Der er altid jubilæer, bare man leder lidt efter dem. I år er det for eksempel 200 år siden, at Goethes digtsamling ”West-östlicher Divan” udkom. Og hvorfor er det grund til at fejre det?
Først og fremmest fordi samlingen indeholder nogle af Goethes allerbedste digte – skønnere end mange af hans berømte ungdomsdigte – både om kærlighed og om verdensaltet. I et af dem, ”Wiederfinden”, som har med begge dele at gøre, fortælles om skabelsen. Hele verden lå ved Guds bryst, men Gud ville skabe noget uden for sig selv. Derfor sagde han: ”Der blive lys!” Og det blev der, verden sprang ud, elementerne flygtede fra hinanden. Faktisk skildrer Goethe et ”big bang” længe før teoriens opkomst.
Men da lys og mørke nu var skilt så radikalt, var verden også uden tone, uden farve. Og Gud var ensom. Så hvad gjorde han? Han skabte morgenrøden, overgangen fra mørke til lys, en blidere daglig skabelse end hans første diktatoriske befaling. Straks kom farvespillet og tonerne tilbage. Der er mange solopgange i Goethes digtning, og han var en sympatisk beundrer af den oldpersiske soldyrkelse. Den var morgenrøden en del af, og Goethe priste den, fordi den formidlede mellem mørke og lys, mellem sort og hvidt. Fordi den ikke satte skel, men bragte forskellighederne i spil, ganske som kærligheden gør det. I morgenrøden er nat og dag ét kød.
Divan betyder forsamlingsrum, mødested, og sådan opfattede Goethe sin beskæftigelse med den persiske digtning, som også er værd at fejre. Den var ham en kærkommen anledning til at flygte fra den aktuelle europæiske virkelighed, napoleonskrigene. Men han nærede også en oprigtig interesse for det anderledes og fremmede. Goethe var den første, der brugte ordet verdenslitteratur. Dermed mente han ikke en hitliste, men en litteratur, der lod sig inspirere af mere end det nationale. Oversættere sammenlignede han med handelsfolk. Som de handlende udveksler varer, formidler oversætterne kultur. (Den vest-østlige divan er importeret til dansk i P. A. Rosenbergs store Goethe-udgave fra 1920’erne, men dens persiske tæpper er, helt uundgåeligt, falmet en smule på rejsen).
Derfor studerede Goethe den islamiske kultur med et på samme tid opmærksomt og kritisk blik. Han skrev ikke kun sine vidunderlige digte, som indoptog og forvandlede den fremmede tradition, især repræsenteret af digteren Hafis fra 1300-tallet. Han skrev også et langt essay ”med henblik på en bedre forståelse” af hans digtsamling, og i det kommenterede han den østerlandske religion, kultur og historie – ved hjælp af formidlere, for han lærte ikke ret meget arabisk.
Man måtte vide noget om det fremmede. Først da kunne man skille fårene fra bukkene. Det gjorde Goethe så også. I afsnittet om Muhammed foretager han en vigtig skelnen mellem poeten og profeten: Begge er de grebet af en gud, i og for sig forkynder de begge. Men poeten ødsler sine gaver, han bliver rig ved at give alt bort, han kan have hele verden i sig og endog skabe sin egen til alles glæde. Profeten derimod har et formål, han vil gennemføre noget, han vil vinde disciple, tilhængere, han er med et moderne ord politiker.
Det er digteren ikke – vel at mærke, når han er digter, ellers kan han godt være politisk, og det var Goethe også i ny og næ. Men hans digte er et andet sted henne: De svæver, som det hedder i et af dem, rundt ved Paradisets port og ”banker lige så stille på” i håb om at få et evigt liv. Mange af hans har fået det.
Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.