Poetisk parløb uden mellemregning

Peter Poulsen og Jørgen Haugen Sørensen har lavet en sanselig, morbid, smuk og barok dobbeltdagbog om død og kærlighed

I hele Peter Poulsens over halvtreds år lange forfatterskab har et hovedanliggende været at håne og kritisere vort samfunds dominerende stemmer, hvad enten disse har tilhørt politiske, religiøse eller kunstneriske profeter. Der sættes i Poulsens digte spørgsmålstegn ved skråsikre udsagn om, hvordan verden hænger sammen, og digterens udgangspunkt i 60’ernes og 70’ernes poetik fornægter sig da heller ikke, når der i forfatterskabet vrimler med kostelige satirer over den universalistisk vise digter, som altid har spøget på det digteriske parnas.

En herlig tekst lyder:

”Jeg sidder på min hems i universet. / Herfra holder jeg øje med enhver bevægelse. / Selv den mindste forskydning registrerer jeg nidkært. / ”Allah er stor!” råber jeg. / ”Tuborg er bedst!” / Jeg kan se, hvordan nonnerne onanerer, / se hver lille imam, / hvert eneste dirrende blad på hver eneste gren, / maskinpistoler og sporvogne, alt ser jeg, / selv det usynlige træder tydeligt frem. / Det er både sommer og vinter. / Bare kom an.”

Den fandenivoldske tone og viljen til at registrere alt omkring sig er imidlertid ikke kun rettet mod de ting, Poulsen tager afstand fra, men er også en del af digterens eget projekt med den forskel, at han altid søger at undgå det påståelige og højtidelige digteriske tonefald. Og digtsamlingen ”Vi må videre” er virkelig et fornemt eksempel på dette.

Artiklen fortsætter under annoncen

Værket kaldes en ”dobbelt dagbog”, og Poulsen har sammen med den jævnaldrende Jørgen Haugen Sørensen konstrueret et tværæstetisk værk, hvor Poulsens digte og Sørensens tegninger komplementerer hinanden. Karakteristisk for både billeder og tekster er en koncentration om livets morbide sider. Over for Sørensens skitser af menneske-, dyre- og mosterlignende figurer, mellem hvilke der foregår seksuelle overgreb, vold og destruktion, har vi i Poulsens tekster ofte en lignende motivkreds, hvor en traditionel skønhed og renhed på klassisk modernistisk vis fejes af banen af en lavine af hæslighed og ødelæggelse.

”I nat var der stjerner på himlen, / husker jeg, ikke så få, / og jeg drømte om glade typer, / som hældte lort i halsen på hinanden / eller kløvede naboens kranium / med en økse”.

Der er imidlertid også andre skildringer af døden i Poulsens digtsamling. Et hverdagsligt ræsonnerende digt som det følgende har en egen enkel skønhed og klarhed.

”Det er mærkeligt, at vi skal dø, / vi, som var unge engang, / og som stadig føler os unge, / når man ser bort fra biologien”.

Eller man møder de afdæmpede, illusionsløse og koncentrerede poetiske udsagn: ”Mens vi venter på hjerneblødningen, / er det tid til at gå til bageren.”

Smukkest i samlingen er Peter Poulsens skildringer af kvinden og kærligheden, der gang på gang dukker op midt i den sene livsalders sortsyn og tristesse. Her er en skildring af et veltillavet måltid, der hermed kan stå som en anbefaling af denne samling:

”Maden er fin som altid, / når vi er sammen. / Der er lys i kvindernes øjne, / som ser ud til at komme / direkte fra stjernerne / uden mellemregning / af nogen art.”