Poesien forsvinder i mislykket digtsamling

ABC. Skolehæfte, hvor eleven lærer at skrive bogstaverne. Alfabet i hæfte i faget dansk. Kladdehæfte til ...

"Hvad er egentlig digtsamlingens røde tråd, ud over alfabetet? Og ikke mindst: Hvad med poesien?" skriver Kristeligt Dagblads anmelder om "et alfabet". Scanpix Denmark

My Eliasson debuterer med systemdigtsamling med titlen ”et alfabet”. Resultatet er ikke vellykket

Inger Christensens ”alfabet” (1981), Halfdan Rasmussens ”ABC” (1967), Per Højholts ”6512” (1969), Eske K. Mathiesens ”Den forelskede regnorm: et dyrealfabet” (2010) og Lars Bukdahls ”Alfabeter fra Pluto” (2008).

Sådan kunne en topfem over bøger, der bruger alfabetet som struktureringsprincip og kreativ spændetrøje, se ud. Når Bukdahl i et enormt humoristisk efterskrift til sin nævnte digtsamling lader den lille dreng Abraham konstatere, at det ”værste ved ABC-bøger er, at man altid ved, hvad de ender med, nemlig Å”, må man således hurtigt tilføje, at det bedste er, at der faktisk findes vidt forskellige, men på hver sin måde særdeles vellykkede ABC-bøger i den danske litteratur.

Det er derfor både modigt og ambitiøst, når My Eliasson vælger at kalde sin debut ”et alfabet”. Desværre når hendes digte aldrig tilnærmelsesvis på omgangshøjde med familiemedlemmerne. Selvfølgelig er det uretfærdigt at skyde gråspurve med kanoner, men samtidig må man også bare holde fast i, at Eliassons samling helt grundlæggende hverken besidder tilstrækkelig sproglig finurlighed, humor eller eksistentiel dybde til for alvor at blive vedkommende.

Hør f.eks. k-digtet: ”Kähler kællingerne/ kæler kussen./ Kom Kærligt/ Keramik”.

Digtet er eksemplarisk for bogens gennemgående greb, nemlig brugen af allitteration (alle ord har samme begyndelsesbogstav, første digt a, andet digt b og så fremdeles) og ordspil (her forskydningen fra Kähler til kæler), men det er også eksemplarisk for bogens gennemgående problem: Ingen af digtene gør et varigt indtryk.

Når digtene, som i det ovenstående, vil være satirisk-humoristiske, mister de alt for hurtigt pusten. De er, som vittigheder, en engangsforestilling. Og når de vil være alvorlige, som i det følgende digt, er de ikke pågående og vedholdende nok i deres ømhed: ”Fy for fanden fædre./ Forlod familien for fest./ Fucking forrædere.” Nok er ordspillet mellem ”fædre” og ”forrædere” hårdtslående, men digtet synes ikke at åbne op for et følelsesmæssigt rum, jeg som læser kan bevæge mig ind i. Det forbliver for ukonkret, upersonligt.

Måske skyldes det også, at bogen er for flakkende. Emnerne, der behandles, forekommer ganske enkelt for spredte: I det ene digt læser man om, at dronningen dræber demokratiet, i et andet om ”zionisternes zoologiske have” og i et tredje om glidecremens genopstandelse. I det ene øjeblik handler digtene om storpolitik, i det næste om lørdagskylling. Men efter endt læsning sidder man tilbage med to store spørgsmål: Hvad er egentlig digtsamlingens røde tråd, ud over alfabetet? Og ikke mindst: Hvad med poesien? Eliasson formår desværre ikke at gøre alfabetet til et interessant benspænd, der kan åbne for det poetiske stof.

kultur@k.dk