Prøv avisen

Poesien i "Mit nøgne hjerte" braser som et lokomotiv gennem spisestuen

5 stjerner
Simon Grotrian er en digter, der på én gang er ekstremt gammeldags og moderne. Hvad angår det første, er livsholdningen i digtene nærmere Thomas Kingo og barokken, end den ligner noget, vi kender fra moderne tid. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Simon Grotrians ”Mit nøgne hjerte” rummer særprægede og forunderligt smukke digte

Titlen på Simon Grotrians nye digtsamling ”Mit nøgne hjerte” har en lang række referencer i den poetiske tradition. Det gælder et af Grotrians forbilleder, Michael Strunge, der i sine rablende, surrealistiske ”sorte” bøger ”Nigger 1-2 – eller Mit nøgne hjerte” ikke bare excellerede i vilde billeder og angreb på navngivne personer, men også i en strøm af obskøniteter.

Bag Strunge har man dog de franske symbolister Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud og deres amerikanske inspirator Edgar Allan Poe. Når disse store digtere fra det 19. århundrede var fascinerede af og reflektererede over bogtitlen ”Mit nøgne hjerte”, skyldtes det en idé om, at det moderne splittede og komplekse menneske ikke længere har tilgang til sit ”nøgne hjerte”, og at selv en tynd bog med få ord med denne titel vil være en bedrift, der vil føre til et udødeligt ry. At skrive bogen ”Mit nøgne hjerte” vil nemlig, mente Baudelaire og hans okkulte kunstnermiljø, koste så meget smerte, at ingen vil overleve det. Til trods for det står vi nu med (endnu) en bog med denne titel fra dansk poesis mest egensindige, grænsesprængende og særprægede ordkunstner.

Simon Grotrian er en digter, der på én gang er ekstremt gammeldags og moderne. Hvad angår det første, er livsholdningen i digtene nærmere Thomas Kingo og barokken, end den ligner noget, vi kender fra moderne tid. Karakteristisk er de fantastiske gestaltninger af universer, der er totalt besjælede af Gud: ”Jeg har Guds kærlighed / en brintbombe af violer over markerne / og når dét er sagt / ser jeg en splint af hans vidunderlighed / i alle, jeg møder.”

Ultramoderne er derimod altid Grotrians billedsprog, for ingen har for eksempel før hørt om ”en brintbombe af violer”.

Ud over at prise Guds almagt følger Grotrian trop med Kingo og barokdigterne med hensyn til en negativ valorisering af livet på Jorden. Her slår Grotrian alle andre digtere i sine hæsligheds- æstetiserende visioner fra en forkvaklet og dæmoniseret samtid: ”Du rejser dig i pels fra en seng / som en muggen pære / englene tynger biller ned i græsset / og duggen risler støjende.” I dette paranoide univers, hvor alle proportionsforhold, årsag-virkningsforhold og meningsfulde sammenhænge er sat ud af kraft, er der for læseren ikke andet at gøre end at hengive sig til digterens bizarre eksplosioner af billeder. Man hører, at ”månen blev lagt af en høne på kransekagens bildæk / blæksprutter flagrer nervøst / over kommaets stejlende hingst”. Og som en af mine favoritter: ”Bankosovs funkler som en juvel over de bristede illusioner.”

Konklusionen på denne anmeldelse af Grotrians særprægede og forunderligt smukke digte kan udtrykkes med et citat fra ”Mit nøgne hjerte”: ”Poesien braser som et lokomotiv gennem spisestuen.” Og med en tilføjelse: Grotrian er ”still going strong!”