Prøv avisen
Bog

Poetisk far-humor

2 stjerner
Lars Dan er en god billedkunstner, men om han også er en god digter, er altså mere tvivlsomt, mener Martin Gregersen, og giver forfatteren og kunstmalerens nye digtsamling 2 stjerner. Foto: LEHMANN MARTIN/POLFOTO

Uoriginale og banale ordspil præger Lars Dan-digtsamling

Der findes digtere, og der findes malere – og så findes der digtende malere. Per Kirkeby er et godt eksempel. Kaspar Bonnén et andet. Lars Dan er, for nu at sige det (måske lidt for) kort og kontant, ikke. Han er en god billedkunstner, men om han også er en god digter, er altså mere tvivlsomt. I hvert fald, hvis man skal konkludere på baggrund af hans sjette digtsamling ”Øjet er en græssende gazelle”, der består af en række forskellige nedbarberede udsagn (ofte kun to-fire korte linjer pr. side).

Som i andre af Dans udgivelser er ordspillet her den gennemgående motor, og det er netop dette greb, der er det altoverskyggende hovedproblem. Det skyldes ikke, at ordspil, vitser og lignende generelt skal udelukkes fra poesien, slet ikke. Faktisk tværtimod. Men hvis de skal være interessante, kræver det en god portion humoristisk sans og ikke mindst et særligt blik for sprogets veje og vildveje, som kun nogle af dansk lyriks bedste forfattere besidder, som for eksempel Peter Laugesen, der i ”Plettede plusfours” (1993) leverer vitale vrøvlerier som disse:

”Løg gør gad vide hvad/ imens tomaten rødmer/ ved tanken om salatens bønner”.

Eller Eske K. Mathiesen, der i ”Stikkelsbær” (2006) med en elegant lethed forbinder det tragisk-eksistentielle med det humoristisk-legende:

”Forglemmigej hedder blomsten,/ der ligger begravet her./ Men det er der næppe nogen,/ som husker mer”.

I modsætning til disse forfatteres finurlige, vittige (i betydningen kloge og humoristiske) og originale ordspil, kan Dans praksis i ”Øjet er en græssende gazelle” snarere betragtes som poesiens svar på far-humor: plat, forceret og pinagtig, uden sans for, hvornår nok er nok. Havde digteren holdt lidt igen, økonomiseret en smule med sin ordspilstrang, var indtrykket måske blevet et andet. Så kunne man for eksempel nok have glædet sig over prægnansen i samlingens afsluttende billede, der både kan læses kosmisk-poetisk og konkret (Fuldmåne er et tilnavn til planten Engblomme, deraf ordspillet): ”Fuldmånen spirer i græsset”.

Men desværre stjæler de mange intetsigende eksempler billedet:

”den skjorte/ jeg i går syede af stof/ til eftertanke er i dag/ en gammel klud/ stukket ind i en knaldet rude”.

Stof til eftertanke eller banaliteter i metermål, får man næsten lyst til at spørge?

Tilsvarende er det vanskeligt at få øje på nogen form for originalitet eller sproglig tæft i følgende tekst, der går på krykker sammen med den dårlige middagsbordsvittighed ”Det kan ske, det kan knive med en gaffel”: ”hvem vil lære/ kniv og gaffel/ lidt bordskik/ de spiser stadig/ af samme ske”.

Elegant? Øjenåbnende? Nyskabende? Sjovt? Man kan have mange kvalitetskriterier for god litteratur, men det er vanskeligt at finde et, som disse digte for alvor lever op til.

Et sidste eksempel: ”En sportsskade/ har lagt æg/ i mine tennissko”. Ved en hurtig gennemlæsning kan det måske fremkalde et lille smil, når Dan her tager sportens faste vendinger på ordet, men luften går hurtig af ballonen, specielt når man tænker på, at oddset-reklamerne (”Der er så meget, kvinder ikke forstår”) allerede har gjort sådanne vittigheder til klichéer. Mon ikke det er meget rimeligt at forlange bare en my mere af poesien