Kirkefaderen Augustin (354-430) skrev engang, at man bør overlade fortiden til Guds nåde, fremtiden til Guds styring og nuet til Guds kærlighed. Ellers kan man hurtigt ende med at bruge hele livet på at fortryde fortidens fejl – eller på at frygte fremtiden.
Og nuet er skabt til Guds kærlighed.
Men fortiden er på godt og ondt også en del af nuet, og man skal heller ikke være så ked af sine fejltagelser, for ”uden fejl (naturligvis) intet liv”, som den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson skriver i romanen ”Historien om Asta”, der nu er oversat til dansk og netop handler en del om tid og kærlighed – og om de fejl og forsøg på at leve ”rigtigt”, der tilsammen skaber et liv.
”Når man bliver ældre, opdager man, at det ikke bliver nemmere at leve sit liv uden fejl. Nogle tror stadig, at man kan leve livet som en skolestil, der helst ikke skal have nogen røde streger i. Men det kan man jo ikke. Alle liv er fyldt med fejltagelser og derfor fyldt med liv. Det er vores fejl, der skaber vores fortællinger og udvikler os som mennesker. Vi famler, og vi fejler, og vi kan ikke andet. For livet er fyldt med modsætninger, der gør det umuligt at være i konstant balance,” siger Jón Kalman Stefánsson og tilføjer, at han skam også selv kæmper forgæves for at skabe balance i ”livet, som også er et frygteligt svært instrument at spille på”, som han siger.
Til gengæld mestrer han som få andre et andet instrument – sproget, som han bruger til at kalde havet ”verdens største instrument” og til at sammenligne landskaber med symfonier eller solopgange med langsomme vulkanudbrud, så musikken sprøjter ud af sætningerne:
”Det er vigtigt at sætte musik i sproget. For sproget er også et instrument, man kan spille på. Og det er et meget underligt instrument, der i samme sætning kan være stort som et kirkeorgel og småt som en mundharpe. Derfor er mulighederne uendelige i sproget, så man må bare forsøge og fejle sig frem,” siger Jón Kalman Stefánsson med sin stærke islandske accent, der får de talte sætninger til at lyde som små klippeblokke, han hugger til i munden.
Flere gange undskylder forfatteren dog, at de danske gloser ikke kommer hurtigere af sted på tungens samlebånd. For han er lige landet fra Island og har jo ikke sin danske oversætter, Kim Lembek, med til at gøre sproget smukt på dansk, som han siger.
Men selvom han også giver sin danske oversætter æren for, at hans romaner roses herhjemme, er den poetiske prosa skam placeret med vilje, forsikrer han.
”Man kan sætte alt ind i en roman, der er som et stort hus. Mine romaner skal have mange værelser, så der er plads til mange forskellige ting, men især musik og poesi. For jeg søger altid efter livets mening, meningen med døden og Gud. Man kan ikke finde de svar, men den bedste måde til at finde det, man ikke kan finde, er at bruge poesien i sproget,” forklarer han.
De seneste romaner, ”Fisk har ingen fødder” og ”Nogenlunde på størrelse med universet”, er blevet udråbt til både eksistentielle og poetiske mesterværker herhjemme, mens ”Historien om Asta” for nylig fik mere afmålt ros her i avisen, selvom den handler om selveste kærligheden og døden. Navnet ”Asta” er afledt af det islandske ord for kærlighed, så ”Historien om Asta” er også historien om kærligheden.
Bogen består dels af Astas egne breve, mens Astas far, Sigvaldi, fortæller den anden del af bogen i et langt dødsøjeblik, efter at han som moden mand falder ned fra en stige og for første gang må se sig selv ærligt i øjnene – mest med lukkede øjne, da han ligger på fortovet og dør, mens brudstykker af hans liv vises i som en fragmentarisk stumfilm i hans hoved – fra hans egen fars død, da han var lille, til faldet gennem hans eget liv.
”Den del af romanen foregår måske i løbet af nogle minutter, men i det øjeblik åbner hele hans liv sig, fordi han pludselig kan se sig selv i øjnene for første gang nogensinde. Da han ligger dér midt mellem livet og døden på kantstenen, kan han se sit eget liv helt klart. Før havde han aldrig mod til at erkende sine egne fejl, men i dette øjeblik har han ikke længere noget at miste og skjule, så han kan se ærligt gennem hele sit liv,” forklarer Jón Kalman Stefánsson, der betragter sin romanfigur som et billede på vor tids uvilje mod at se svagheden i os selv:
”Der er hele tiden nye muligheder for at undgå at konfrontere sig selv i vores tid, fordi man hele tiden kan zappe væk fra sig selv ved at gå på nettet eller mobilen, mens der bliver mindre tid til at mærke os selv. Og bestsellerlisterne bugner også med bøger om mindfulness med hurtige løsninger på alting. Men poesien er i virkeligheden den bedste mindfulness, der findes. For når man læser en god roman, kan den bremse tiden. Mens man læser et godt digt eller en god roman, så sidder man med sig selv og bliver konfronteret med følelser, som man ellers skjuler, fordi man dybest set kigger i sig selv, når man kigger ind i en tekst, der minder en om de skjulte sider i en selv. Det er måske det vigtigste ved bøger, at de kan bremse tiden, så man kan mærke sig selv.”
Siden Jón Kalman Stefánsson var barn, har han også brugt poesien til at prøve at bremse tiden – og dermed døden. For allerede da han var en lille dreng, døde hans mor, og sådan lærte han, at tiden slår alle ihjel. I romanen beskriver han også et dødsfald som et menneske, der ”bliver forvandlet til fortid”.
”Alle mine bøger handler om tid. For jeg er meget optaget af, hvad tiden gør, og hvad tiden er. Tiden er både liv og død. Tiden giver os hele tiden mere tid, men ’han’ tager den også. Han kommer med liv, men fører også døden med sig. Og når han har gået igennem os, er vi døde,” siger Jón Kalman Stefánsson, der synes, at man skal bruge tiden på at forstå den tid, der er gået:
”Man kommer ingen vegne, hvis man ikke kender fortiden. Jeg synes derfor, at det er en decideret pligt at kende sin egen fortid og dernæst sit lands og sin verdens fortid, for så kan man se, når historien gentager sig. Det er derfor, at nogle med rette ser det som et advarselstegn, at Donald Trump er blevet valgt som præsident, og politikere med nemme løsninger har vind i sejlene overalt. For det er nemmere at lyve over for folk, der ikke kender deres historie. Og historien viser, at folk med nemme løsninger er farlige,” siger Jón Kalman Stefánsson, der dog først og fremmest mener, at man skal huske fortiden for at se sit eget mørke i øjnene.
Et sted i romanen skriver han også, at ”man ser sig selv i øjnene, når man skriver”. Og Jón Kalman Stefánsson har også brugt sin egen svære barndom som inspiration til sit forfatterskab, ligesom hans mosters liv har inspireret til fortællingen om Asta, der hele tiden skærer sig på (kærligheds)livet. Og i romanen dør Astas søster også tidligt – ligesom Jón Kalman Stefánssons egen mor gjorde:
”Man går vild i bogen, hvis man tror, at man kan overføre hele min livshistorie til fiktionen. Sommetider har nogle af mine læsere forsøgt at følge i fodsporet på de fjelde, jeg skriver om. Men dem sætter jeg også, som jeg vil, så det passer ind i min fortælling. Jeg bruger kun det, jeg vil fra virkeligheden,” siger den islandske forfatter, der dog gerne erkender, at barndommen også har formet en del af forfatterskabet.
”Det er klart, at det følger en hele livet, hvis man som jeg er vokset op i et alkoholisk og kaotisk miljø. Men det kan også være positivt, fordi man ved, hvad man ikke skal gøre, og som forfatter har det været en gave at kunne hente historier op af min barndoms tåge hele tiden,” siger Jón Kalman Stefánsson, der ikke kun har tiden som hovedtema i mange af sine romaner, men især forholdet mellem lys og mørke. Og han fremkalder også sine fortællinger i mørket, forklarer han.
”Jeg skriver ofte om mennesker i modvind, for det er i modvind og mørke, at folks karaktertræk lyser klarest op, ligesom man bedst kan se månen i mørket. Man ser dybest ind i mennesker, når de er i vanskeligheder. Og måske forstår man også først sig selv, når man kommer i alvorlig modvind. For livets kriser viser vores karakter.”
Hvornår har du selv været i modvind?
”Hver gang jeg skriver. Det er en evig kamp for mig. Men min mors død har også farvet mit liv. Jeg var seks år gammel, da hun døde af kræft. Det kommer jeg aldrig over, og det er måske også en af forklaringerne på, at jeg skriver så meget om døden, for måske vil jeg gerne forstå døden. Han tager jo alt fra os. Og jeg vil gerne vide, hvor han sætter det,” siger Jón Kalman Stefánsson, som dog ikke ved, hvad han skal tro på:
”Nogle dage tænker jeg, at de døde bebor et andet univers. Andre gange tror jeg, at de er helt væk. Men man vil jo ikke tro på, at de døde forsvinder helt. Og jeg tror, at det delvist er årsagen til, at jeg skriver. At skrive fiktion er det modsatte af videnskab. En videnskabsmand skriver om det, han ved. Jeg skriver om det, jeg ikke ved noget om. Men gennem poesien kan man indimellem føle, at man rører evigheden nok til at bremse tiden en smule. Måske er det derfor, jeg skriver. Jeg prøver at stoppe tiden og dermed døden med poesi.”8