Det var den 1. januar 1944 i Vedersø Kirke. Pastor Kaj Munk holdt sin nytårsprædiken, ikke på prædikestolen i ornat, men stående nede på kirkegulvet blandt menigheden klædt i overfrakke og rødt halstørklæde. Præsten, som i 1920erne og 1930erne var anerkendt som en af landets dygtigste dramatikere, udnyttede sine evner som iscenesætter til fulde og fremførte en velkomponeret, skarp og kompromisløs tekst. Måske højdepunktet i hele hans litterære produktion. Det mener i hvert fald Hans Hertel, professor emeritus i nordisk litteratur ved Københavns Universitet.
Såvel den måde, talen er bygget op på, som dens indhold, er fabelagtigt flot. En rigtig mandfolketale om betydningen af at gøre sin nationale pligt, siger han.
Hans Hertel tilføjer, at prædikenen ikke står mindre skarpt for eftertiden af den kendsgerning, at tyskernes hemmelige politi, Gestapo, rent faktisk tre dage senere gjorde det omtalte skrækscenario til virkelighed. En nat kom de efter ham og likviderede ham.
Kaj Munk hører til de mennesker og forfatterskaber, som har delt vandene mest i det ellers så konsensussøgende Danmark i det 20. århundrede. Han var dramatikeren, som skrev alvorlige teaterstykker fra en kristen, nationalkonservativ position, og som i 1930erne åbent hyldede Hitlers og Mussolinis totalitære regimer, mens han nærede mistillid til det slappe Andemadsdanmark, som hyggede sig i smug og blev regeret af socialdemokrater og radikale.
Helt frem til begyndelsen af besættelsestiden ytrede han sig beundrende om Hitler, men slog så helt om og blev besættelsesmagtens mest højtråbende kritiker på dansk grund.
Den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, udså sig Kaj Munk som den dansker, der skulle bøde for, at samarbejdspolitikken var brudt sammen den 29. august 1943, idet han forventede, at en likvidering af den intellektuelle og nationalt sindede præst ville tæmme danskernes modstandsvilje. Lige modsat gik det. Mordet blev benzin på bålet. Og dramatikeren og digteren Kaj Munks produktion blev i lang tid overskygget af fortællingen om martyren Kaj Munk.
I de 70 år, som fulgte, har begge dele været genstand for en til tider skyttegravsagtig kamp imellem på den ene side kulturradikale og marxistiske litterater, som har fremhævet Munks højreorienterede standpunkter i 1930erne og har afskrevet det meste af hans litteratur som passé, og på den anden side borgerlige debattører, som sammenkæder den litterære produktions budskaber med martyriet fra Kaj Munks sidste leveår.
Interessen for Kaj Munk er bølget op og ned. Lige efter befrielsen var han den store helt, og selv samarbejdspolitikerne omfavnede ham, men i løbet af kort tid forsøgte disse politiske kredse bevidst at pille ham ned, og i universitetsverdenen blev hans litteratur udstødt, siger Lars Christensen, ph.d. og foredragsholder med tilknytning til Kaj Munk Forskningscenteret på Aalborg Universitet.
Han tilføjer, at situationen i dag er ændret med oprettelsen af netop dette forskningscenter i 2005 og før det udgivelsen af litteraten og den konservative politiker Per Stig Møllers bestseller Munk i 2000.
Søren Dosenrode, professor ved Aalborg Universitet og leder af Kaj Munk Forskningscenteret, tilføjer, at inden da banede Bjarne Nielsen Brovst vejen med bogen Kaj Munk retsopgør og eftermæle i 1998.
Det er omsider igen blevet legitimt at have med Kaj Munks litteratur at gøre. Han var en meget vigtig dansk forfatter i 1920erne og 1930erne, og det er godt, hvis vi omsider kan beskæftige os på en nuanceret måde med både Kaj Munks lyse og mørke sider, siger Søren Dosenrode.
Det sidste bakkes stærkt op af Hans Hertel, som netop mener, det er vigtigt at få nuancerne med i fremstillingen af Kaj Munk, så man hverken afskriver al hans litteratur på grund af hans politiske synspunkter i 1930erne, eller helgenkårer ham og hele hans værk på grund af måden, ham kom af dage på.
Kaj Munk er et yderst interessant eksempel på, hvor langt 1930ernes intellektuelle gik i retning af at se Hitler som den store fornyer. De nationalkonservative var langt ude, ligesom marxisterne var langt ude i deres sympati for Stalin og Sovjetunionen. Begge dele er udtryk for, hvad jeg vil kalde den totalitære fristelse, som højt begavede intellektuelle faldt for på begge politiske fløje, siger Hans Hertel.
Når han fremhæver nytårsprædikenen fra 1944 som et højdepunkt, spiller prædikenens element af soning for 1930ernes synder og fejltagelser ind. Det er nemlig ikke mindst som en vigtig person i dansk kulturhistorie, Hans Hertel finder Kaj Munk værd at beskæftige sig med. Hvad angår den række af skuespil, Kaj Munk skrev, og som i samtiden bragte ham stor anerkendelse, er Hans Hertel mere forbeholden.
Jeg må indrømme, at jeg altid har fundet hans dramatik temmelig højspændt. Men jeg anerkender, at han både herhjemme og i udlandet har begejstret mange med Ordet og En idealist. Det stykke, jeg selv har beskæftiget mig mest med, Han sidder ved smeltediglen, anser jeg for noget dubiøst med dets beundring for diktatoren og med indrømmelse af hans ret til at landsforvise jøderne, siger Hans Hertel og tilføjer:
Efter min opfattelse var det ikke nær så meget hans dramatik som hans prosa, hans rejsebøger, hans avisartikler, hans salmer og hans prædikener, som gjorde ham til en stor skribent. Det er den del af forfatterskabet, som har sagt mig mest. Mange af hans artikler har givet mig myrekryb på grund af deres holdninger, men har samtidig været formidabelt godt skrevet.
Anne-Marie Mai, professor i litteraturhistorie ved Syddansk Universitet, er enig i, at Kaj Munks litteratur var meget lidt i søgelyset i 1970erne, men hun påpeger, at det gjaldt for megen dansk skønlitteratur i den periode.
Det gælder i øvrigt for de fleste forfatterskaber, at der ikke bliver så meget tilbage af alt det, forfatteren skrev, når tidens tand tager fat. Men efter min opfattelse er der i tilfældet Kaj Munk en række kunstnerisk holdbare tekster. Jeg vil fremhæve to skuespil, som man stadig kan have udbytte af i dag, Ordet og Kærlighed, som har stor kunstnerisk styrke. Man kan sige, at to skuespil ud af en meget stor produktion ikke er meget, men hvis man ser bort fra nogle ganske få forfatterskaber, for eksempel H.C. Andersens og Kierkegaards, er det meget almindeligt, siger Anne Marie Mai, som har det svært med et andet Kaj Munk-hovedværk, Før Cannæ, selv om det ideologisk markerer et vigtigt brud med nazismen.
Litteraturhistorikeren uddyber, at styrken ved Ordet er, at stykket, som skildrer samtidige religiøse modsætninger omkring Indre Mission, formår at få publikum til at tro på et mirakel, der rækker ud over alle menneskelige stridigheder: Oplevelsen af, at en ung død kvinde ved kærlighedens og troens kraft rejser sig fra sin båre.
Det er en situation, som er yderst vanskeligt at få til at lykkes dramaturgisk, men det formår Kaj Munk. Som tilskuer bliver man virkelig grebet og rystet, konstaterer Anne-Marie Mai.
Kærlighed skildrer en præst, som ikke tror på Gud, men som oplever kærligheden med en gift gårdmandskone i sognet. Og professoren fremhæver dette teaterstykke, fordi det behandler mellemmenneskelige forhold på en nuanceret måde og beskriver, hvordan mennesker finder ud af det med hinanden, på en måde, som ende med at række ud over samtidens normer og fordomme. Skuespillet viser også, at Kaj Munk ikke kun var en nationalkonservativ stridsmand og en selvopofrende helt. Han var også moderne poet og en dygtig menneskeskildrer.
Kaj Munk har også skrevet flere digte, som er rigtig gode, og jeg var ikke i tvivl om, at han skulle være repræsenteret, da Thomas Bredsdorff og jeg i 2000 udgav en samling med 1000 danske digte. Valget faldt på Min unge Elskede kaster op, som beskriver den unge, gravide kone set med det mandlige blik. Det er kunstnerisk vellykket og kan sagtens læses i dag, fortæller Anne-Marie Mai.
Hun slår dog fast, at hendes fokus på poeten frem for stridsmanden Kaj Munk ikke skyldes, at sidstnævnte er uvæsentlig. Tværtimod ser hun Kaj Munk som en person, der er blevet et ikon i dansk historie:
Der er i dag fortsat vigtigt at huske og forholde sig til hans historie, hans stillingtagen, hans endeligt og hans betydning som nationalt samlende figur. Men ved siden af denne personhistorie repræsenterer Kaj Munk en række litterære værker, som også er værd at huske.
