Sten Kaalø har siden sin debut i 1969 skrevet over 30 digtsamlinger samt værker i talrige andre genrer, og han kan i sandhed kaldes en af dansk lyriks grand old men. Det har i årtier været en stor glæde at læse Kaaløs værker, der stadig udkommer med få års mellemrum, og som hver gang beviser, at digteren er blandt landets bedste.
Som ofte hos Kaalø møder vi i den nye digtsamling, ”Okay”, en vifte af forskellige digttyper, der tilsammen afspejler et på en gang forfinet sensualistisk og et eksplosivt samfundsengageret gemyt. Mest dominerende i forfatterskabet er to typer digte, som Kaalø excellerer bedre i end de fleste, nemlig det underfundigt-sensualistiske kærlighedsdigt og det rablende-surrealistisk og politisk-socialt kritiske digt.
I kærlighedsdigtene oplever man ofte en række subtile billeddannelser og elegante bogstavrim, der kan få selv den største gnavpot til at trække på smilebåndet som i det følgende digt med titlen ”Sjælehop”:
”Der er dage,/ hvor det virker som er alt gået i stå/ og alle tilsyneladende/ rejst til Frankrig for at spise snegle/ og gå med spadserestok/ i strandkanten/ men det er blot/ endnu et solskinsforår/ hvor din hud / føles som et silkesjal/ og sjælen hopper/ som astronauterne på månen.” Andre af kærlighedsdigtene er enklere og fyldt med en inderlighed og hudløshed som denne lille fine kiastiske sag med titlen ”Forelskelse”: ”Nætterne/ er en/ rytme/ i mørket/ og ikke/ omvendt/ et mørke/ i rytmen.”
Vender vi os herefter mod de politisk-socialt indignerede tekster, står Kaaløs stil bestemt ikke tilbage for de store mestre inden for denne agenda i dansk poesi fra den sidste menneskealder, nemlig Jess Ørnsbo og Henrik Nordbrandt. Hør blot denne pragtfulde hæslighedsæstetiserende salve i en tekst med titlen ”Blottede tænder”:
”Afluset venter flygtningene/ at en overfrakke findes/ på en sokkel står fremtiden/ med blottede hvide tænder/ Europa er foldet sammen/ over armen i plastic/ rulles ud om aftenen mellem/ rotter madrester og affald.”
Og hvis denne satiriske, sortsynede og særdeles aktuelle samfundskritik ikke skulle trænge ind hos læseren byder Kaaløs samling også på brutale absurdistiske montageagtige digte om krig, der hedder ”Fredsmenu” og lyder:
”Kogte pillede kanoner/ syltede tanks/ u-båds-pasta/ spidstegt missil/ råmarineret jagetfly/ nervegas a la rus/ vejsidebombe med bagt/ maskinpistol og/ skiveskåret antiluftskyts.”
Adskillige af Kaaløs digte falder dog uden for de to ovennævnte kategorier. Det gælder en række dybt personlige tekster om at blive gammel, hvor det følgende digt med titlen ”Demens” nok er det flotteste og mest præcise digt, jeg har læst om dette emne:
”Lige pludselig/ er demensen der/ en åndelig/ klam hånd/ der roder/ i hjernemassen/ så smilet/ sidder udenpå/ uden kontakt/ med jeget/ uden sammenhæng/ med forstanden/ og bilen holder/ inde på marken.”
Sten Kaaløs nye samling er ikke bare ”okay”, men fremragende.