Jeg har lige siddet og glædet mig over Rasmus Nikolajsens sjette digtbog, ”Tilbage til unaturen”, der både er systemisk (en hel masse ottetalstabel) og konceptuel (alle digte er skrevet i naturen; en digtserie beskriver 16 forskellige solnedgange) og helt simpelt og betagende skøn (solnedgange!).
Det er derfor en oplagt test af poesiprofessor og Kristeligt Dagblad-anmelder Peter Stein Larsens generøst digternavnedroppende bog ”Poesiens ekspansion”, der på bagsiden praler med at være ”den første samlede fremstilling af den nordiske lyrik efter 2000”, at lede efter Nikolajsen, født i 1977, debut i akkurat 2000, der i min bog er en af tidens stærkeste og fineste digtere.
Og selvfølgelig er han med, hvilket allerede er et stort plus. Nikolajsens navn droppes et par steder eller tre, og så tildeles han en sides selvstændig omtale, hvilket forekommer mig pænt i underkanten, i bogens første store kapitel, ”Nordisk lyrik mellem bog og internet”, nede i delafsnittet ”Montage”.
Arbejdersangssamplingen, ottetalssystemet og opremsemodulerne i Nikolajsens forrige digtbog udredes, og en enkelt ottelinjer fra bogen citeres. Midt i omtalen står denne sætning: ”I Socialdemokratisk digt (2010) videreføres den rablende avantgardistiske sprogleg i en række samplingstekster, hvor fragmenter fra andre værker er brugt som moduler i den litterære stil.”
Den sætning er på godt og ondt eksemplarisk. På godt er dens anden halvdel eksemplarisk ved så præcist og nøgternt som muligt at gøre rede for, hvordan der rent teknisk skrives: fragmenter, som moduler i stil.
På ondt er første halvdel af sætningen eksemplarisk ved sjasket godmodigt at karakterisere og smagsdømme overordnet: ”rablende avantgardistisk sprogleg” har ikke meget at skaffe med Nikolajsens kunstfærdige, til tider næsten rokokoraffinerede, men meget virkelighedsinteresserede billedserier- og ja, nu prøver jeg selv, og jeg siger ikke, jeg rammer i plet, men jeg prøver i det mindste.
Det rigtig gode i Stein Larsens bog er for det første de tekniske forklaringer og typologier, især i det nævnte første kapitel, hvis avancerede typer ved siden af montage er ”Netværk”, ”De serielle” og ”De procedurale”; rekord-avanceret er den gamle mester Klaus Høeck, der kombinerer alle fem typer. Jeg er ikke nødvendigvis enig i alle kasse-udmålinger - i sin nye bog benytter montagedigteren Nikolajsen sig slet ikke af montage!? - Men hvor er det dejligt at have systematiske slag på tasken at diskutere med.
For det andet glæder jeg mig betydeligt over den insisterende store overflod af digtere, der mere end bare navnedroppes. I kapitlet ”De ikke-kanoniserede” bliver mangfoldigheden på smukkeste vis selve pointen: Ni gode, oversete digterskaber inddeles i tre grupper: ”De marginale”, ”De asynkrone” og ”De kortvarige”; Eske K. Mathiesen og Viggo Madsen er efterhånden pænt synlige, førstnævnte endda også på universitetet, mens de seriøst skæve hoveder Niels Simonsen og Asger Stig Møller ikke passer til nogen kasser overhovedet, godt at Stein Larsen undtagelsesvis har oprettet én til dem.
Det voldsomt befolkede kapitel ”Centrallyrik og interaktionslyrik” fortsætter den effektive, men (herligt) diskutable dobbeltfigur fra Stein Larsens disputats ”Drømme og dialoger”: stabil jeg-kvide versus vilter polyfoni og får det til at se ud, som om det står 1-1 mellem de to poesi-hold. Men hov, alle de avancerede digtere i kapitlet, plus flere af de ikke-kanoniserede, er altså også på interaktions-holdet, der ergo vinder klart.
Som lyrikanmelder her i spalterne er Stein Larsen naturligvis ikke glad for samtlige digtbøger, han får i hænderne, men det er han mærkeligt nok i sin bog: Ingen af de mange, mange digtere, han frivilligt eller ufrivilligt (fordi andre finder dem vigtige) har valgt at læse nærmere, kritiseres, og det virker simpelthen uærligt og bare mudret: Jeg mistænker, at han (stadig) ikke sætter Nikolajsen voldsomt højt, men jeg kan ikke være sikker.
Problemet er muligvis et akademisk tabu: Man kan og bør polemisere mod andre akademikere, men det er vulgært publicistisk at gå efter forfatterne. Så burde der imidlertid være blevet skruet ned for rosen også, der igen og igen reducerer sig til akkurat våde, anmelderagtige klichéer, et tilfældigt eksempel fra Klaus Høeck-omtalen:
”En anden digtgenre er stedsforankrede digte, der med en vidunderlig humor tager udgangspunkt i den lokale dialekt.”
I en række mindre kapitler i bogens sidste tredjedel diskuterer Stein Larsen - og opremser eksempler på - ”kønsrelationer”, ”eksfrase” (billedkunstbeskrivelser) og litteraturvidenskabelig inspiration i samtidsdigtningen og digterisk inspiration i litteraturvidenskaben og gør det velsignet konkret og anskueligt, for ikke at sige håndgribeligt.
Det afsluttende kapitel forsvarer ildfuldt, men måske også her post-Yahya Hassan en kende unødvendigt, poesiens ekspansive og ekspanderende betydning.
1000 tak fra 1000 poeter, herunder mig selv, for, at Peter Stein gider få øje på os i vores specifikke multituder og skrive os i differentieret mandtal. Det bliver verden både rigere og klogere og måske endda mere poetisk af.