Anna Akhmatova (1889-1966) er en af moderne russisk poesis vigtigste skikkelser. Hun tilbragte som mange andre kunstnere en række forfærdelige år i Stalin-tidens fængsler, ligesom hendes mand og søn som en del af regimets terror blev fængslet i mange år eller henrettet for ”kontrarevolutionære aktiviteter”. Blandt Akhmatovas mest berømte værker finder man ”Requiem”, der beskriver hendes ophold i sovjettidens fængsler. Der skiftes i Akhmatovas værk mellem konkrete indtryk af fængselstilværelsen og digterens medfanger samt store visionære og symbolske udtryk for smerte, lidelse og død.
Vi føres ind i det digteriske univers via et ”I stedet for et forord”, hvor poetens situation i ”Leningrads fængsels-køer” nagles fast i læseren:
”En kvinde med blåfrosne læber […] vågnede pludselig op fra den særegne lammelse, vi alle befandt os i, og hviskede mig i øret (her hviskede alle): – Kan de også beskrive dette? Og jeg svarede: – Ja. Da gled der en mindelse om et smil hen over dét, der engang havde været hendes ansigt.”
Modsat sådanne konkrete hverdagslige beskrivelser møder vi de billedsprogsmættede mareridtsvisioner, der viser, hvilken fortræffelig digter Akhmatova er:
”Vanviddet dækker med sin vinge / Mer’ end det halve af min sjæl, / Og lokker mig med skoldhed vin / Ind i de sorte skyggers dal.”
Oversættelsen af ”Requiem” er begået af Mette Dalsgaard, der tidligere har markeret sig som en fornem ambassadør for russisk poesi med oversættelser af blandt andet Akhmatova, Olga Sedakova og Joseph Brodsky. At russisk poesi præsenteres på dansk er vigtigt i en tid, hvor størstedelen af indflydelsen fra udenlandsk poesi – og kultur i det hele taget – foregår fra det angelsaksiske sprogområde. Dette skyldes selvfølgelig, at danskere er bedre til engelsk, men også at vi bilder os ind, at kunstneriske og kulturelle strømninger af amerikansk oprindelse er mest relevante, hvor sandheden er, at vi mangler kendskab til for eksempel russisk poesi og kultur.
Dalsgaard har, som hun anfører i efterordet, bestræbt sig på at bevare originalens rytme og rim. Dette valg har i visse tilfælde gjort, at digtene har en lidt højstemt og altmodisch klang. På den anden side er der ingen, der siger, at digtene skal lyde som nutidigt dansk, da den russiske poetiske diktion ligesom den latinamerikanske og orientalske rummer en langt højere grad af ekspressive følelsesudtryk og patos end den nordeuropæiske.
Akhmatovas ”Requiem” er en kur mod den ofte ensidige satsning på ironi, spilbevidsthed og stilblandinger, som man finder i samtidens danske poesi. Her møder man poesi på liv og død.