Digter leverer poetisk hyldest til København

Hovedstadens bydele har hver deres charme. København er smukkest i Kongens Have, men Amager har digteren Claus Høxbroe aldrig helt forstået. Nu er han aktuel med digtsamlingen ”Kongens København”

Kongens Have er eventyrversionen af København, mener digteren Claus Høxbroe.
Kongens Have er eventyrversionen af København, mener digteren Claus Høxbroe. Foto: Leif Tuxen

Storbypoeten Claus Høxbroe skriver sine digte omgivet af vilde dyr på sit kælderkontor ved Kongens Have. Udenfor står en jaguar i det fine kvarter. Men nede i Høxbroes kælderværelser viser blandt andet både puma, løve, leopard og bavian tænder mellem gamle københavnerbilleder på væggene, mens der sågar står en struds midt under de isolerede varmerør.

Dyrene er heldigvis udstoppede, men det må alligevel kræve sin mand at kunne slappe af mellem alle de skarpe tænder. Men det er netop, hvad Claus Høxbroe gør.

”Jeg har en forkærlighed for herreværelseuniverset. Jeg synes, at det er fascinerende at have et over 100 år gammelt dyr stående. Og når man tænker på byens hæsblæsende tempo udenfor, giver det mig også en form for ro, at dyrene her står stille som statuer,” siger den fuldskæggede digter, inden vi går op i forårslyset til de virkelige statuer i Kongens Have.

For selvom der også både er vilde (porcelæns)dyr på forsiden af Claus Høxbroes nye digtsamling ”Kongens København”, så handler det mere om København end vilde dyr.

Til gengæld spiller tænder også en rolle i digtene, der er delt op efter bydele, som han har flyttet rundt mellem, siden han forlod forstaden Herlev for at blive storbypoet for snart mange år siden.

For eksempel sammenligner han i et af digtene en hjemløs mands tænder med vinduerne i en forladt fabrikshal i Nordvest. Men dem er der ikke mange tilbage af i København, altså forladte fabrikshaller. For København er mere som et tandsæt, der konstant bliver skiftet ud.

Engang var det kirkespirene, der ragede højst op mod himlen, men nu er byplanlægningen blevet mere liberal. Og høje kontorbygninger og ”grimme boligblokke” bliver implanteret i bybilledet som forlorne tænder, mener Claus Høxbroe, da vi står midt i Kongens Have, hvor København ser intakt ud.

Digteren Claus Høxbroes hylder herreværelseuniverset i sit kælderkontor ved Kongens Have i København, hvor fascination af både København og udstoppede dyr er til at få øje på.
Digteren Claus Høxbroes hylder herreværelseuniverset i sit kælderkontor ved Kongens Have i København, hvor fascination af både København og udstoppede dyr er til at få øje på. Foto: Leif Tuxen

”Man kan godt sige, at Kongens Have er Københavns showroom. For det er her, at byen viser sig fra sin bedste side. Den er velholdt og flot, men giver også plads til, at man kan mærke himlen midt i byen, ligesom København jo ser fantastisk ud herfra,” siger han og snurrer rundt om sig selv, mens han lader blikket bag de tykke briller glide med.

Til den ene side står de velholdte 1800-tals-boligbygninger med deres flotte facader i forskellige farver, og over deres tage med gamle antenner kan man skimte Marmorkirkens tag. En tak til højre kan man skimte Rundetårn gennem sprækker mellem flere velholdte bygninger, og drejer man sig igen, ser man lige ind i et eventyrlandskab med Rosenborg Slot og Botanisk Have og Statens Museum for Kunst i baggrunden, der igen erstattes af flere velholdte bygninger.

Kongens Have kan også ses som et slags bykort af forskellige bydele med den lange allé i midten, der ender ved H.C. Andersens statue som en slags boulevard, der adskiller de forskellige rum i haven med rosehave, legeplads og græsarealer, der allerede er begyndt at flyde med forårsblomster og pizzabakker som tegn på forårets indtog i hovedstaden.

Og som om her ikke var idyl nok, kommer livgarden pludselig forbi med fuld musik:

”I Kongens Have kan man glemme, at man set med mine briller er ved at afvikle frem for at udvikle København. Livgarden er også noget af det eneste, der kan bremse bytrafikken, uden at folk bliver sure. Byen er ved at miste sin sjæl og sans for at dvæle ved det smukke.”

Kongens Have er eventyrversionen af København, mener digteren Claus Høxbroe.
Foto: Leif Tuxen

”Selvom man snakker om, at vi bliver rigere og rigere, bygger man billigere og hurtigere. Der kommer jo ikke et nyt glyptotek eller et nyt Thorvaldsens Museum, men der skyder hele tiden nye cementblokke med sorte vinduer frem, især på Amager, hvor metrobyggeriet skærer sig igennem landskabet som en Berlinmur med grimme nybyggerier til alle sider. Det forstår jeg ikke,” siger Claus Høxbroe, mens vi trasker tavst videre i haven.

”Kongens København” emmer dog alligevel af kærlighed til København:

”Titlen spiller jo både på byens status som kongelig by og på, at alle kan føle sig som kongen her. Når vi går tur i Kongens Have, er den jo også gjort så skøn for vores skyld, og sådan kan man føle sig som en konge i København, selvom man ikke ejer kongens mønt.”

Digtsamlingen er inddelt efter bydele – dog ikke ”det fine Frederiksberg”, der ligger uden for kommunegrænsen, selvom han skam har boet der:

”Jeg har selv flyttet rundt hele mit voksenliv for at få hele København ind under vesten for at skrive digte om byen. Sådan føler jeg også, at hele byen er mit lokalområde. Og hver bydel har sin charme og personlighed,” siger Claus Høxbroe, der ikke er bange for at male byen med den store pensel:

”Nørrebrogade er ligesom en flod, der skærer Nørrebro over. På den ene side har man alle forældrekøbene og de dyre lejligheder, og på den anden side de mere sociale boligbyggerier. Men det er også et mekka for hipstere. Vesterbro har taget en voldsom drejning de seneste år. Før var det et arbejderkvarter, nu føles det som et stort Lalandia med børnefamilier i den samme alder, mens Østerbro er som Irma, der emmer af kvalitet og høje priser.”

”Dér gemte kongen nok nøglen til sin elskerinde engang. Sådan gemmer byen mange små hemmeligheder, når man lærer den at kende,” siger digteren, der jo heller ikke er bange for skarpe tænder.
”Dér gemte kongen nok nøglen til sin elskerinde engang. Sådan gemmer byen mange små hemmeligheder, når man lærer den at kende,” siger digteren, der jo heller ikke er bange for skarpe tænder. Foto: Leif Tuxen

”Indre by tiltaler mig meget. Hvis man går i brokvartererne, møder man altid folk, man kender. Men her kan man både finde anonymitet og inspiration,” siger Claus Høxbroe, da vi kommer til indgangen til Rosenborg Slot, hvor to tilirrede løver sidder forstenet på hver sin side. Den ene har åben mund.

”Prøv at se,” siger Claus Høxbroe og trykker løven på tungen, så den glider op og afslører et skjult gemmested.

”Dér gemte kongen nok nøglen til sin elskerinde engang. Sådan gemmer byen mange små hemmeligheder, når man lærer den at kende,” siger digteren, der jo heller ikke er bange for skarpe tænder.