandekroppen ikke får, men jeg vil jo betegne det som en universel kropslig menneskeerfaring at føde og amme. At blive gravid, gro bryster, få menstruation, som så holder op igen. Det er ikke en specifik erfaring, men en menneskelig erfaring, halvdelen af mennesker får. Og som handler om at skabe liv. Vi kommer alle sammen fra en livmoder, det er jo superuniverselt.”

I ”Blodæbledøgnet” er der også nogle mere lavpraktiske overvejelser om at blive ældre:

”Går jeg ikke snart i menopause, please, jeg er så træt af mit blods lugt og orker ikke at ku gros i mere,” lyder det.

”Jamen det er jo meget apropos, at jeg runder et halvt århundrede. Det faldt mig ind, at jeg hadede at gå der og bløde igennem, hvad skal jeg bruge det til? Men derudover har alder og diskriminering af alder altid interesseret mig. Det kan være unge, der udsættes for mærkelige blikke på deres kroppe. Eller ældre mennesker, som gøres usynlige. Jeg vil gerne kunne henvende mig bredt, både til de unge og til ældre mennesker, i mine digte. Mænd og kvinder, alle køn. Jeg lever selv sammen med fire fantastiske hankønsvæsener i forskellige aldre og bruger rigtig meget tid sammen med mænd.”

Du kaldte det en lang historie, med jeres familie. Hvordan hænger det hele sammen?

”Vi er sådan en, hvad var det min mands søn kaldte det? Bland selv-familie. Det er ikke kun mine og dine børn, det er lidt af et sammensurium. Ovenpå bor min søn og så min venindes søn, min gudsøn, som jeg har kendt, siden han var baby. Hans mor døde af kræft for seks år siden, da han var 13 år. Og det var, på mange måder, mest naturligt, at han skulle bo her hos mig.”

”Teenagerne bor mest deroppe,” siger hun og peger.

”Vi har fred hernede, men alle har nøgler til begge døre. Lige før du kom, var der meget høj hiphop. Det måtte jeg stoppe,” griner hun.

I ét af bogens digte, ”Kallisto, Kallisto”, henvender hun sig til den døde veninde:

”Du som er borte/ fortæl mig/ findes der/ et ord/ for det jeg er/ for ham hvis mor/ du var.”

Digtet er det sidst skrevne i ”Til den smukkeste” og kom under et skriveophold på Klitgaarden Refugium i Skagen.

”Den første aften på Klitgaarden fik jeg en opringning om, at en kollega, en stor tænker inden for dekolonial æstetik, Alanna Lockward, som jeg har set meget op til, var død, helt uventet, og jeg var helt smadret over det. Der var glasloft i atelieret, hvor jeg havde lejet mig ind, og jeg kunne ikke sove og lå og så op på Karlsvognen, som man kunne se tydeligt gennem glasset. Hele det stjernebillede hedder Store Bjørn, også kaldet Kallisto, som – det fandt jeg ud af næste morgen – simpelthen betyder ’den smukkeste’! Det blev en henvendelse til heltinderne, muserne, som er forsvundet fra mit eget private liv og faglige liv, og døde digterinder. Og det er helt klart en henvendelse til min veninde, som døde.”

Hvad tænker du selv om døden?

”Den er ikke så fremmed for mig, som den måske er for folk, der slet ikke har set et lig. Det har jeg, mange gange. Jeg har været vidne til en dødsulykke, hvor en fremmed kvinde omkom. Min veninde døde pludseligt. En anden veninde mistede brat sin søn. Og min føromtalte farmor sad jeg hos, dengang hun døde. Jeg overlevede selv en bilulykke for nogle år siden, hvor jeg kunne mærke døden som en mur af is eller ild, et sted, man ikke kan komme tilbage fra. Det var meget voldsomt,” siger hun og sætter sit nikotintyggegummi af på et stykke papir.

Hvad tænker du, der sker, når vi dør?

”Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke på et liv efter døden. Jeg har jo en gudsøn, og jeg har på sin vis levet op til gudmorløftet i usædvanlig høj grad, men jeg er ikke kristen. Jeg var troende, da jeg var purung, det er jeg ikke længere, men jeg kan godt forstå folk, der er det. Mange har et behov for at latterliggøre folks tro, og det har jeg virkelig ikke. For mig er det bare poesien, og måske i et eller andet omfang nogle ritualer, som udfylder den rolle. Hvis der sker dødsfald, vil jeg typisk finde noget poesi frem, som jeg vil være i rum med, i stedet for at opsøge et trosrum.”

Hun holder pause et øjeblik og ser ud ad vinduet.

”Jeg tror jo måske, at jeg godt kan henvende mig til nogle af dem, der er døde. Jeg kan henvende mig til min døde veninde, og så kan hun også godt svare mig. Men det er jo hende inden i mig. Man kan godt have en dialog med de døde, og der er henvendelsen i poesien vigtig for mig. Når jeg læser poesi, kan jeg tale med digtere, der er døde for lang tid siden. Jeg kan læse deres digte og føle, jeg er i en tæt dialog med dem. Det er det fantastiske ved sproget og poesien. På den måde overskrider den faktisk døden, fordi digtene bliver levende, når vi læser dem.”

Foto: Leif Tuxen