Poesiens blå blomst i vindueskarmen

Kaj Munk og Per Højholt har åbnet naturen for os og dermed gjort verden større

Vi har fået en ny blomsterhandler i vores kvarter, og han frister med skrigende blå orkideer, endog på runde stativer, så nogle danner en flot blå bue af udsprungne blomster. Jeg lod mig forføre, og nu står der én i vindueskarmen på mit arbejdsværelse og pranger (måske for meget?) med sin voldsomme blå krans.

Det er ellers sjældent, jeg køber blomster til mig selv, men dens blå farve var så provokerende og på sin vis så skrækkelig, at jeg måtte have den.

Selvfølgelig tænkte jeg på, om det var for at have poesiens blå blomst lige i øjenhøjde. Om poesien på samme tid er skøn og skrækkelig som denne orkide. Er det Kaj Munks blå anemone, jeg på nutidsfacon sætter i mit synsfelt, på samme tid tiltrukket og frastødt af dens blånen?

Åh ja, dette ord ”blånen” får mig til at huske på Per Højholts digt ”Månens gestus” (1978), hvori der tales om det store himmellegeme og helt ekstravagant rimes på det: ”men skæv i det stirrende vindue/som daggryet fik til at blåne/ den gestikulerende måne//.

Det lyder skønt, men også frastødende abstrakt, og dog er der bare tale om en måne, der som digterisk symbol svarer en mand, som stirrer på den en morgenstund efter en lang nats slåskamp med et digt.

Ingen ville gide se en video af dette stille, timelange slagsmål for at finde de rigtige ord, men sproget formidler kampen gennem sit vovede rim i et ellers rimløst digt. Flot og sentimentalt på samme tid.

Vi er ikke mange i dette land, der frivilligt læser poesi – eller lyrik, som det hedder med et mere kuldslået ord. Det er os en stor gåde, hvorfor vi ikke er flere, men det er nok, fordi mennesker som flest opfatter lyrik som en opgave, der skal findes en løsning på. Eller måske fordi de er utrygge ved det poetiske område, som de bliver trukket eller forført ind i.

Men hvad er det da, ordenes poesi tilbyder, og som nutidens billed-optagethed står så fremmed over for?

De tilbyder en mer-betydning, som på samme tid er verdensåbnende – og ikke til at anbringe i verden uden for os. Skøn og skrækkelig på samme tid som den indre verden i os, vi aldrig totalt kan formidle til et andet menneske, men måske komme tættere på ved at tale om farven blå og dens poetiske kvalitet.

Det er ikke abstrakt og uforståeligt, det er et konkret sprog for det i os, som ellers ikke lader sig sige: drømmen om en mening bag alle ting. Skøn og sentimental som den skrigende blå orkide i mit vindue.

I klummen Bøgerne og hverdagen, der fremover bringes ugentligt, causerer professor Bo Hakon Jørgensen over danske forfatteres beskrivelser af dagligdags fænomener og ting.